↩
M an synger næstendeels om Alt paa Jorden
I denne gyldne Tid,
Da Digtergave her i Norden
Fast ligesaa almindelig er vorden,
Som Frihed, Velstand, Smag og Flid.
Trods Abbeden Du Bos ,
den Anti-Iyde,
Som uden ringeste Medlidenhed
Kom Folk bag Rhin og Fæ i samme Gryde,
Vi stakkels Danske kom dog ogsaa med
I Digtekunsten, som i alt det andet;
Thi nu, hvorhen man lytter her i Landet,
Er lutter Harpeklang og Citharlyd,
Og hvor man vender Øiet hen, man skuer
Poeter overalt (o! søde Fryd!)
S om Fluer.
Man synger Kongens Priis, man synger om sin Pige,
Om Frihed, om Oplysning, og deslige,
Om Mod i Krig, og flittig Kunst i Fred,
Om Vaaren, Borgerdyd og Ærlighed,
Og kort, om ikke fyndig sagt saa lige:
143
Man synger, hvad man ikke gider sige,
Alt hvad man ikke har, og hvad man ikke veed.
Hvor er vel noget Nyt uqvædet før?
Hvorom har ikke hin og den giort Oder?
Hvad tænkeligt fra Sirius
til Smør,
Er ikke, rimet, eller sat paa Noder,
I alle Byens Urteboder?
Og synge noget, som er reent forslidt,
Jeg ikke gider og har aldrig gidt.