Baggesen, Jens Uddrag fra Jordens Kiærlighedshistorie, eller Aarstiderne

Vor Vestale,
Enten saa hun peb nu eller sang,
Maatte see den Gamle nok engang
Op i Øinene, hvis Sølverblikke
Hun just ikke
Fandt fatale -
Fulde temmelig endnu af Ild,
Der var ikke brændende, men mild.
Da hun havde lidt betænkt sig, lagde
Hun med eet sin Haand i hans, og sagde:
"Slag da Pelsen om mig i en Hast,
"Før jeg mig betænker alt for længe!
"Uden Elskov nemlig - det staaer fast!
"Og naturligviis, hvad angaaer - Senge,
"To -
"Vil jeg være dig en huld og tro,
"From og huuslig stille Gemalinde!"
Sukked - sagde det - og krøb deri -
Nemlig ind i Pelsen. -
I det Fierne
Studsede ved dette Syn hver Stierne,
Og den lille Møe med sin Laterne,
Lyset i det samme sluktes i,
Neppe sine egne Øine troede,
Da hun saae
Med den Gamle hendes Frøken gaae
Hen til Brudeskamlen med det gode -
Hvor lidt koldt naturligviis
291 (Da just Skamlen var af Jis),
Men desmeer alvorligt, med en Tale,
Der igiennembruuste Field og Dale,
De blev viêt - og meget snart
Alting klappet var og klart.