↩
M ed Grimen i sin Haand, og Piben i sin Mund,
Fra Torv til Torv, igiennem Gader, Stræder,
Løb Helten hist og her, og ledte om sin Hund
Omsonst paa alle offentlige Steder.
Han mange høie, lange Hunde saae,
Hvoraf den mindste var i gammel gothisk Smag
Saa stor som den, der mødte Fritz ved Haag ;
Nu seer man rigtig nok, som oftest, smaa,
Men Hundene var større paa de Tider
End nu; det saa med alle Danske gaaer:
Nationen bliver mindre Aar for Aar,
Jo høiere den bygger sine Tage:
Med større Pidske Folket mindre Haar,
Med større Hatte mindre Hov'der faaer;
Vor Efterslægt man kan med Grund beklage -
104
Endskiøndt den Grund har ikke megen Vægt,
Naar man, til Trøst for kiære Efterslægt,
Seer her og der lidt meere dybt i Tingen,
Saa spaaer adskilligt os - aldeeles ingen.
Men det vil vi nu lade staae!
Som sagt, han mange store Hunde saae,
Kun ei den rette. Creditorisk Sveed
Begyndte slemt at fugte ham om Næsen -
Da han blev vaer et rødt fiirbeenet Væsen
I Vimmelskaftet at spadsere ned.
Fast ingen Ting paa denne Jord
Man kan saa got igien erindre sig, og kiende,
Som Yderdeelen af sin Creditor,
Paa hvilken Kant han sig mon vende.
Et Glimt af saadan een i Gadens anden Ende,
Eet af hans Støvlehæles Spor,
Kan give ham, Gud veed hvordan, tilkiende.
En Hunds og Debitors Hukommelse er stor;
Og er man baade Hund og Debitor tillige,
Saa mærker man paa Timen, hvad og hvor,
Endog i en Distanz fra Creditor
Saa lang som den, hvori man tryg sit Bæ kan sige.
Saa gik det med vor Slagterhund;
Ned i en Kielderhals han hurtig smutter,
Sig i en Sæk, der laae, forsigtig putter,
Og lurer der en liden Stund.