↩
Jeg studsed', giættede, hvem kan dog dette være?
Af Fyrster kiender jeg kun een,
Som skriver rigtig nok af Omsorg for sin Ære
Aviser selv - men han har ingen Steen -
Det maae dog være saadan een -
Men, hvem det ogsaa være eller ikke,
Slig Gravskrivt maae nødvendig støde hver,
Som føler hvad Respect man Fyrster skyldig er -
Saa tænkte jeg - og vendte mine Blikke
261
(Med en Fortrydelse, som den begriber ei,
Der ikke har en Ærefrygt som jeg
For alt hvad helligt er) fra denne Pasqvinade,
Som aldrig skulde smittet disse Blade,
His den ei havde givet mig saa god
En Leilighed, at ivre derimod -
I det jeg vilde gaae, det just sig hendte,
At Øiet, i det samme jeg det vendte,
Faldt paa en Steen in Folio,
Der gierne kunde gaae for to;
Jeg fandt, den gik for fleer, og vilde neppe troe
Mit eget Syn, i det jeg læste: