↩
D en lyse Dagens Konge gled
Igiennem gyldne Purpurskyer
Sødt smilende bag Skoven ned.
I hist og her adspredte Byer
Lød Aftenklokkens dunkle Lyd;
Og Nattergalens første Toner
Indbød fra mørke Bøges Throner
Naturen til en stille Fryd.
Ved Dammens Bred, hvor Vestenvinde
Paa Bølgers rullende Krystal
Fra Floras Døttre Kysse stial,
Sad, skiøn som Kiærligheds Gudinde,
Da nyefødt hun paa Cyprens Bred
Sprang op i al sin Herlighed,
Vor Emma. Smilende Violer
Omringede den spæde Fod -
Og Zephir Bækkens Sølv forlod -
Og Solen sinked sine Straaler -
Og Sangerinderne fløi ned
Fra Træernes forgyldte Toppe -
Og Stiernerne brød frem deroppe:
196
At skue hendes Yndighed.
Som Cynthia høitidelig
Til kiælen Vellyst Siælen vinker,
Endymion ! naar efter dig
Hun giennem sølvgraae Skyer blinker
I al sin melankolske Pragt,
Sad hun i lette hvide Dragt,
Som spøgende med Zephir glemte
Den Vagt, hvortil man den bestemte,
Paa Blomsterbænken, hvor en Hær
Af Roser, Liljer og Violer
Henfalmede den Skiønne nær,
Som Stiernerne ved Lunas Straaler.