↩
Frøken Jord, nu Høstens Brud,
Stirred vildt i Havet ud
Med forvirrede, med stive Blikke -
Vilde græde - kunde længer ikke:
Blodet selv i hendes Aarer frøs -
Hver en Taare blev Krystal i Vinden,
Perlende paa blege Kinden,
Medens hendes Hierte giøs -
287
Ak! det blev saa mat i denne Gysen!
Længe Pulsen ikke slog.
Dog, med Tegn til Liv, et Suk hun drog
I et Smiil,
Da med Jil
Hendes bange Terne Lygten tog,
For at bringe dette Liv til Nysen,
Deels ved Pirren af det nære Horn,
Deels formedelst Lygtepraasens Lysen,
Ved at snuppe den et lille Korn.
Vakt, hun til sig selv vel kom tilbage,
O! men kun til Jammer og til Klage:
Dagens Lys var hende reent forhadt -
Solen, hun bad flye, bønhørte hende,
Og løb bort til Verdens anden Ende.
Saa - fortvivlet, og forladt -
Eene fulgt af hendes Terne,
Og af andre Kloder i det Fierne,
Der gad vidst, hvad der af hende blev,
Stod hun paa Naturens Overdrev -
Blot den lille Stierne nær ved Polen
Troede stivt,
At hun dog tilsidst blev givt.