↩
I Rom, en Bye, som, hvis jeg havde Penge,
Jeg reiste til i Morgen, ei fordi
De mange gamle vise, tappre Drenge,
De store Kieledægger af de Ni,
De Paver, Keisere, hvis hele Cleresie
Man for det meeste burde hænge,
Har boet deri; -
117
Ei heller for, til Nordens Spot og Spee,
Det skiønne Syds Ruiner
at besee -
Og allermindst for Stykker af vor
Frue
Og Jacobs Himmelstige at
beskue;
Men for de smukke Nonners Skyld, som der
I større Mængde falde skal end her -
I dette Rom opholdt sig
en saa yndig,
Saa velskabt, og beleven Glut engang,
At al Beskrivelse paa hende blev for lang,
Om ikke det, som end er værre, syndig;
Hvis, kort sagt, nogen har Frue Venus seet,
Kan han sig tænke hendes Skiønheds Lige,
Det er, med andre Ord at sige,
Den kun er fattelig for en Poet.
Een Feil alligevel hun havde med alt dette,
Som mange syntes om, men fleer ei lide gad,
Hun var i næsten meer end tilladt Grad
Coqvette ,
Men stolt som Juno selv,
og lidt urimelig,
Kort: ganske Fruentimmer
i det hele.
Den fierde Part af Rom
var lykkelig;
De øvrige tre Fierdedele
Fast efterhaanden alle hængde sig.
Ministre, Cardinaler, og Baroner,
De mægtigste, de rigeste Personer
For hendes Fødder daglig laae;
Tre hele Sider vilde knap forslaae
Til alle hendes Slavers mange Navne;
Jeg holder altsaa, Læser, for som saa,
Du dem maae meget heller savne.
Nok sagt, den ringeste, hun viste Gunst imod,
En Smule maatte være i Conclave ,
Selv Helligheden, som var den Gang Pave,
Hun ikke holdt for god.
118
Som man kan skutte, var vor Aphrodite ,
Hvis Zepter hele Rom var
underlagt,
Som Byens meest tilbedede Charite ,
Den første blandt dens Damer og i Pragt.
Klædt med den meest udsøgte Smag,
Hvor hun fremviste sig, de glimrende Brillanter
Omskabte Nat til Dag,
Og Decans og Golcondas Diamanter
Med hendes Øine kappedes at blende
Den Soel, som i sin Middagsglands,
Mens alle tabte baade Sind og Sands,
Misundelig bestraalte hende.