↩
Som rørt af Lyn den arme Pige stod,
Stum, rødmende, forvirret og beskiæmmet;
Men Elskov styrkede det faldne Mod;
Da lidt igien sin Graad hun havde hemmet,
Udbrød hun atter: "Ja! jeg har fortient
"Den Blusel, som paa mine Kinder gløder;
"Men ak! hvis ei min Skiønheds Vaar var endt,
"Forgiæves laae jeg ei for disse Fødder;
"Min Munterhed, mit Øies Ild,
"Min raske Gang, mit skielmske Smil,
"Og Roserne paa mine Kinder
"Er ikke meer. O! var jeg skiøn endnu,
"Den Taare, som nu spottet rinder,
"Da skulde kysses bort; men ak! jeg skrækker nu;
"De hæslig mig Ulykkelige finder;
"Maaskee jeg er det ogsaa; men den Ild,
"Den længselfulde, trøstesløse Smerte,
"Som brænder, som fortærer dette Hierte,
"Har dræbt Constances muntre Smil,
"Udslettet hvert et Spor af fordums Yndigheder,
"Forgiftet mine Dages Roelighed.
"Ak! jeg begriber det! jeg veed,
"Den er ei længer smuk, som sukkende tilbeder;
"Den har ei længer Vid, som ei er smuk,
"Derfor foragter De min Bøn, min Graad, mit Suk!"