Baggesen, Jens Uddrag fra Jordens Kiærlighedshistorie, eller Aarstiderne

Da han Frøknen saae med sin Pernille,
Holdt han stille,
Steg af Vognen - bød med Buk
Hende tage Plads i samme,
Venlig, men foruden dybe Suk -
285 Uden at forraade mindste Flamme
Med det allermindste Muk.
Her er, tænkte hun, vist ingen Fare!
Synderligen, da hun saae
Sidde paa Forsædet alt en Skare
Søde Smaa.
Træt af Gangen altsaa steeg den hulde,
Løftet i hans Arm,
I den næsten allerede fulde
Gyldne Karm.
Han lod kiøre langsomt - og i rolig
Underholdning, der blev snart fortrolig,
Steg hans Tales stedse stegne Gang
Om et Venskab, evigen det samme,
Høit ophøiet over Elskovs Flamme -
Til Begeistring - og tilsidst til Sang.
Lutter Andagt først, og lutter Øre,
Smeltet hen i Sympathie,
Blev og hendes Stemme Melodie -
Og tilsidst Samtalen Harmonie.
Rask, i meer og meere deiligt Føre,
Rundt omsvævet af en Engletrop,
Lod Velsignelsernes Spreder kiøre
Frem igien i suusende Galop;
Over Marker, Enge, Haver,
Strødde det bevingte Chor
Overflødighedens rige Gaver
I den giæve Brudhiemførers Spor.