Baggesen, Jens Uddrag fra Constance eller Amors Hevn

Cupido , som bemærkte den Allarm,
Hun grusom voldt i mangen Ynglings Barm,
Og saae, hvor høit hun satte Næsen,
Leed ei det Væsen:
Men svor ved Bue, Piil, og Vinge,
Den Skiønnes Stolthed reent at undertvinge;
Og holdt som ærlig Gud sin Eed.
En velskabt ung Person med alle Dyder,
Som velopdragen Ungdom pryder,
Han brugte til sit Øiemeed.
Camillus , saa var Heltens Navn, engang
Constance , vor Heltinde, fik at skue,
Og vips! hans Hierte stod i lyse Lue;
Camillus sukked', græd, og peeb, og sang,
Som Elskere naturligviis maae giøre;
Men Qviden er for stor, Beskrivelsen for lang,
Constance lod sig endeligen røre,
Men stilte sig dog som sædvanlig an,
Og skiøndt hun brændte nok saa stærkt som han,
Hun skiulte dog i doppelt spodske Miner
Sin Kiærlighed! -
Hvorfor? Spørg Damer! sligt jeg ikke veed.
119 Camillus blev omsider kied
Af ubelønnet Elskovs lange Piner.
Lidt Grumhed skader ei; men dog, alvorlig talt,
For meget og for lidt fordærver alt.
Troer mig, forunderlige Piger! ingen,
Aldeles ubelønnet, bliver ved
Bestandig over Eders Grusomhed
At sukke. Maade, Maade, det er Tingen!
O! troer mig! men hvis ikke, troer mig ei,
Mig er det ligemeget, sandt at sige,
Med Tyrannie befæster Eders Rige,
Saa længe som I kan; men husker paa tillige,
I komme siden til at gaae Constances Vei.