Baggesen, Jens Uddrag fra Døden og Doctoren eller Den sorte Pest

↩ E ngang laae Døden (som sædvanlig bleg)
Matgispende ved Roden af en Eeg,
Hvorhen paa tynde Been, vor store Thessen lig,
Den fra en Valplads havde slæbet sig,
Og færdig var at puste ud sin Siæl
(Figurlig sagt i Vers, forstaae mig vel!
I Prosa klang det alt for galt;
Thi Døden , egentlig og philosophisk talt,
Skal ikke være stærk i Siæl),
Kort sagt: Hans Majestæt ei kunde mere,
Træt af at slaae ihiel,
Og laae paa Jorden færdig at krepere.