↩
En Aften Selskab hos Camillus var
Af begge Kiøn, blandt andet ogsaa Kronen
For det saa kaldte smukke, nemlig den,
Jeg nævnte før, og nævner snart igien;
Alting var muntert; thi det muntre Par,
Frue Venus og Herr Bacchus stemte Tonen,
Og ingen af de gode Damer der
Var synderlig beløbet i Moralen,
Og i Philosophien, som, desværr'!
Mangfoldigen hos os fordærver Talen;
Men Anecdoter, Borgere, Bonmots,
Og Viin, og Drikkeviser faldt i Mængde,
Og alting drak, og spøgte, sang, og loe,
Og ingen i det hele Selskab tænkte -
Constance kun var tavs,
og talte meget lidt,
Men tænkte destomeer. For ingen Ting saa tidt
Jeg bandet har, og bander, og vil bande
Cupido , som fordi han
Dag og Nat
Sig moerer med at bringe dit og dat
121
I got folks pande,
Og fylder Pladsen, som var tom tilforn,
Med Tanker eller Horn ,
Ting, som i vore Tider, paa min Ære,
Man meget gierne kan undvære,
Især at tænke, som til ingen Ting er got;
Det andet dog, i hvad man og vil sige,
Til Embed, Rigdom, Titel, og deslige
Forfremmer undertiden mangen Sot ,
Skiøndt jeg, for min Part, underdanigst takker,
Og siger i en lang Distance bæ !
Til den Slags Cornu Copiæ
;
Jeg uden Horn vil heller være Prakker.
Men til min Text igien! Constance sad
Nedslagen, tankesuld, med Sorgens mørke Mine,
Og lod de andre synge, spøge, grine,
Og være vittige saa meget, som de gad.
Tilsidst slog Klokken tolv, og giorde Streg i Talen,
Selskabet efterhaanden skiltes ad,
Enhver tog hiem til sit, og tom blev Salen.
Constance smutted' bort
imellem dem,
Men ikke, som man tænkte, til sit Hiem;
En anden Vei hun lumskeligen tog,
Og skiulte sig i en afsides Krog.