↩
"Min Ven!" - udbryder han engang
Spadserende med Lovingham
allene,
Mens Vestenvindens Dands i Bøgens Grene,
Til Bækkenes Musik og Nattergalens Sang,
I Aftenens høitidelige Scene
Dem begge to til Følelser indbød,
Men, som sædvanlig, hver til sine -
"Min Ven! hvor smiler Aftnen yndig rød!
"Men denne mørke, kummerfulde Mine
"Forraader, at den smiler ei for dig -
"Og taus du nærer denne skiulte Smerte;
"Udøs for mig, min Ven, dit hele Hierte!
"Hvo veed, maaskee jeg var saa lykkelig,
"Om ei at hæve, dog at lindre
"Din Sorg; o Ven! den halv tilhører mig,
"O lad mig dele den, o! nægt mig ei den Lyst!
"Udeelt forstørres Sorgen i vort Bryst;
"Men deelt i Vennefavn den altid bliver mindre."
-