↩
Han bad om Lov til meer at læse -
Thi Siælen havde sultet som en Hund,
240
Mens paa Comptoirets Skiær han stod paa Grund
I blot Fadaise
Og fik corporlig Straf, for hvergang i en Krog
paa ferske Giermng man ham fandt med mindste Bog,
Selv Hübners skiemtende
Geographie ,
Hvor Himlen veed dog lidt af sundt og sandt er i.
En Almanak, med Aftensang i Enden,
Og salig Søfrens Arithmetica
Var al den Læsning, som han uden Skiænden
Af Amts-Califen slap heeløret fra.
Lyksalig den, hvis tarvelige Hierne
Kan af saa smaa Portioner blive mæt!
Ak! i min stakkels Fætters sultne Stierne
Stod skrevet: Faae Bekomsten ei saa let!
I føie Tid han stopped' sig i Panden
Fast hele Sognets Sort paa Hvidt,
Og nød den eene Tome paa den anden
Med idelig forstærket Appetit.
Jeg een Anmærkning dog maa hertil lægge:
En Slughals i et Fad, en Slughals i en Bog:
De sluge begge,
Den eene sig for mæt, den anden sig for klog -
Det første Kroppen kun, det sidste Siælen skader:
Jeg derfor mindre hint, og meere dette hader;
Og meget heller her fortælle gad,
Hvis sandhed ikke bandt mig Munden:
At Fætter stræbte meer i tilladt Fad
Med Skeen at randsage Bunden,
End i forbudne Bog at vende sidste Blad.