↩
Kort kun var hun fremspadseert paa Veien
Barnligmunter, venlig, mild og from,
Med bestandig Hilsen, Smilen, Neien -
280
Ofte seende sig om
Efter Ternen,
Som bestandig fulgte med Laternen,
Om hun kom?
See! da nærmte sig i Morgenrøde,
Svævende paa letbevinget Fod
Hendes stille Gang imøde,
Frie og frank, og fro, og, som det lod,
Fuld af Munterhed og Mod,
Krands om Skuldren, Blomsterkost paa Hatten,
En. elskværdig Yngling henmod atten
( Foraar hed det unge
Blod) -
Med en artig Hilsen, og med Blikke,
Som hun egentligen ei forstod,
Men som dog mishaged ikke,
Bad han, hende rækkende sin Krands,
Om en Dands,
Med den venstre spillende paa Sivet,
Mens den syeire slyngte sig
pludselig
Den uskyldigrødmende om Livet -
Og hun slog det lyse Øie ned,
Mens den hulde Barm begyndte stige,
Bange næsten for den underlige
Hiertets søde Følere derved -
Dog fortryllet snart af Krandsen,
Sødt beruust af dens Violers Duft
Og af Flødens Hvirvelluft,
Modstod hendes Zittren ikke Dandsen,
Engang rundt omsvungen i hans Arm -
Til hun endeligen svimmel,
I en Kælen ukiendt Himmel
Hvirvlt omkring
Med bestandig heftigere Sving,
281
Mat af Lyst, og uden Aande,
Længselvarm,
Daanende, som i vellystig Vaande,
Sank til Ungersvendens Barm.