Baggesen, Jens Uddrag fra Thomas Moore eller Venskabs Seier over Kiærlighed

For ei ham selv (som tidt, desværre! skeer),
Men for hans Lykke her at krone,
Gav Himlen ham en meget deilig Kone.
Mærk vel, jeg mener her ved deilig meer
End alle Træk af Venus Erycine,
Det deilige, som ikke taber sig,
Og eene giør en Mage lykkelig,
Den ømme, gode Siæl, som møder mig
I hvert et Blik af min Palmine.
Nu, som den eene veed, den anden skutte kan,
En Pebersvend af Guld bær ikke Vand,
Bar han endog St. Pavens Trippel-Krone,
134 Imod en Mand af simpel Jord, som kan,
Fra Soel gaaer op, til Soel gaaer ned,
I uafbrudt lyksalig Kiærlighed
Omfavnes af saa elskelig en Kone;
Men ak! fra den Tid af, da vores første Fader
Bar sig i Paradiis netop saa daarlig ad,
Som hver iblandt hans Afkoms Myriader
Fra Sem og til den Søn, jeg ønsker dig, Palmine!
Sig havde baaret ad,
Fra den Tid Roser groe blandt Torne, Fryd hos Pine,
Og nu, da Nøisomhed er reent fra Jorden veget,
Forjaget af de nye Nødvendigheders Hær,
Til ret at være lykkelig, desværr'!
Udfordres meget, overmaade meget.
Vær æret, viis og rig! tryk til dit Bryst
Den yndigste blandt alle Jordens Koner,
See hende lide, du er uden Trøst,
Viis, æret, elsket, Mand paa Millioner!
Døm aldrig nogensinde den og den
At være ganske lykkelig, min Ven!
Den rige Claus har selv imellem Hovedbrud;
Ei skue vi det Kryb i vore Haver,
Som volder, Planter, Blomster, Træer gaaer ud,
Og ingen seer den skiulte Orm, som gnaver
Dens Siæl, hvis Klædebon med Diamanters Lyn
I Dandsens lette Sving forblinder Pøblens Syn.
Hvor mange tunge Suk i skiulte Vraaer lød!
O! mange Taarer blot i Maanens Paasyn flød
Fra deres Oine, som med kunstig muntert Smil
I Selskab skiule maae, blandt tankeløse Daarer,
Den giftige, den dødelige Piil,
Som Hiertet uophørlig saarer,
Og saarer tidt saa dybt, at kunstig Munterhed
I dyb Fortvivlelse for evig sænkes ned;
135 Vor Lod det engang blev paa denne Jord, at græde,
At blande Smil med Suk, og vexle Sorg med Glæde -