↩
Og sommetider, hvor de burde gaae,
Til andres Qval aldeles stille staae;
Som fra det eene til det andet vanke,
Smaa Glutter mellem Dukketøier lig,
For, som de kalde det, at more sig,
Og faae, med Narreriers Drengesvøbe,
Den dovne Tidens Hest til i Galop at løbe!
Ak! at jeg kunde banke den i hver,
Som finder, Tidens Traad for lang ham er,
Og møisom stræber, den at lægge sammen
I Giæstebud, Aviser og Tobak,
Balletter, Kanefarter, Kort, og Snak,
Og stive Søndag-Selskabs tvungne Gammen!
Ak, at jeg kunde banke den i hver,
Som paa forvovne, nattegamle Vinger
Sig feiendes mod Evigheden svinger;
Som troer, paa giennembidte Gaasefiær
At svæve Lysets høie Throne nær,
Og mellem Sole med fortryllet Øre
Pleiadernes Musik til Engles Sang at høre;
Som hisset, i Begeistrings Maskepie
Med hme lidt prostituerte Ni,
Forglemmer hvad paa Jorden er at giøre,
Og drukner Tidens Muus*) i Sværmerie
Med Laurer, Lotter, Minner, Marianer,