↩
Med tunge Trin og mørke Blik,
Omspændt af haabløs Elskovs Smerte,
Vor Eginhart i Haven gik,
Hvis stille Fryd hans Kummer nærte:
"Synk, skiønne Sol! for evig ned
"I Vesterhavets fierne Bølger!
"Spild ikke meer din Herlighed
"Paa mig, som Skræk og Død forfølger!
"Skiul, Luna, skiul dit skiønne Smil
"Bag mørke tordensvangre Skyer!
"Du, hende lig, min Længsels Ild
"Med mordrisk Tryllerie fornyer!
"Tie med din søde Melodie,
"Du Lundens kiælne Sangerinde!
"Tie, Zephir! - hele Skabning, tie!
"Hvert Spor af Lys og Liv forsvinde!
"Tag, Ekko, sørgelig igien
"De klagelige Suk, du lærte
"Af Livets Fjende, Dødens Ven -
"Og skiælv, Natur! som dette Hierte!"
197
Saa lød den sørgelige Lyd
Af vexelviis afbrudte Klager;
Da pludselig - o! Skræk! - o! Fryd!
Hans Øie Emma hist opdager.
"Vel!" - raaber han -
"det er forbi!
"Jeg vil min Dom af hende høre!
"Og hendes Stemmes Melodie
"Min Dødsdom selv skal liflig giøre!
"Min Qval kan ikke voxe meer!
"Og - om endog en nye jeg lærte -
"Mig ingen Qval kan qvæle meer;
"Kun eengang brister dette Hierte!"