Bagger, Carl INDLEDNING

INDLEDNING

I.

Alt hvad Carl Bagger har skrevet - som har noget Værd - er ikke blot udsprunget af et Virkelighedsmotiv; men det har i højere eller ringere Grad autobiografisk Karakter. Man gør derfor vel i at erindre sig de ydre Data i hans Livshistorie.

Han fødtes den 11. Maj 1807 i København og er et »uægte« Barn. Faderen var en højtstaaende Embedsmand i Politietaten, Moderen en smuk og livsglad Butiksjomfru. De døde begge tidligt: Barnet var kun eet Aar ved Moderens Død og 3 Aar ved Faderens.

En uomgængelig og uligevægtig Farmoder tog sig af Drengens Opdragelse med det Resultat, at hendes ubeherskede Skældsord tidligt ledte ham ind paa Spekulationer over hans illegitime Oprindelse. Skoleaarene tilbragte han dels i Roskilde, dels i Sorø, hvorfra han i 1826 tog en pæn Studentereksamen; paa »Sorø Regens« tog han »anden Eksamen«, hvorpaa han i 1828 drog til København for at studere Jura. Studiet forsømte han imidlertid snart for at hengive sig dels til fri Læsning af forskellig Art, dels til Digtning, mest til et letsindigt Liv i alskens Udsvævelser, der for tidligt nedbrød hans Helbred.

II

I 1836 fik han - uden at have taget nogen Embedseksamen - en Stilling i Odense som Redaktør af Fyens Stifts Adresseavis. Sit sundhedsnedbrydende Liv fortsatte han ogsaa under de nye Forhold, og den 25. Oktober 1846 døde han.

Hans Livs Historie er uløseligt knyttet til den unge Pige, han lærte at kende allerede som Elev paa Sorø Akademi, og som senere blev hans Hustru: Thora Fiedler, Datter af Justitsraad Fr. Chr. Fiedler til Basnæs og Juliane Marie Fiedler, f. Sporon. Søn; nerne Frederik og Valdemar Fiedler var Carl Baggers Skolekammerater, og i Sommerferien 1824 introducerede de Vennen paa Basnæs, hvor Bagger tilbragte adskillige følgende Ferier. En Forelskelse i Datteren Thora resulterede i, at hun i Aug. 1829 fødte ham et Barn, som opdroges i Jylland. Barnets Fødsel betød for Bagger et Brud med Thoras Hjem; med hende selv vedligeholdtes - saavidt det kan ses - en Korrespondance. Først i 1836 saa de hinanden igen; det var i Korsør, hvorfra Thora skulde sejle til Kiel og videre derfra til Hamburg, hvor Familien - for at fjerne hende fra Baggers Indflydelse - anbragte hende i Huset hos en Slægtning.

I 1837 døde Thoras Moder - Faderen var død allerede i 1829 - og da Bagger paa det Tidspunkt havde en Stilling, de kunde leve af, giftede de sig. Brylluppet stod paa Basnæs d. 8. Novbr. 1837. Sønnen, der i Daaben havde faaet Navnet Carl Christian Petersen, flyttede ikke længe efter hjem hos sine Forældre. Han døde pludseligt, ganske kort Tid før Carl Bagger.

Fader og Søn begravedes samme Dag.

III

Hvor sørgeligt Baggers Liv end formede sig, havde det næppe Personlighedsindhold nok til at kunne kaldes en Tragedie: en begavet ung Mand tager Forskud paa Livet og hvirvles ind i et Uføre, som han ikke har Vilje og Styrke nok til at rede sig ud af igen, mens Tid er, og han ender i Elendighed. Hvad der skiller dette Tilfælde fra Tusinder af andre beslægtede, er imidlertid det Temperament, det Gemyt, hvormed den, hvem Historien overgaar, selv oplever den. At Bagger kendte Øjeblikke, da han led sjælelige Lidelser, som førte ham Vanvidsafgrunden nær, derom er der ingen Tvivl. At han var sig disse Lidelsers Værd bevidst som Kilde til sin Digtning det er lige saa givet. I sin Svaghed kælede han for sin egen Ulykke og var vel nok tik bøjelig til at overvurdere Nødvendigheden af at falde dybt som en Betingelse for sin Poesis Lødighed. Og hvor hans Liv bød ham Mulighed for Gisninger i Retning af det brødefulde og uhyggelige, der hagede han sig fast og skabte nyt Passionsstof.

II.

Han begyndte med de højeste Aspirationer. En Tragedie - »Dronning Christine af Sverrig og Monaldeschi« - som udkom i 33, men blev digtet flere Aar før, er i Shakespeares og Schillers Stil. Det var Forfatteren et haardt Stød, at den blev upaaskønnet af Samtiden og kasseret af det kgl. Teater. Til Trods for flere smukke lyriske Partier læses den næppe i sin Helhed med Behag i vore Dage. Hverken den eller et senere historisk Skuespil »Cromwells Søn« (efter Scribe), er optaget i dette Udvalg. Endnu en Tragedie, »Cid«, - ligeledes fra de første IV Ungdomsaar - indleveredes til og kasseredes af Teatret.*) Af Baggers Prosa kan kun »Min Broders Levnet« og en Forstudie til denne: »Erindringer fra et Ungkarlsliv i København« - begge optaget i Udvalget - paakræve Interesse. Det øvrige: nogle smaa Fortællinger, væsentlig med Fortidsemne, er ganske betydningsløst.

Højest naaede Bagger vel nok - trods megen Ujævnhed - som Lyriker, og nærværende Samling byder da ogsaa et fyldigt Udvalg af hans Lyrik.

To Gange har han givet os Programmet for sin Digtning: første Gang i et Indledningsdigt fra 1828 til en paatænkt, men aldrig udgivet Digtsamling. Han kalder det Prolog. Anden Gang i Digtet Til Læseren, hvormed han indleder Samlingen »Smaadigte«, 1834. Han ser i disse Vers sig selv som den simple Sanger, der jævnt og menneskeligt vil tolke Hjærtets Frygt og Sorg og Haaben, og han nævner Frihed, Fædreland og Kærlighed som den Himmelbro, der har gjort ham til Sanger. Kærligheden ledte ham dybest i Sangens Rige; ogsaa Friheden toner stærkt i hans Digte; sjældnere Fædrelandet.

Vi vil i det følgende gruppere Digtene efter disse tre Motiver.

I alle Baggers Kærlighedsdigte lever Thoras Træk, enten aabenlyst eller under Maske; og tilsammen giver de et Billede af deres Kærlighedshistorie.

Det synes, at Bagger i den første Tid, han kom paa Basnæs, har haft lidt vanskeligt ved at naa til Klarhed over, hvem af Husets smukke unge Døtre han *

V skulde binde sit Hjærte til. Saa hændte det imidlertid, kort før Juleferien 27, at Thora blev alvorligt syg. Derom har Brevene til Brødrene i Sorø fortalt, og disse har delt deres Bekymring med Vennen Carl Bagger. Ham rammer det som et Lynslag, og det afføder det lille Digt »Da Thora var syg«. Digtet er - som det oprindelig hed i Originalmanuskriptet - en »stille Friergang«.*) For første Gang bliver han sig sin Kærlighed fuldt bevidst, og med denne Erkendelse følger en Ruelse over ikke at være hende værdig: »Røveren saa Paradiset.« Hvormed havde han da forbrudt sig? At han ikke bekender den hele Sandhed, naar han skrifter, at han - ligesom Poul Møllers krøllede Frits - har været lidt for tilbøjelig til en munter Klink, fremgaar ligeledes af nævnte Originalmanuskript, hvor der findes følgende lidt farligere Tilstaaelse, som Thora maaske aldrig har faaet i Hænde, i hvert Fald ikke ved den Lejlighed:

»Snüffe skal jeg aldrig meer,
Naar i Nærhed jeg dig seer;
Drikke Øl om Morgnen ei,
Hvis dit Øie byder nei!
Aldrig Snaps og lidet Viin,
Snarlig Attestatsen min!«

Hun har altsaa tidligt kendt hans Svagheder. At han har haft en begrundet Mening om, at stud. jur. Carl Bagger ikke var persona grata som Svigersøn hos Justitsraad Fiedler til Basnæs, fremgaar af en Efterskrift, som ligeledes kun findes i Originalmanuskriptet: han taler her om en lille Staalring, som han beder hende holde i Ære, til

* VI

Din strænge Fa'r
Ei kan os skille nænne,
Men sætter os en anden klar
Af Guld om højre Hænde.

Samme Efterskrift tyder iøvrigt paa, at han har været sikker nok paa sin Thoras Ja.

Saa tilbragte da Bagger en lykkelig Juleferie paa Basnæs i dagligt Samvær med Thora. Afskeden har været smertelig, og - hvis jeg ser ret - har Digteren ikke fjernet sig mange Mil fra Basnæs, før han har lettet sit tunge Sind i nogle lindrende Vers. Det lille Digt hedder »Søfuglen«. I en By ved en Bugt ser han den hvide Søfugl komme flyvende. Han kalder paa den og spørger den, om den bringer Bud fra hende og Minder fra de dejlige Dage, de har haft sammen? og han beder den svinge sig ad Stranden hen og bringe hende Bud igen fra hendes fjerne Ven. Hvor megen sød Længsel er der ikke i de Ord; netop saadan kalder den sig, der har fjernet sig blot en Mil fra den elskede. Den lille Bugt er da Vigen ved Skelskør, og med denne By som Udgangspunkt bliver der Mening i Strofen: »Sving du dig ad Stranden hen«. - Naar det i 1. Strofe hedder: »Flygted du for Ørnen vel«, maa det vides, at »Basnæs« Borgport var prydet med Billedet af en knejsende Ørn, og for Digteren blev denne et Symbol paa hans elskede: hun er stolt som Ørnen, og hendes Blik er mørkt som den dunkle Sky, der ruger over den lille By, hvor han sidder og mindes hende. At det er rigtigt at henlægge Digtet til den allerførste Tid i deres Kærlighedshistorie fremgaar tydeligt af hans Bøn til hende om at tie og vente og af dets nære Forhold til VII det lille Digt »Et Sendebrev«, der ogsaa er et Minde fra Juleferien 27-28. Nu er Digteren vendt tilbage til Sorø=Regensen, og igen bliver Minderne til Digt. De Strofer af Byron - hvormed han, der netop denne Jul paa Basnæs havde studeret Byron med Henrykkelse, indleder sine Vers - rummer træt Weltschmerz, og det er typisk ungt, at den 21-aarige Elsker giver sin Kærlighed et Perspektiv af mange Aars Lidelser. Men er der Attitude i denne Byronpaakaldelse, saa er til Gengæld Digtet selv saa frisk og ungt som hans egen Kærlighed. Det har Ungdommens Mod til at se sit Livs Morgen i Dødens Belysning, og det har dens Trang til at dvæle ved Udmalingen af Dødsøjeblikket, samtidig med at der i hver Linie aander den hedeste Strøm af Liv.

Tilblivelsesstedet er Sorø-Regensen; her sidder han »mellem mulne Lig« og længes efter hende; han kan le og drikke med Kammeraterne,

men dybt i Formens Indre,
der sidder Sjælens Vee.

Med Længslens Kraft tryller han sig saa tilbage til »Basnæs med gamle Taarne ved Østersøens Vig«. Den farlige Elskovsleg er i Gang med sine lønlige Stunder og søde Hemmeligheder; med den stadige »Væren paa Udkig«; men »hvad ingen vide maa«, det ved de naturligvis alle, eller de aner det. Fra den strenge Husherre - som vel nok er begyndt at angre sin rundhaandede Gæstfrihed - møder de Panderynken og Haansmil; men just da de føler sig allermest usikre, trykker hun ham en mørkebrun Lok i Haanden til Pant paa sin Kærlighed.

VIII

Det varede ikke længe, før Lokken blev gengældt. Omtrent samtidigt med Digtet skriver Bagger - ligeledes fra Sorø-Regensen - et Brev til Thora (dateret d. 7. Jan. 1828), i hvilket det hedder: »Jeg sender Dig en Visk eller Tot af mit Haar; for Guds Skyld anstil ingen Sammenligning mellem den og din Lok«. Om den nære Sammenhørighed mellem Digt og Brev vidner iøvrigt den Omstændighed, at han i dette citerer et Par Strofer fra Digtet: »Undre Dig ikke, min Thora«, hedder det, »om jeg stundom henslænger Spøg blandt den dybeste Alvor. Det er saa min Natur:

Af Lyst kan Øiet tindre
Og Læben høit kan lee,
Men dybt i Formens Indre,
Der nager Væsenets Vee.«*)

Den Sammenhæng, hvori Stroferne anbringes i Brevet, er imidlertid en anden end den, hvori de forekommer i Digtet; der staar de jo som et Udtryk for, at han bag en kaad Maske kan skjule sin Længsel efter hende. Her faar de en videre Betydning, idet han giver dem almen Gyldighed; ogsaa naar han er hos hende, kan han føle Sorgen bag Munterheden. Han er Melankolikeren af Temperament.

Hvad der er Digtets Nerve: den første hemmelige Elskovs Uro og Jubel, er iøvrigt ogsaa Brevets: »Der var saa meget, som jeg ønskede at meddele Dig; men jeg tør ikke ved denne Leilighed; tænk Dig, Thora, om nogle opsnappede disse Linier! . . . Ved Gud, dersom jeg forvoldte, at Sorg og Uro kom ind i dit Hjerte, hvor der, før min Mellemkomst, herskede Fred og Glæde, - jeg kunde af Fortvivlelse *

IX gøre hvilket som helst ved mig selv. . . . Hvis no gen erfarede vort Forhold, vilde han maaske dadle os; erklære det for alt for tidligt; altfor ubesindigt - vær i saa Henseende fuldkommen beroliget ... byg paa min Troskab som paa et Granitfjæld.«

Alt tyder paa, at Familien Fiedler - belært af Juleferiens Erfaringer - ikke den følgende Sommer (1828) har indbudt Carl Bagger som Gæst paa Basnæs. I Stedet for maatte han sidde i København og tjene Penge som Korrekturlæser eller Journalist. Allerede i Maj skriver han til en soransk Ven, at han og hans Kammerater er velkomne til at bo hos ham, hvis de kommer til København den Sommer.*) Han har altsaa vidst, at der ikke blev noget af Herregaardsliv den Ferie. Men af Længslen skabtes et af hans bedste Digte, »Sommeren«.

At dette Digt stammer fra Tiden før Katastrofen, er aabenbart. Der er ingen Skygge af Begivenheden at spore, ingen Slange i Paradiset. Grundstemningen er en ungdommelig Fortrydelse over, at han ikke kan faa Lov til »varm og nær« at elske sin Pige.

Fru Thora Bagger har for Vilh. Møller erklæret, at Digtet maa være skrevet senest 1830. Jeg tager næppe Fejl ved at henlægge det til Sommeren 28. . Efter at Thora i August 29 havde født deres Barn, var Basnæs stængt for ham. Men Digtet hentyder til et Besøg paa Basnæs »if jor«, der altsaa maa ligge forud for 1829.

Første Gang, der spores en Smule Nedstemthed i Tonen mellem dem, er i Digtet »Efteraar og Vinter«. Det er ikke ganske frit for, at Bagger giver sin Thora en Lektion. -

* X

H. G. Olrik har ganske sikkert Ret, naar han læser Digtet som en Dialog i Brevform: hun klager over, at det nu er Vinter paa Basnæs; men han afviser hendes Klynken med at minde hende om, at det jo dog har været Sommer og vel nok bliver det igen engang. Er det hende ikke nok, saa kan hun jo da - som han - leve med de store Aander, der altid kan skabe Sommer i ens Sind; ogsaa dette Digt har Fru Bagger tidsfæstet til »senest 1830«. Som bemærket af Olrik, er det imidlertid neppe sandsynligt, at de umiddelbart efter Katastrofen har underholdt hinanden om Vind og Vejr. Det er tiltalende at henlægge det til Sen-Efteraaret 28, umiddelbart efter at Thora er kommet hjem fra sit Københavns-Ophold, det som fik saa skæbnesvangre Følger.*) Digtet mangler den Fyrighed, som har præget hans tidligere Vers til hende. Der er den besiddendes Ro og Overlegenhed i Tonen. Elskeren har faaet sin Vilje. -

Næste Gang, Sangen toner, da bliver det en vemodig Hymne til det tabte Paradis. Digtet hedder »Vaaren«. Fjernt fra sit elskede Basnæs og stængt ude derfra ved Kerubens Flammesværd sidder Digteren i Hovedstaden, mens Vaaren kalder og minder, og de vaagne Drømme fører ham derhen, han vil! En fortrolig Ven følger ham paa hans Digterrejse, al hans tabte Rigdom skal Vennen se, og sit forpinte Hjerte skal han aabne for ham; ikke blot er Lykken tabt; men den er endt i Skam og Fornedrelse. Saa giv du mig da, du lyse Vaargudinde, at min Aand maa lutres og mine Tanker blive rene.

Naar Bagger kredser om det intimeste i sit Liv *

XI - det hvorfor der bødedes saa haardt - holder han af at gemme sig bag et fremmed Klædebon. I Digtet »Bortreisen« er den Ham, hvori han forpupper sig, en indisk Elegi. I Begivenhedernes ydre Træk

- den vaarskønne unge Pige, som kommer til sin Ven og søger at afholde ham fra at begive sig ud paa en Rejse - holder han sig tæt op af sit Forbillede. Men mens i Elegien den unge Pige er et ubrudt Billede af en ung, æterisk og dugren Vaargudinde, forglemmer hun sig pludselig i Baggers Digt og bliver saa djærvt og dansk veltalende, at det klinger som et Skænderi med den hjemligste Atmosfære.

»Troer Du, at Du modner din Forstand
ved at see paa fremmed Jordbunds Træer?
See blot rigtigt paa vort eget Land.«
»Vil Du lære andre Landes Sprog?
Ak, det Sprog, din Pige med Dig talte
Sagde tidt Du før, var skjønnest dog;
Thi med det vi bedst vor Lykke malte.«

I Elegien forlyder der intet om, at den elskede rejser for at forøge sine Sprogkundskaber - den unge Pige bebrejder ham blot i al Almindelighed hans hvileløse Omflakken -; men i Forbindelse med Carl Bagger klinger det meget naturligt. Han var en sproglig Begavelse, og han led under dette aldrig at faa Lejlighed til at sætte Foden uden for Danmarks Grund. Da han i 1836 løb i Havn i de smaa provinsielle Forhold i Fyens Hovedstad, lyder der et Suk fra ham til Vennen H. C. Andersen: »Lykkelige Andersen! Du betænker ikke, at Du dog eengang har været paa de Steder, i de Lunde, ved hiint Hav, XII hvilke mangen Dansk, mangen dansk Digter endogsaa aldrig vil komme til at see.«*)

I Baggers Digt er endvidere indført en Person, som Kilden ikke kender noget til: det er Pigens Moder. Mens det hedder i Elegien, at den unge Pige »holdt Øie med Dragerne af hendes Rode« (Skildvagterne), og at hun kun havde »borttaget de Ringe, der plejede at pryde hendes Ankler, for at ikke deres Raslen skulde udsætte hende for Elendighed,« har Bagger en helt anden Historie at berette:

Moder min det ikke vide maa,
Derfor løsned jeg de gyldne Ringe o. s. v.

Og da hun drister sig til at træde ind i hans Telt, er det først efter at have spurgt ham:

Tør jeg troe, at den derinde boer
Ikke myrde vil min Moders Glæde.

Og mens den unge Pige i Elegien helst straks havde kastet sig i sin elskedes Arme, og kun »af Undseelse afbødede hans Omfavnelse«, er hun hos Bagger yderst ængstelig og føler sig først rolig, da han har lovet at handle »som om mange paa os saa«. Udtrykket har ikke megen indisk Klang, men minder langt snarere om den Terminologi, vi kender fra de Dage, da Carl Bagger og Thora legede Skjul med Familien Fiedler. Den indiske Elegi falder da efterhaanden ud til at blive et københavnsk Digt om Minderne fra de første farlige Stævnemøder paa Basnæs. Men den, der dvæler i Minderne, havde paa det Tidspunkt oplevet, hvor galt det kunde gaa, hvor blodigt den lille Fod kunde saares; herom *

XIII vidner tydeligt nok hendes Angst og hans højtidelige Forsikring om at ville være kydsk mod sin lille Pige, »ønske fromt og have rene Tanker«. Saadan tales der ikke før Syndefaldet. At Digtet stammer fra Tiden efter Katastrofen bekræftes da ogsaa af en Notits hos Vilh. Møller. Enkelte Udtryk og Vendinger minder om »Foraaret«, med hvilket det muligt er samtidigt. I begge Digte skildres den let svævende Vaargudinde med den fine Fod (»Den fine Fod ei stødes maa paa Jorden« (»Foraaret«), smig. »Den fine Fod var ridset blodig« (»Bortreisen«)). Og begge er de født af et Sind, som har kendt de urene Tanker (»Giv smukke Tanker mig« (»Foraaret«), smlg. »Vi vil have rene Tanker« (»Bortreisen«)).

Det bliver da vel næppe for dristigt at antage, at Baggrunden for Digtet er en lille Konflikt mellem Thora og Bagger. Han har - træt og pint af det hjemlige Livs Vanskeligheder og Smaaligheder - ønsket at forfriske sin Aand og udvide sine Kundskaber ved en Rejse, maaske fristet hertil ved at se Svogeren Frederik Fiedler rejse til Tyskland paa Studiums Vegne; - men Thora har været ængstelig og har holdt igen.

I Digtet blev Rejsen jo imidlertid til Virkelighed. Ud af denne Fiktion springer da et nyt Digt »Hjemkornsten«. Naar han sad i København og længtes efter Basnæs, ja saa var han jo ret beset en Mand paa Rejse, og - netop som Dørene til hendes Kammer er allerstrengest stængte - gør det godt at behage sig i Fantaseren om en længe attraaet Hjemkomst. Nu kommer han da og banker paa sin elskedes Dør. I de første Lykkens Dage var det hans »Ungdoms Flammetanker« (»Et Sendebrev«), der XIV bad om at blive lukket ind. Nu er det en prøvet Mand, der har faret over mørke Vande og træt søger hjem til hende, der aldrig glemte ham. Baade Thora og Basnæs er saare let kendelige: Pigen med det mørke Haar . . . . ildfuld . . . . ung af Aar . . . .; trofast mod den, hun holder af, men maa savne, trykker hun hans Haarlok mod sine Læber.

Og Basnæs i »Regnvejr, Sol og Tordenbrag«; - ganske som i »Foraaret«, hvor det hed: »Her har jeg seet Lysets Herlighed i Tordnens Sky«. Er dette sidste Digt dugget af Vemod over den spildte Lykke, er »Hjemrejsen« en Drøm om, at de stængte Porte - trods alt - engang vil aabnes, og det tabte vindes igen. -

Ogsaa i Folkevisens Toner synger Bagger, med Digtet Ridder Strange, ud af sit eget Sinds Fortrykthed. Ret nøje følger han Handling og Tankegang i Visen; men de tilsyneladende smaa Afvigelser taler et stærkt personligt Sprog: Sidselille bliver uden Betænkning til Thora, og uden Hjemmel i Folkevisen sender hun - da hun skal føde sit Barn - en sorgfuld Tanke til sin Moders Borg. Naar Bagger i sit Digt - i Overensstemmelse med Folkevisen - lader Moderen true med at brænde Sidselil og hænge hendes Elsker, er det en poetisk Omskrivning for Basnæshjemmets Vrede. Uden Hjemmel i Forbilledet er - i Baggers Version - Ridder Stranges tillidsfulde Trods og til sidst Udmalingen af hans vilde Skyldfølelse; i hans eget Liv og Sind har de Hjemmel.

Allerede Schwanenflügel har ment, at ogsaa i Digtet »Fragmenter af den spanske Krønike« maskerer Bagger sin egen Kærlighedshistorie.

XV

Først møder os den syttenaarige Ynglings Drøm, som bliver til Virkelighed i Ximenas (Thoras) Skikkelse. Men ligesom Baggers egen Bejlen ikke fandt Naade hos Faderen, hedder det i Digtet:

Pas paa, Ximena, om en føie Tid
Vil Strid der opstaae mellem vore Fædre.

Striden ender i Digtet som i Virkeligheden med Faderens Død. Dog, det var ikke Meningen: han vilde saare ham i Skuldren - Sværdet

Løb nedenfor, og han sank baglæns nedt
Prælat, o bed om Naade for Rodrigo.

Mens Digtet iøvrigt ret nøje følger sine Kilder - bl. a. de spanske Cid Romancer*) - gaar Bagger her sine egne Veje. Den Rodrigo, der angrer, at han ikke nøjedes med at saare i Stedet for at dræbe sin Modstander, er fjernt fra Historiens og Digtningens Cid; men saadan har Carl Bagger følt det, naar han jagedes af Selvpinsler: da han tog sin elskede, var det en Trods mod hendes Fader; han vidste, at han saarede ham; men dræbe ham - nej det var aldrig faldet ham ind. - Det hedder videre i Digtet, at Sindet er vildt af Sorg. Men Skæbnen kan bæres, og alt kan blive godt:
»Med Tiden blier Ximena vel din Brud«

Men en Daad maa øves:
»Erobre Zaragoza, kæmp for Christus.«
»Saa lad ham ride da mod Zaragoza«...

* XVI

Digtet ender brat. Naar mon Rodrigo at indtage Zaragoza? Tiden skulde vise det.

Baggers Ridt mod Zaragoza gik i hvert Fald gennem dybe Fald.

Og saa har vi da til sidst den pragtfulde Finale: Dampskibet »Løven«. (1836).

Forkrænkelighedens Bæger var tømt indtil Bærmens sidste Draaber. Nu var der kun een af to muligheder: fuldkommen Undergang eller øjeblikkelig Redning. Det blev det sidste, og det skete i Form af en mægtig sjælelig Rystelse, den der er Digtets Indhold. Bagger har faaet at vide, at man vil tage hans Thora fra ham, maaske for bestandig. Det maa ikke ske, det skal ikke ske. Saa kører han da med Dagvogn til Korsør, hvorfra Dampskibet Løven skulde føre hende til Hamburg, og tilbringer der nogle faa Timer med hende, inden Afskedsøjeblikket slaar.

Det er et af de blodigste Digte, vor Litteratur ejer: en rig Aands Opvaagnen til Dom over et forspildt Liv. Med Fortvivlelsens Patos pisker han sig selv i vild Ruelse, for saa pludselig at slaa over i stolt Selvfølelse. I det mindste hun skal vide, at

Jeg har dig elsket, hvad de saa end siger,
Saa højt som dette Hjærte elske kan.

Og i det mindste hun skal forstaa, at han ikke tør maales med Hverdagsmaal; han er Digteren, og

Dyrt maa den alvorsfulde Skjald betale
De smukke Fløitetoner paa sin Luth.

Saa bryder som i Lyset af et Lyn Mindet om de svundne, lykkelige Dage frem - kun for i vild XVII Disharmoni at slaa over i et Skrig af Længsel efter Udslettelse. Da først faar Sindet Ro. Lidelsens Baal er brændt ned - og Digtet kan glide ud i en rolig Tillid til en ny, en kommende Lykke. -

Et Par Maaneder efter sad Bagger i Odense som Redaktør af Fyens Stifts Adressavis - han syntes borgerlig set at være reddet. Men den, der kunde digte sig ud af Sorgen over sig selv, formaaede ikke at tilsætte sin Karakter det Islæt af Fasthed, som ene havde kunnet hjælpe ham. Det er ikke mindst Illusionen i den faldnes Tro paa en Genrejsning, der gør »Dampskibet Løven« til saa tragisk et Digt. - -

Som en smuk Efterskrift til sine Kærlighedsdigte har Bagger sat Thoras Moder - hvem han gennem alle Tilskikkelser vedblev at holde af, og som holdt af ham igen - et værdigt Eftermæle, i Digtet »JuHane Marie Fiedler«.

Naar Helten gifter sig, ender som bekendt hans Historie: ud af den første Kærligheds sarte Sødme, af Erobringens Kampglæde, af Længslens Vemod kunde Bagger digte. Men Besiddelsens Hverdag lod ham stum.

Der er et Ord i Sproget, som Bagger atter og atter tager i sin Pen, men uden nogensinde helt at forstaa dets Betydning; det er Ordet Frihed. Han vidste ikke, at den, der vil være fri, maa kunne beherske indefra. For ham blev Frihed det samme som Tøjlesløshed. Derfor gik hans Liv i Stykker. Han har mange Navne for Afskygninger af det Frihedsideal, som han saa begejstret besynger: snart er det XVIII Bakkantens Hymne til Munterheden, snart Zigeunerens Lovsang for det ubundne Vandreliv, snart Republikanerens Dyrkelse af den simple, jævne Mand.

I det lille, tidligt skrevne Digt »Til Bacchus« sender Vinguden til hans Vugge:
to Engle ned
Min Vintørst og min Munterhed.

Han blev sin Genius tro Livet igennem, og han holdt sit Løfte: at blive »En Gud for Skidenhoben«. Der er ingen Tvivl om, at naar Bagger i de simpleste Knejper i Selskab med Venner, hvis primitive Gemytter ingen Dyd eller Pligt holdt i Tømme, hengav sig til Øjeblikkets Lystighed, kunde han føle en Frihedens Inspiration, der gjorde ham til en »Gud« for Bærmen. Han har haft noget af den samme aandelige Begavelse, der udmærkede Wessel; hans Vid gjorde ham til den selvskrevne Fører i hvert Drikkelag. Det fortælles fra hans Odensetid, at da Værten i en Vinstue, hvor han holdt til Huse, var Bagger lidt vel paatrængende med sin Regning, forlagde han uden videre Residensen til et andet Vinhus. Men Følgen blev, at det første ganske tømtes for Gæster, - Baggers Vid havde været Sjælen i deres Bakkanaler, og de fulgte ham til det nye Sted, indtil den besværlige Vært maatte bede om godt Vejr og love aldrig at genere Bagger med nogen Regning.*)

Det gyldigste Mindesmærke, han har sat Drikkedaaden, er det ypperlige Digt: »Ballade«. Den trettenaarige Parykmagersøn øver den Bedrift i eet *

XIX Drag at tømme den Punchebolle, som ingen af de mange prøvede Svende turde binde an med; men Skæbnen indhenter ham, og han synker i en Rendesten:

Med Hoe'det i Rendesteens Blødme,
Med Munden i Mudderets Grødme,
Med begge Been ivejr!
Inddrikkende Bundfaldets Sødme
Stod han i Aftenens Rødme
Under Skyglans og Stjerneskær.

Han staar der endnu som et Varsel for ligesindede.

Til Hælvten Bakkant, til Hælvten Zigeuner ser vi i »Promenaden om Natten« stud. jur. Carl Bagger Arm i Arm med sin Soldebroder stud. theol. Søren Wedege Blicher paa Vandring hjem ved Nattetide fra et lystigt Lag. En trykkende Blyhat er »smedet om hans Pande«; men hjem vil Bagger ikke; han vil slentre og vrøvle og snakke fortroligt om sine skuffede Skuespillerplaner (i hans demokratiske Sind bliver Skuespilkunsten til Frihedens eget Symbol).

Til dette fortroligt slentrende er Nattens Gadeliv en stimulerende Ramme: Vægteren, Tøsen og Branden. Her under Nattehimlen er han fri som Zigeuneren. - Digtet er et ærligt Snit ind i den Tid og det Liv, i hvilke Lystighed var blevet Bagger en daglig Fornødenhed. At det ikke var Lykke, vidste han godt, da han som Motto til sit Digt satte la Bruyéres Strofer:

Il faut rire avant que d'être heureux De peur de mourir sans avoir ri. -

Det Digt, i hvilket Bagger synger sig allergladest i sin fuglefri, stolte Bohêmenatur, er »Zigeunersken«. Som Zigeuneren havde han ogsaa maattet

XX

»sove foruden Væg eller Tag,
Under Regnens skyllende Vand.«

Men for ham har Stjernerne dog lyst paa Himlen, mens »de fine« bærer dem paa Kjolen. Han bytter ikke. Han er en Troubadour, en Folmer Sanger; sin Frihed sælger han ikke.

Den samme djærve Selvtillid og frejdige Fart paa Livsfærden besynges i »Piratens Endeligt«. Han ved, hvad han er værd: en Drot er han, men de, som bærer Scepter og Kroner, er Smaafolk. Lad Døden kun komme og vær lystig til, eller som det hed i »Ønskerne«

»lad Skibet seile, saa kort, Du vil,
Naar Fartøjet løber blot muntert til.«

- Bagger yndede at kalde sig Republikaneren. Ikke saa mange Aar før sin Død skriver han*): »Jeg har fra min tidligste Barndom hyldet de republikanske Grundsætninger, hvortil jeg endnu bekjender mig, og som jeg, med Guds Bistand, først skal forlade, naar mit Hoved lægges under Mulde.« Hans Republikanisme er imidlertid ikke at opfatte i almindelig statsretlig Forstand; den er en Fremhævelse af det oprindelige, det jævne og det ubundne i Menneskenaturen. Det generer saaledes ikke Republikaneren Bagger at skrive Hyldestdigt til den reaktionære Steemann, hvis personlige Menneskeværd han paa nært Hold havde lært at skatte, og den Ansøgningsskrivelse, hvormed han henvender sig til Kr. VIII om at tildele ham Postmesterembedet i Middelfart,**) bærer visselig heller ingen Mærker af at være *

* XXI forfattet af en republikansk Haand, men den har Pletter af Bohemens Jargon, som naar han f. Eks. henstiller til Fyrsten »at tage en Ambe paa Navnene Carl og Bagger«. Ejendommeligt er det ogsaa, at han i Digtet »Næsbyhoved Søe« i næstsidste Vers lader Nattergalen slaa »republikansk«, mens han i andet Vers bruger et Billede som dette:

Da høres i Bølgernes hulkende Graad
En Psalme, som var det en kongelig Baare.

Baggers Republikanisme synes iøvrigt i de senere Aar mere og mere at have taget Form af en Fantasi over en forestaaende Verdensrevolution, en Fornyelse fra neden med den simple Mand som Fører. Herom tales tydeligt i de to ejendommelige Digte: »Et Svar til min Svoger« og »En Faders Testamente til Sønnen«.

Det første er et Svar paa en Opfordring fra Svogeren Fr. Fiedler til at oversætte Byron, hvilket Bagger afviser bl. a. med den Motivering, at han ikke ønsker at være »Byrons danske Drog«. Dertil har han for selvstændige Tanker: der forestaar Verden - hedder det - en ny Kirke og

En simpel Mand skal af det simple Grus
Omforme Jorden ......

Fra Frankrig er det, at denne Renaissance skal tage sin Begyndelse. »Jeg har elsket denne Nation«, siger han et Sted, »fordi det er min Overbevisning, at det Lyn, som fra det ægte aandrige Vatikan skal udslynges over Vankundighedens Verden, vil og maa komme fra det Land, der ikke . . . fortaber sig i egoistisk Velbehagelighed over sig selv, men hvis XXII mægtige Puls slaar varmt for alle Lande, for Menneskehedens Vel.«*)

I Kamp for dette Ideal sender han sin Søn til Fronten som Sansculotte og Armods Ven. Og det skal være Arven fra Far til Søn: selv som Tigger at overholde Hjertets simple Charte. Men med en for Bagger yderst karakteristisk Vending slaar han pludseligt om og anbefaler Sønnen ikke at spilde sit Krudt paa at hade Rusland og sværme for Polen; for det er haabløst. Ønsk langt hellere:

at snarligt en Forsoner Stjerne
Maa over alle Verdens Lande staae.

Der var visselig ikke Stof til en Verdensreformator i Carl Bagger, han, hvis Væsen - som hans Hustru vidner det - var Blidhed.**)

I hvert Fald synes Blidheden efterhaanden at være blevet et fremtrædende Træk i hans Væsen, der oprindeligt var sammensat af de særeste Modsætninger. Det er en saadan, vi møder her, uformidlet i »En Faders Testamente«, naar han brat svinger fra mandig Trods til afmægtig Blidhed. Bakkanten, Zigeuneren, Republikaneren: det er Udtryk for den samme Side af hans Væsen. Den sanseløse Livsnyder er imidlertid ogsaa en Grubler, der filosoferer tungsindigt over Liv og Død. Han var sig denne Dobbelthed i Væsen bevidst; herom- vidner bl. a. Digtet »En Vision«. Han paakalder her begge sit Livs Genier: baade den onde - den han tiest søgte - og den gode; de skal løse Gaaden for ham: hvad er der efter dette Liv? Skal vi leve evigt i en *

* XXIII forædlet Substans, eller er der kun en Grav, et evigt Mørke? Gaaden løses ikke for ham: »for Engle veed ei meer end stakkels jeg«. Digtet bør sammenholdes med en af Strøtankerne,*) i hvilken han fantaserer over det, som sker, naar et Menneske dør: en Engel læger alle Saar, og Legemet vaagner i et nyt Liv »som det var i dets muntreste Ungdom. Saaledes kun kan man ønske sig at leve op igen, man maa leve op heel, som man var her: der gives ingen Sjæl og Legeme, ikke to Ting, men en Eenhed, som hedder Person.« En hel Række af Baggers Digte - forøvrigt de ringeste - giver Udtryk for denne naivt formulerede Evighedsopfattelse, saaledes en Del Mindedigte over afdøde. Eet af dem er interessant ved den originale Maade, hvorpaa han spalter sit eget Jeg i to kæmpende Modsætninger. Fra Kirken lyder Salmistens Afskedsord til den døde; men udenfor lytter Bakkanten til den søvnige Klang. Nej, i blank Falerner vil han drikke sin Vens Gravøl; med Smil vil han mindes ham. Nu kalder igen Tonerne fra Kirken. Bakkanten drages, Salmisten har besejret ham, for
»Jeg selv har jo skrevet, hvad inde de sang.«

Som han i sin Kunst svinger fra den »elegantklædte Musa« til »Musa vulgivaga«,**) svinger han i sit Liv mellem den tungsindige Livsiagttagen og den blinde Livsfortæren, en bestandig Uro, der gjorde ham, Frihedselskeren, til en ufri Mand.

* * XXIV

Den tredje Streng paa Baggers Lyre, Fædrelandet, er unægtelig den spinkleste. Han hører ikke til de Digtere,

der evigt sige:
»Danmark er en Slette, flad vor Strand,
Vel saa er det stygt at have Bjerge,«*)

og det er typisk, at i det eneste af hans Digte, som har rent fædrelandske Toner, (til Gengæld det populæreste), »Den engelske Kaptajn«, er Helten ikke dansk, men Englænder. Men med fin Kunst har Bagger derved, at det netop er en af Fjendens Rækker, der væmmes ved det engelske Togt, fremhævet Udaaden og saaledes sat Danmark og den danske Flaades Skæbne i et særligt Relief.

Det er Daaden og Skønheden, som inspirerer Bagger. Overalt, hvor den øves og findes, er hans Fædreland. Men uden for Danmarks Grænser naaede han aldrig, saa hans skønne Naturskildringer bliver alle en Hymne til Danmark - eller rettere en lille Plet af Danmark, den eneste han rigtigt kendte og elskede: Basnæs. Her var hans rette Fædreland.

Han skildrer det helst og bedst i Tordenluft og Uvejrsstemning.

III.

Da Bagger i 1836 »skriver lange Vers, jeg over mig,« var Vejen for en saadan versificeret Selvdom banet. Den forelaa nemlig allerede paa Prosa i Fortællingen »Min Broders Levnet«, som udkom paa Schubothes Forlag i Dagene mellem 20. Februar og 20. Marts 1835. Denne er en Fantasi over Baggers eget *

XXV Liv med en saa nær Tilknytning til Virkelighedsmotiver, at det for Samtiden var en let Sag ikke blot at genkende Digterens eget Fysiognomi, men ogsaa at udpege den ene Model efter den anden i hans Omgangskreds. Meget har i saa Henseende Aarene udvisket; men det Sindelag, hvormed Bogen er skrevet, og som giver den dens Værd og Berettigelse, lader sig endnu bestemme. Vi vil da begynde med at fastsætte, i hvor vid en Udstrækning Bagger i Tid og Sted knytter Beretningen til sin egen Person. For den samtidige Læser maatte Fortællingen virke med Nutidsfriskhed. Den dufter af Døgnets Stemning og Nuets Samtaleemner. Men samtidig har Bagger søgt at dæmpe Virkningen af Hovedhandlingens nære Forhold til hans eget Liv ved at rykke den nogle Aar tilbage i Tiden. En Undersøgelse paa Grundlag af de faa direkte opgivne Tidsangivelser vil give til Resultat, at Bagger har henlagt Hovedhandlingen, som strækker sig over halvandet Aar, til Tiden omkring Aarene 1828-29; men det, der for ham selv var disse Aars Indhold - Kærlighedsforholdet til Thora og Barnets Fødsel - fjerner han fra Nutiden ved at føre det tilbage til et Tidspunkt, der ligger 4 Aar forud for Hovedhandlingen.

Skuepladsen for Bogens Handling er først en Herregaard paa Sjælland; dernæst føres vi til København; saa følger et Afsnit i Jylland, og til sidst ender vi igen i København; vi passerer kort sagt - og i rigtig Rækkefølge - de Stationer, som markerer Hovedpunkterne i Baggers eget Liv: Opholdet paa Basnæs, Bohêmelivet i København, Thora i Jylland (Barnets Fødsel), og paa ny København i endnu vildere Udskejelser.

XXVI

Allerede i Skildringen af den første Lokalitet lægger Bagger hele sit Hjærte ind. Det dejlige »Højerup«, som han benævner det Gods, han anbringer oppe i det nordlige Sjælland, er nemlig indtil de mindste Enkeltheder det elskede Basnæs, blot at dette laa i det sydlige Sjælland. Naar det hedder, at Højerup var omgivet af Grave, hvis Vand aldrig var rigtig klart, og smaa Taarne stod paa alle Fløjene af Gaarden, saa kan enhver ved Selvsyn forvisse sig om, at netop saadan ser den Dag i Dag Basnæs ud.*)

Naar det videre hedder at »en uhyre Lade, bygget af store firkantede Kampestene var det første, som faldt en i Øiet, naar man kjørte ind ad den store Stenport med de underlige, gamle Forziringer. Paa Laden var indhugget med Jernbogstaver: Axel Arnfeldt 1647«, vil Ligheden med Basnæs tydeligt fremgaa af en Beskrivelse fra 1828, i hvilken det hedder: »Stedet er mærkeligt ved en Lade opbygget af gammelt Murværk med uhyre Kampesten imellem og (en) kunstig Port mellem Borgegaarden og Ladegaarden med adskillige Sandsteens Sirater og Inskription i det spanske Sprog.«**) En ældre Skildring***) (fra 1746) beretter endvidere: »Laden er nok den største, som nu findes i Danmark, hvis Mure og Vægge er af lutter hugne Kampesten. Paa Enden *

* * XXVII af den store Lade staar Arnfelds Symbolum: Pietate et integritate 1636«.

Et lille yndefuldt Træk ved sin Faders Gaard fremhæver Johannes Harring med synlig Glæde: »Umiddelbart fra Hovedbygningen kunde man gaae ned i Haven; Viinranker og Ferskentræer beklædte Murene, ja, ved at gjennembryde en Rude havde man ført en Ranke ind i Havestuen, og det var da morsomt at see, hvorledes den Green, der var inde i Værelset, grønnedes tidligt om Foraaret, medens den øvrige Deel af Træet udenfor var død og kold!« At det er et sét Træk fremgaar af ovennævnte Beskrivelse under Omtalen af Haven ved Basnæs som den saa ud, da Thora og Carl Bagger var unge*): »Viindriveriet er især fortræffeligt og forskønnet ved alle de Underholdninger, som denne Slyngplante skjænker Liebhaveren. Den røde Frankenthaler knibes og skæres saa net, at den udenfor Glashuset bærer Klaser af flere Punds Vægt og igjennem Vinduesposterne i den smukke Havesal er Ranker indladte saa net, at de slynge sig som Guirlander under Loftet og samle sig omkring Lysekronen midt over det runde Bord til en Gruppe af Druer . . . .«

Baade i Romanen og i Livet vælter det vilde Hav sig stormende uden for Borgen. Det er i Uros= eller Uvejrsstemning, Bagger ynder at tænke paa sit Basnæs; det saa vi allerede i Digtene, og det er da ogsaa med denne sælsomt dragende Uhyggeklang i Øret, at han former de sønderrivende Begivenheder, han lader foregaa paa Høierup Gods. Og videre behager Fantasien sig med visionær Klarhed i en Uddybning af den Smertens Stund, da det elskede Sted »er *

XXVIII kommet i Fremmedes Hænder.« Det var netop, hvad Bagger tre Aar senere maatte opleve at se blive til Virkelighed med sin Ungdoms Lykkested: Basnæs.

Det er betegnende for hans passionstørstende Sind, at han tager Forskud paa Lidelsen.

Fra Herregaarden Høierup paa Sjælland flyttes nu Skuepladsen til det Thyesenske Gods i Jylland, og atter er Lokaliteten bestemt ved en lidelsesfyldt Oplevelse i Baggers Liv.

Fra en lille Høj i Præstegaardshaven ses ud over en fjern Hedestrækning med 12 eller 13 Høje. Alt tyder paa, at dette er Vium Præstegaardshave. I en Topografi over Vium Sogn, fortæller Niels Blicher, at »Præstens Hovedlod har alene ti.«*) Det er aabenbart disse 10 Høje, som i Traps Danmark (6. Bd. 4. Udg. S. 295) omtales som fredlyste, og der tilføjes: »Fredlyste er endvidere paa Præstegaardens Mark Troldhøj og den paa samme Ejendom liggende Del af en anden Gravhøj, samt under Vium atter en Høj.« Ikke langt fra Vium Præstegaard ligger Skovridergaarden Stendalgaard. Indtil de mindste Enkeltheder er Baggers Skildring af den Thyesenske Herregaard en Beskrivelse af Stendalgaard og Omegn: den Granskov, der ligger tæt ved Herregaarden, og om hvilken det hedder, at den dengang var en ganske ung Plantage, er da de Partier af Stendal Plantage, der ligger omkring Stendalgaards Marker, og som er tilplantet lige i Begyndelsen af det 19. Aarhundrede. Den lange Allé, ad hvilken Johannes ser ud over en Eng, fra hvilken nogle Vildænder flyver op, er en Skovvej, som bærer samme Navn den *

XXIX Dag i Dag. Fra dens ene Ende har man Udsigt ned til en Eng, Stendalen, hvor der staar Vand en Del af Aaret, og hvor man ofte træffer Vildænder. Paa Baggers Tid kunde man se vidt ud over Engen; nu har man kun et lille Kig, da Udsigten er spærret af høje Graner.*)

Paa Stendalgaard fødtes som omtalt Thoras og Baggers Barn, hos daværende Skovrider Bang. Ingen af Baggers Biografer nævner, at han har besøgt hende her. Den præcise Lokalskildring synes dog at tyde derpaa. Hele Skildringen bærer iøvrigt det flygtige Besøgs Karakter; han har set Stederne, men hverken til Naturen eller Menneskene har han noget fortroligt Kendskab. Skal han skildre et Foraar i Jylland, sker det i en saa intetsigende Vending som denne: »Det var netop et dejligt jydsk Foraar,« og da han - aabenbart i en Følelse af denne Beskrivelses Magerhed - vil udtrykke sig lidt fyldigere, tyer han til »Mallen ved Flommen under Sorø Sø.« Lige saa lidt kender han til det jydske Sprog. Han lader saaledes en Jydsk Forpagter tale om sin Kalvekudsk. Det kunde Forpagteren paa Basnæs gøre; men ikke nogen Jyde vilde bruge det Ord. Naivt beder han endvidere sine Læsere undskylde, at han har ladet Halvor Thyesen tale jysk Bondedialekt. Der er næppe een jysk Vending i Halvors Mund. Bagger troer, at naar han lod ham dygtigt mange Gange sige »Fanden slaa mig«, var det godt Jydsk.

Endnu et Bevis paa, at Bagger ikke føler sig helt hjemme i Stendalgaardslokaliteterne er det, at hist og her isprænges hans Skildring Basnæs-Erindringer.

* XXX

Naar Halvor taler am at gaa paa Jagt i Sibberup Krat, er vi pludselig ved Basnæs. Der og ikke i Jylland ligger Sibberup Krat. Naar samme Halvor skal give sine Hunde Navne, maa nødvendigvis en af dem hedde Mufti; saadan hed nemlig Thoras Hund paa Basnæs. Og naar Bagger vil give os Indtryk af de landlige Sysler ved at præsentere os for en Foged, der ved Hjælp af en dejlig Stok holder en Flok Grøftegravere til Ilden, er denne Foged en gammel Bekendt fra Basnæs. Det er om ham, han synger i Digtet »Sommeren«:

»Forvalteren prygler paa de hovne
krakilske Bønder med sin Stok.«

Fra Herregaardens Sale og Naturens Friskhed gaar nu Vejen til Hovedstadens snævre Kamre og til Kroer og Kipper af usleste Art. Her hengaar Arthur Harrings Liv med Skøger og kyniske Svirebrødre. Grænsen mellem Digt og Virkelighed vil det naturligt ikke her være muligt at drage. Om en Skikkelse som Bagger danner sig hurtigt Myte.*) Jeg skal derfor vel vogte mig for at meddele andet end, hvad vi ved fra hans egne Beretninger og fra Skildringer, som gennem Vilh. Møller er naaet til os fra Svogeren Fr. Fiedler. Dette vil, sammenholdt med Digtene, alt i alt give os et ret paalideligt Indtryk. Saa tidligt som i 1828 skriver han til en soransk Ven: »Alene deraf, at Du hverken Penge eller Brev har faaet, maa Du slutte Dig til, at jeg er aldeles den, jeg var i Sorø; min Natur har aldeles ej forandret sig. Det er idag d. 15. Maj, og jeg har allerede *

XXXI fortæret de Penge, hvoraf jeg skulde leve Maaneden ud. Af mine Autores har jeg kun Cicero de officiis tilbage; imidlertid giver jeg min Kavalerparol paa, at det ikke er nogen fortrinlig Agtelse for Bogen, men kun dens daarlige Udsende, som har bevæget mig til at beholde den. Du kan ellers troe, kjære Ven, at dette just er en Verden for mig: idelig Tummel, idelig Spadseren, af og til Invitation til Selskaber, som give min Galde og min Latter Luft: hver Søndag Formiddag Serapionsklub med Andersen og Petit; stundom Kafferen hos Mini; oftere paa Teatret; tiest Besøg i en vis herlig Viinkælder - det hele hover mig, hvis blot ei den blege Jura i Baggrunden truede med en gigantisk Justinian i Haanden.«*) I et Brev til Thora fra det flg. Aar fortæller han hende, at »den arme Fritz P. har da pantsat sine, sorte, nye fine Klæder, saa at jeg paa hans Søsters Geburtsdag maatte laane ham en hel Dragt«**). I 1830 dør hans Bedstemoder, og han faar i pekuniær Henseende friere Hænder. Han synes i 32, da han flyttede sammen med Svogeren Fr. Fiedler, som manuducerede ham i Jura, at have forsøgt paa at tage sig sammen. Men da Fiedler i 34 forlod Landet for et Par Aar, mistede Bagger dermed den Kontrol, som var nødvendig for at holde ham oven Vande, og han var, da Svogeren atter vendte hjem, saa langt nede, at han færdedes i »de simpleste og elendigste Kjældere, og at han om Natten ofte ikke havde Tag over Hovedet«***).

* * * XXXII

Kort efter sin Ankomst til Odense skriver han i et Brev til en Ven i Kristiania: »Jeg vil dog fortælle dig strax, at jeg efter utallige Fataliteter og efter at have paa det angenemeste bortødslet min Fædrenearv ... og efter at have været temmelig forfalden til »Melancholie og Brændevin«, nu endelig er bleven mere hengiven til Stadighed og Arbeide.«*)

I den ramme Scene, i hvilken Arthur i Spidsen for sine Svirebrødre trænger larmende ind til Johannes, er de i Følge med en vis Skøge, Rikke T-. I et Eksemplar af »Min Broders Levned« - som kom i hans senere Biograf Dolleris' Eje - har Bagger givet Scenen et endnu uhyggeligere Virkelighedspræg ved omhyggeligt at oplyse, at denne Dames Navn var Frederikke Tren.**) Let kendelig endnu i vore Dage er den Jyde »med den dybe Bas og den kraftige Legemsbygning«, som han - i den sidste og grelleste af Svirescenerne - anbringer spillende Piquet med en Kielerstudent. Det var et nærgaaende Portræt af daværende Inspektør og Lærer ved Borgerdydskolen paa Christianshavn, Cleophas Svenningsen. Denne sjældent dygtige og særprægede Personlighed, hvis Fysik tillod ham de største Ekstravagancer, uden at det sporedes paa ham, var en hyppig Gæst i tarvelige Beværtninger, hvor han søgte Selskab med Skippere eller Kaptajner fra, Skibene under Børsen. Saadanne Steder mødtes ofte Bagger og Svenningsen, begge gode, vittige Hoveder, der mente, at den rette Menneskelighed fandtes oprindeligere i slige Kredse end hos de saakaldte »fine«.

* * XXXIII

Det er et Interiør fra denne Verden, Bagger har givet os, og Svenningsen er levende karakteriseret baade i Ydre og i Tale - han havde »dette trofaste, overbevisende, langsomme Tonefald med den stærke Snurren paa R-erne«*). Ogsaa Svenningsens Væsen er ramt: hele Spillescenen lyser af Humor, netop den Egenskab, der var mest ejendommelig for ham. Et enkelt lille Træk, som ofte fremhæves hos ham, har Bagger faaet med og har derved yderligere levendegjort Figuren: »Naar han havde tømt [Glasset] lagde han Ansigtet i begge Hænder og sad saa en halv Times Tid og snurrede eller brummede som en stor Humlebi«**).

Men ikke blot er Arthurs Knejpetilværelse bygget over Forfatterens Erindringer, ogsaa den mørke Baggrund, hvorpaa denne makabre Figur danser sin Dødedans, er Skygger fra hans eget Liv. Fortællingens Begivenheder dækker her Livets med biografisk Nøjagtighed: den unge Mand indleder et Kærlighedsforhold til den unge Pige; de faar et Barn, som opdrages paa Landet i Jylland. I Bogen som i Virkeligheden faar Drengen Navnet Carl Petersen. Den lille Afvigelse, at Mathilde og Arthurs Barn holdes skjult - mens Forældrene tror, det er død - er en Variation over det Virkelighedsthema, at Barnet ganske unddroges Thoras og Carl Baggers Indflydelse, idet den lille Dreng stadig var i Jylland, Thora paa Basnæs og Bagger i København.

Men mens Arthurs Forhold til Mathilde var en Episode, var Baggers til Thora Sjælen i hans *

* XXXIV Livshistorie. At Bagger har følt Tyngden af en Brøde, vidner Digtene ofte om, ja de fortæller endogsaa, at naar Tanken paa hende greb ham, da kunde midt i Munterheden Angsten for hans Sjæls Fortabelse gribe ham, Frygten for et »rædsomt Vanvid«. Dybden i Baggers Forhold til Thora maales bedst ved Afstanden mellem den »Ynglingslykke«, som han saa smukt besynger og den Fortvivlelse, hvortil Faldet førte ham. Ynglingslykken hører vi intet om i Arthurs Historie, heller ikke synderligt om Angerens Fortvivlelse. Han er slet og ret Forføreren. Og dog er der i hans bedrøvede Ord paa Dødslejet, da man fortæller ham, at hans Søn lever: »Ak, hvorfor faar jeg det først at vide nu,« et Vidnesbyrd om, at denne Episode kunde være blevet til mere, om man ikke havde handlet ilde med ham. Men naar der ogsaa i hans Lystighed ofte høres en smertelig Klang; naar han ler, fordi han ikke kan græde, da skyldes dette væsentligt et andet Forhold.

Tidligt i Baggers Digtning høres Toner af Forladthed, den fader- og moderløses Ensomhed. Hertil kommer yderligere Følelsen af at være født i Brøde. Det var Ord, der, fra han var en lille Dreng der hjemme hos Bedstemoderen, havde lydt i hans Øre: din Horeunge, din Bastard, dit Hittebarn. Her var ikke blot en Skyld at grunde over, her var en Hemmelighed at løse, et Slør at løfte. Bagger havde alle Dage en sygelig Hang til at bore sig ned i det mystiske, det spændende og oprivende (han udtaler saaledes i Forordet til sin store Tragedie om Dronning Christine, at Inspirationen hertil oprindelig var en vis Pirring ved den uløste Hemmelighed, som knyttede sig til Heltens Liv og til de korporlige XXXV Grusomheder, han til sidst maatte døje). Det er da tidligt blevet et ofte tilbagevendende Spørgsmaal i hans Liv: »Hvem er min Moder?« og »Hvad var min Faders Brøde?« og denne ukendte Moder og denne ukendte Brøde har han efterhaanden gjort til Genstand for en formelig Dyrkelse i sit Liv som i sin Digtning. Vilh. Møller fortæller, at »Carl Bagger lod foretage mange Undersøgelser angaaende disse Forhold«, og at han »som et af de tvivlsomme Resultater af sin Søgen skal have fundet, at Moderen (der nok var død og begravet i Roskilde) endnu havde bragt en Pige - altsaa ham en Søster - til Verden.«*)

Ser vi ud over den Række af Moder=Billeder, Bagger har tegnet i sit Forfatterskab, er de alle Visioner. En lille Gruppe er fredfyldt og solbeskinnet; de bærer Thoras Træk, saadan kunde han drømme om hendes og sin egen Fremtid.

Den anden Gruppe er som oplevet i et Mareridt. Billederne veksler som i en sygs jagende Drømme.

Først - og med det indledes »Min Broders Levnet« - den skønne Moder, hvis Portræt i Sønnen Johannes' Øjne synes at forandre sin smilende Mine til vemodige Træk, og som - da hun selv viser sig - »har mistet hiin ungdommelige Munterhed og Livslyst . . . . som for nogle Aar siden havde henrykt Enhver, der færdedes i hendes Nærhed . . .« - Saa Billedet af den døde Moder, der i Drømme viser sig for Johannes, først med Orme og Utøj væltende ud af det fromme Ansigt og af det fulde Bryst; dernæst i Skikkelsen af en dejlig tyveaars Pige med et uendelig vemodigt Aasyn. - Og endelig - i *

XXXVI Forstudien til »Min Broders Levnet« - hengiver Fantasien sig til de tøjlesløseste Skildringer af Uhygge og Rædsel i Billedet af den sindssyge Mor, der forfærder den Søn, der uden nogen Erindring om sin Mor forlængst har troet hende død - ved pludseligt at vise sig for ham og som den, der har født ham til Verden, kræve hans Kærlighed. -

I disse Syner er Virkelighedsbilledet - Moderen, som hun var, og som Bagger vel har faaet hende skildret: en ung, meget smuk og straalende livsglad Kvinde - bestandig trængt tilbage for uhyggelige Forvanskninger.

Ligesom Bagger havde ogsaa Arthur maattet føle Savnet af en Moder. Han rives tidligt fra hende, og han har aldrig erfaret, hvad det er at være elsket af en Moder. Heri ligger Forfatterens dybeste Forsvar for sin faldne Helt, og af dette Forhold bløder Arthurs Sind langt smerteligere end af hans Kærlighedsbrøde: da han i det sanseløse Orgie paa Broderens Værelse faar Øje paa sin Moders Portræt, da bliver der stille i hans Sind, da mødes Kristus med Bakkus.

Det vægtigste Forsvar, Arthur selv fører for sit Liv, knytter han til Faderen, hvem han elskede indtil Afguderi, og »siden den Tid, da jeg jordede ham, har mit Hjærte været en Jordklump, hvor ingen lægende Urt, ingen Blomst kunde trives.«

Det berettes i Biografierne, at det er en Tradition i den Fiedlerske Familie, at Modellen til Arthurs Fader skal have været Jacob Brønnum Scavenius. Dette maa dog forstaas med al muligt Forbehold. Af Scavenius (1749-1820) er der sikkert intet andet i denne Figur end nogle rent ydre Træk af hans XXXVII Karriere. Scavenius var Søn af en Handelsmand i Skagen; efter Faderens Død levede han her i København i smaa Kaar og gennemførte ikke et paabegyndt Studium. 1776 fik han Ansættelse som Assistent i det asiatiske Kompagnis Tjeneste i Ostindien, hvor han snart blev Faktor. Efter at have tilbragt 15 Aar i Bengalen, vendte han 1792 tilbage her til sit Fædreland med en meget betydelig Formue, for hvilken han havde erhvervet sig flere Godser. Alt dette falder i det væsentlige sammen med, hvad der fortælles om Arthurs Fader. Men hermed hører ogsaa Ligheden op. Ægteskabet først med den pukkelryggede Kone og senere med Olivia synes at være fri Opdigtning. Og Arthurs Faders Karakter har intet at gøre med den kraftfulde og gennemdygtige Scavenius, der døde i høj Alder efter at have indlagt sig store Fortjenester. Hans ydre Livshistorie havde Bagger haft Mulighed for at lære at kende derigennem, at en af hans Sønner, Lucas Frederik Scavenius*), havde været hans Klassekammerat i Sorø. Bagger har følt sig draget af det spændende i Kammeratens Beretning om Faderens Skæbne, der jo iøvrigt havde Træk tilfælles med Godsejer Fiedlers: ogsaa han havde som Handelsmand tjent saa stor en Formue, at han kunde købe et Gods. Da Fru Fiedler var død, og Godset i Dec. 1838 gik over paa fremmed Haand, var det en yngre Broder til Lucas Frederik Scavenius, der købte det.

At Arthurs Fader iøvrigt er en Fantasi over Baggers egen Fader lader sig næppe betvivle. Et Maleri *

XXXVIII af Peter Christian Bagger viser netop de Træk og synes at røbe de Anlæg, som Arthur mener at læse i sin Faders Billede: Intelligens, Svaghed og Melankoli.*)

Som Arthur i Fortvivlelse spørger sin Broder, om det skulde være muligt, at han, Faderen, hvem han har elsket, skulde have gjort sig skyldig i en grufuld Brøde, saadan har Bagger spurgt sig selv: Vår min Fader en brødefuld Mand? Sveg han min Moder? Var han Skyld i hendes tidlige Død? Stærkere og stærkere hidser han sin Fantasi, og til sidst staar for hans Blik den pukkelryggede Kvinde, som styrtes i Bølgerne af sin Mand.

Naar Bagger standsede ved sin egen Brøde, saa mindedes han, at Fædrenes Synd skal nedarves, og da han tegnede Arthurs Skikkelse lod han Arven fra Faderen følge ham som en uafvendelig Skæbne: begge er de oprindeligt Løjtnanter i Flaaden; begge tager de - af en vis Uafhængighedstrang - deres Afsked, og begge gør de sig skyldige i en Brøde: Faderen myrder sin første Kone, Arthur »myrder Uskyld og tilintetgør en deilig Piges timelige Velfærd.« -

Ikke blot i ydre Livshistorie, men ogsaa af Sind bærer Arthur sin Forfatters Træk. De har begge denne Ujævnhed i Væremaade, der faar dem til at svinge fra Yderlighed til Yderlighed, og den stejle Stolthed og Uafhængighedsiver, som de kalder republikansk, og som gør det umuligt for dem at modtage Hjælp. Da Fr. Fiedler kom hjem fra Udlandet, havde han det største Besvær med at faa Bagger *

XXXIX talt til Fornuft, saa at han gik ind paa at modtage den Haandsrækning, der ene kunde bringe ham lidt paa Fode.*) Alt hvad der hed Familieindblanding har været Bagger en Plage. Med Skildringen af den Qvasitante, Generalmajorinde B., der i Fortællingen ytrer sin Familievenlighed ved at udsprede ondartet Sladder om Arthur, har Bagger taget Hævn og sat sin Tante Baronesse Sophie Selby g. m. Generalmajor v. Bülow et ondartet Eftermæle.**)

Flere Fællestræk kan nævnes: Bagger og hans Figur mødes i en ikke helt lykkelig Kærlighed til Scenens Kunst; deres lidt svævende, panteistisk farvede religiøse Anskuelser er beslægtede; de har samme litterære Smag: Arthur lader sig paa Dødslejet forelæse Partier af Ugelspiegel; Bagger begyndte faa Aar efter Bogens Fremkomst Udgivelsen af »nogle kortvillige Historier om Tiile Ugelspegel.«***) Endvidere, den Forstaaelse, de savner hos Menneskene, søger de hos Dyrene: Arthurs bedste Ven er hans Hund Murat; det er aabenbart den, som Thora tager sig af i Digtet »Hjemkomsten«, og da Bagger kom til Odense, saas han altid i Selskab med sin »eneste og bedste Ven, en Hund ved Navn Murat.«****) Og endelig: Arthur var en Sanger; men ingen ænsede hans Sang. Det var vel nok den dybeste Skuffelse i Baggers Liv, at hans store Digteraspirationer straks blev mødt med en dræbende Kulde, so han aldrig helt fik Bugt med. Først efter Arthurs Død forstaar Johannes, at han *

* * * XL var »en lille Fugl, der har sin Rede inde mellem Løvet i det lave Buskads.« Netop saadan vurderede Bagger sig selv som Digter:

Mindes dog, at skjønt i høie Træer
Mangen Sangfugl bygger sig en Rede,
Kan man undertiden hist og her
Efter den med Held i Busken lede.

(»Til Læseren«).

Men kastes der end nok saa ofte et forsonende Skær over Arthurs Person, hans Liv blev dog ligefuldt et Liv i Selvødelæggelse, og hans Væsens Brist: Svaghed lader sig ikke tilsløre. Ingen Vilje møder Vanskelighederne, Arthur er uden etisk Alvor.

Denne Dom fælder Bagger over sig selv, da han lader Johs. Harring sidde til Doms over Arthur.

Johannes er Carl Baggers bedre Jeg, han er udstyret med hans reneste og bedste Interesser, Kærligheden til de store Aander, Shakespeare, Byron, Kærligheden til Naturen og Livet i den (han er som Bagger en stor Fugleven*). Han har ved med Flid at tilendebringe et teologisk Studium realiseret, hvad der for Bagger kun blev en flygtig Plan blandt mange**).

* * XLI

Mens Arthurs Ansigt har Dødens Farver, og hans Liv viste, at han havde Døden i sit Hjærte, er Johannes »sund og rød som en Rødbede,« og for ham ligger Livet aabent; ham giver Bagger da ogsaa sin egen Drøm om Lykke i Eje som en Virkelighed: han vinder Mathilde, og i den idylliske Præstegaard leger den lille Carl Christian med Tinsoldater, mens Johannes fylder Blad paa Blad til Schubothes Forlag om den fortabte Broder, over hvem den endelige Dom dog bliver et skaansomt: Han var en miskendt! De skal faa Lov at sande det, naar jeg engang er død, siger Bagger: »Jeg er en miskendt.«

Det er da ogsaa Arthurs Skikkelse, der fængsler og ikke Johannes'. Kampen synes ulige. Mod Arthur var Naturen uskaansom, mod Johannes ødsel i sin Gavmildhed. Hvor Arthur har et sygeligt, uligevægtigt Sind, dér er Johannes sund og harmonisk. Maatte Arthur leve sit Liv uden at have følt en Moders Kærlighed, er det bærende Minde i Johannes' Liv Erindringen om en yndig Moder; mens Arthur forpester sit Sind i Selskab med fordærvede Personer, hænger Johannes en frisk Blomsterkrands om sin Moders Portræt.

Arthur - og ikke Johannes - har sin Forfatters Kærlighed. Han var en stor Synder; men hans Hjærte blødte. Den sikre og sunde Johannes giver Bagger Livets Ret; men han glemmer ikke at plette ham med Dydens Selvglæde: den som drister sig til at kalde sig selv: »Jeg den rene«, og som siger om sin forførte elskede: »hun havde Dydens Ansigt og Lasternes Legeme,« staar sin Forfatter fjernt.

Jeg fejler vel næppe heller, naar jeg formoder, at der i Skildringen af Johannes er indgaaet Momenter XLII af en Dydens Ridder, som ofte satte sit myndige Jeg op mod Baggers: Svogeren Frederik Fiedler. Naar de afgørende Scener mellem Arthur og Johannes bærer det oplevedes Karakter, saa er det sikkert, fordi de afspejler Fr. Fiedlers energiske Forsøg paa at faa den ryggesløse Carl Bagger paa Fode. Hvad Fiedler har ladet Vilh. Møller berette i saa Henseende, dækker fuldt og helt, hvad Bagger fortæller i sin Bog. - -

Bagger nøjedes imidlertid ikke med at dissekere sit eget Jeg; ogsaa den Kreds af Mennesker, som han færdedes i, afgav Stof for hans Fortælling. For den kvindelige Hovedpersons Vedkommende, Præstedatteren Mathilde Johnsen, har da ogsaa Baggers Oplevelser med Thora Fiedler været bestemmende. Men iøvrigt har Bagger øjensynligt gjort sig de ivrigste Bestræbelser for at fjerne Figuren fra den, som fyldte hans Hjærte. Resultatet blev derefter. Mathilde Johnsen er blevet en af de mest forskruede Romanfigurer, vor Litteratur ejer. Man erindre sig blot en Udgydelse som denne: »Endnu ung og smuk, endnu varm af Lidenskab, vil jeg, med et glimrende Ydre, fra et høit Standpunkt, maaske blænde Verden, saa at den, begeistret ved Beskuelsen af min Kunst og af mit Talent vil tilgive min Ungdoms Synd . . .«

Det utvivlsomme Forsæt: at skabe en af Thora uafhængig Figur, har Forf. dog ikke helt kunnet gennemføre. Det hænder - til Fordel for Skildringen - at han lader Hjærtet tale med og ganske *

XLIII forglemmer sig selv, som naar han f. Eks. lader den samme Mathilde, som oprindeligt kaldes »Pigen med de lyse Haar«, pludseligt faa Thoras »castaniebrune Haar, der kontrasterer herligt med den fine Teint.« Og har han først faaet Øje paa Thora, saa slipper han hende ikke. Vi ser hendes »deilige Hals, omkrandset af en hvid Perlerad«, som vi kender den fra Ungdomsbilleder af hende, vi ser i hendes Øjne, »saa mørkebrune, som om jeg saa ned i det sorteste Mosevand«. Vi genoplever hans Kærligheds unge Lykke: »der straalede en Taare i hvert af hendes Øine« .... »Der sad en Vemod i hendes Ansigt .... der var Foraar i mit Hjerte, som naar den første Kærlighed indsniger sig hos Mennesket.«

Netop saadan synger han om hende i et af sine første Kærlighedsdigte: »Et Sendebrev«.

I hvilken Udstrækning Bagger iøvrigt har brugt levende Model, lønner det sig næppe at efterforske.

Det kan blot nævnes, at Dolleris*) hævder, at en af hans Studenterkammerater fra Sorø, Thyge de Thygeson (1806-1905), der senere blev Landstingsmand, Klitinspektør og Kammerherre, skal være Grundlaget for Skildringen af Halvor. Antydninger i denne Retning giver nogle faa Strofer fra et Digt af Bagger om hans Skolekammerater, i hvilket det hedder om Thygeson:

»Seer I hist en lystig Fyr
Springe henad Bane,
Prise høit de vilde Dyr,
Skrige som en Trane?
Hid fra Jyllands Kyst han kom.

* XLIV

Stærk som Hercul, Hjernen tom
Vil han Visdom lære.«*)

Denne fantastiske Figur har iøvrigt - som vi senere skal se - et litterært Forbillede.

Endnu en let kendelig Silhouet fremhæver Biograferne: Værten i Den sorte Hest, en lille Figur med Papegøjenæse og lang blaa Frakke, er baade i Ydre, Væsen, Navn og Stilling den dengang velkendte Gæstgiver Nepomuk Møller, ogsaa kaldet »Papegøje Møller«.

Man gør sikkert rigtigt i at flytte hele den Kreds af Standspersoner, som Johannes træffer i Præstegaarden i Jylland, over til Selskabssalene paa Basnæs. Det blandede Selskab, som ved visse Lejligheder samledes her, vakte ofte hans Latter og Satire.

En Replik i Fru Thyesens Mund har Bagger muligt selv maattet høre paa Basnæs:

»Naar man ikke kan gifte sig, bør man heller ikke forlove sig.«

De Paralleller, vi har draget mellem Bogen og Virkeligheden, har nu forhaabentligt gjort det klart, at Skildringen er en fortvivlet Mands Dom over sit eget Liv. I den forudgaaende Proces er der ikke blot en Aktor, men ogsaa en Defensor. Svagheden faar sin Skæbne, om end der over den lyser et Forsoningens Skær.

I de smaa Vers, der indleder Kapitlerne, og som ofte giver Grundtonen for det følgende, kan man høre Baggers egne dybe Hjærtesuk, smerteligst maaske i Linierne: »Forvandlet blev hans unge Vaar til *

XLV en sørgelig Gravdecember.« Ogsaa lyder hans Protest mod Seivgodhed og ensidig Fordømmelse og endelig Forbandelsen af det Sted, som fortærede hans Ungdom »du By med de hundrede Laster« eller, som han kalder den i et Brev til Thora Aaret efter - »denne forbandede By«*).

Bagger ender da ogsaa sin Fortælling med et eftertrykkeligt Farvel til dette Lasternes Sodoma:

»Saa gaa da, Bog, til Byen - Jeg misunder dig ikke.«

IV.

Det er forstaaeligt, at »Min Broders Levnet« vakte Opsigt og Forargelse, dels paa Grund af de dengang dristige Scener fra Demimondens Verden, dels paa Grund af den Nærgaaenhed, hvormed Forfatteren havde portrætteret kendte dalevende Personer. Paa Basnæs var man vred. Blandt de krænkede var ogsaa Cleophas Svenningsen, der en skønne Dag indfandt sig hos Bagger for at tage Hævn. Han fik at vide, at Digteren endnu ikke var staaet op; men dette syntes ikke at genere Svenningsen. Han kunde udmærket godt slaa Bagger ihjel paa Sengen, sagde han. Da det korn til Stykket, nøjedes han dog med at henstille til Forfatteren, næste Gang han udgav »den rraadne Bog« da at skrive Svenningsen, som han hed, og ikke Svendsen. Langt farligere end Svenningsens Næver var dog Madvigs Pen. Den hindrede Bagger i at faa den Plads paa Parnas, som han utvivlsomt havde ventet og mente sig berettiget til. Hans Biografer har enstemmigt og ensidigt *

XLVI fordømt denne Kritik, og dog er Forholdet sikkert dette, at Madvig ikke er langt fra Sandheden, naar han hævder, at Bagger ikke var en tilstrækkelig stor Digter til at hæve det vanskelige Stof op i et fuldt kunstnerisk lødigt Plan. Det gælder forøvrigt ikke blot om Romanen, men ogsaa om en stor Del af hans øvrige Produktion, at den har større psykologisk og biografisk Interesse, end den har kunstnerisk Værd. Madvig nævner det endvidere som en af Baggers Brist, at han gør sig skyldig i Overfladiskhed. Dette gælder ikke blot i rent mekanisk Forstand - hans mange ufordøjede og fejlagtigt gengivne Citater er et Eksempel herpaa -; men ogsaa i dybere Betydning har det sin Rigtighed. Den Maade, hvorpaa han f. Eks. i Fortællingen ganske uformidlet paahefter Tidsallusionerne for at gøre Skildringen nutidig, føles som en Mangel paa sjælelig Gennemarbejdelse af Stoffet. I Slægt hermed er ogsaa en vis Slaphed - det gælder ikke mindst i Digtene - som alt for ofte hindrer ham i at fastholde en Tanke, en Figur (Fortællerens, Johannes, Karakter sammenblandes saaledes ofte med Forfatterens, hvorved den uheldigvis glider over i Arthurs) eller en engang anslaaet Tone. Han er umusikalsk og uden sproglig Takt. Derfor er ogsaa - som Madvig ligeledes bemærker - hans Stil meget usikker. Muligt gennem tidlig Læsning i Shakespeare fik han Tilbøjelighed til en billedmættet Stil. Tragedien om Dronning Christine er rig paa Eksempler. Ogsaa fra Min Broders Levnet kunde citeres i det uendelige. Bagger magter imidlertid ikke denne Billedstil, men forfalder ofte til de groteskeste Bizarrerier, som f. Eks.: »der var Foraar i mit Hjerte, som naar den første XLVII Kjærlighed indsniger sig hos Mennesket, som naar Hørkræmmerdrengen gaaer ud af sin Lære og bliver Svend.«

Ogsaa det springende og til Tider usammenhængende i hans Maade at opbygge Stoffet paa viser en svigtende kunstnerisk Alvor.

Madvig glemte dog ikke at anerkende, at der i »Min Broders Levnet« var »Glimt og det ikke svage Glimt af Digteraand«. Alene den Omstændighed, at han gjorde den til Genstand for en udførlig Omtale i det fornemme »Maanedsskrift for Litteratur« viste jo, at Bagger var en Mand, han regnede med. Med alt dette er det dog ubestrideligt, at de to ingen Mulighed havde for at forstaa hinanden. Det i godt og ondt dybt menneskelige, der bestandig gør »Min Broders Levnet« til en Bog, der interesserer og bevævæger, havde Madvig ingen Sans for, og der overgik derfor Bagger en stor Uretfærdighed derved, at det blev denne Autoritet, der ene fældede Tidens Dom over hans Værk.

At Kritikken ramte smerteligt fremgaar blandt andet af nogle Udtalelser af H. C. Andersen i hans Livserindringer. Bagger revancherede sig dog kort efter ved i »Søndagsbladet« Nr. 23 at indrykke en mere bitter end morsom Satire over Madvigs Anmeldelse.

»Min Broders Levnet« naaede i Løbet af to Aar at komme i andet Oplag*). I Mellemtiden havde to tyske Oversættelser set Lyset.

V.

Det patologiske i Baggers Sjæleliv: hans ustandselige, syge Fantaseren stadig over de samme to *

XLVIII Grundmotiver: den brødefulde Hemmelighed ved hans egen Tilblivelseshistorie og det brudte Kærligholdsforhold fejrer i Skitsen »Erindringer fra et Ungkarls-Liv i Kjøbenhavn« de vildeste Orgier. Større kunstnerisk Værd har dette Arbejde ikke; men til Belysning af Baggers Psykose og som en Penneprøve til »Min Broders Levnet« har det sin Interesse.

Det er aabenbart, at Williams, Christians og Jacobsens Skikkelser alle belyser Forfatterens eget Jeg. Williams Sind formørkes af Grublerier over, hvem hans Fader har været og af Bitterhed over, at den eneste Lærdom, han fik af dem, som kaldte sig hans Forældre, var »den som han maatte høre tidligt og sildigt: at han var »undfanget i Synd og født i Synd«. For at døve sine Lidelser søger han Munterhed i Vinen, indtil han en Dag ender sit Liv ved Selvmord. Over Skikkelsen kastes intet mildnende Skær som det, der forsonede med en Figur som Arthurs. - Hos Christian er Motivet varieret i den pludselige Afsløring af Slægtshemmeligheden i den mest skærende Disharmoni: »Synes det Dig ikke, at Skjæbnen spotter mig; den lader mig holde et lystigt Gravøl over min Broder, lader mig blive bange for min Moder, og nu, da de Begge er døde, faaer jeg først at vide, hvor nær de var knyttede til mig.«

Det andet Grundmotiv, den skuffede Kærlighed, er indgaaet i Jacobsens Livshistorie. Naar Bagger fantaserede over Thoras Skæbne, endte Tankerne vel mere end een Gang dér, hvor Præstedatteren ender i Skitsen.

Der kan næppe være nogen Tvivl om, at »Et Ungkarls-Liv« er en Forstudie til den større Fortælling: XLIX Arthurs Skikkelse er jo saaledes i Skitsen varieret i Williams, Christians og Jacobsens og yderligere antydet i den forførende Løjtnant, og Mathildes anes i Præstedatteren, som forføres af Løjtnanten og ender i Antoniestræde. Den hjemvendende Indienfarer med den syge Kone (i Skitsen) gaar ligeledes over i Romanen. Af Trespaltningen udvikler sig en Tospaltning med et ganske anderledes interessant Perspektiv, idet en ny Fase vises i Billedet af Johannes. Men for at tegne den maatte Bagger først selv have set den. Den dukker op lige i Slutningen af Skitsen. Mens denne begynder med en næsten religiøs Forherligelse af Bohémelivet, ender den i en Fordømmelse af det. Først efter at Christian til sidst har set sit eget hæslige Billede med Vinen glødende paa Kinderne, og Øjnene stive i Hovedet: »see, saadan ser du ud, naar du er lystig«, - faar Bagger Øje paa Johannes-Skikkelsen.

VI.

Madvig havde endvidere Ret, naar han i Baggers Stil fandt mere Affektation end Originalitet. Han led saaledes af en ubehagelig Tilbøjelighed til at give sine Arbejder Spor af megen Lærdom, og han har let - alt for let - ved at lade sin udbredte, men spredte Læsning gaa uforarbejdet over i sit Forfatterskab. Naar han f. Eks. i »Min Broders Levnet« lader Moderen vise sig for Johannes med de Ord: »Eftertragt ikke, hvad der aldrig kan tilhøre dig,« saa er det en tydelig, men ilde anbragt Reminiscens fra Vaulundurs Saga. Ogsaa megen ufordøjet BlicherLæsning (Blicher var Baggers Yndlingsforfatter) har sat sine Spor, tydeligst i Romanens Jyllands-Skildring. Paa Blichers Manér indledes Beskrivelsen med L en geologisk Oplysning, der iøvrigt er lige saa uholds bar som hos Blicher (»Røverstuen«) og derefter følger - ligeledes i Blichers Stil - en Fremhævelse af almindelige Væsenstræk hos Jyderne (»Hosekræmmeren«). Men mens Blicher i sin Fortælling uddyber og motiverer de Paastande, han fremfører, savnes en saadan Forbindelse hos Bagger. Han fortæller saaledes, at Jyden fuldt vel kender Pengenes Værdi; men af Fortællingen fremgaar dette ikke. Han priser Jyden, fordi han ikke er beheftet med Overtro; men i den flg. Skildring nævnes det ene Eksempel efter det andet paa Overtro hos de Jyder, han beretter om. - Endvidere: i Skildringen af Mathildes natlige Besøg hos Johannes og navnlig af hans paafølgende Betragtninger over den faldne Engel, er der Mindelser fra »En Landsbydegns Dagbog«, og fra samme Værk er meget ubetænksomt Morten Vinges Ord om Kærligheden, der forjager hans Appetit og hans Søvn, overført paa Halvor Thyesen. I »Jøderne paa Hald« har han fundet en med sin egen beslægtet Fantaseren over et brødefuldt Ophav: »Hvor smerteligt er det dog aldrig at have kjendt de Arme, der første Gang omslyngede os! det Bryst, der gav første Næring! ikke at kunne mindes det Aasyn, der med Ømhed og Henrykkelse hvilede paa vort! Ak! mon ogsaa paa mig? mig - forbuden Elskovs ulyksalige Frugt? Mon ikke snarere de bittreste Taarer have vædet mine spæde Kinder, og den dybeste Kummers Sukke blandet sig med mine Skrig.« Og ligesom Johan i samme Fortælling drømmer om sin Moder, og hendes Billede i Drømme sammensmelter med den elskedes, saaledes ogsaa Johannes i »Min Broders Levnet«.

LI

Ikke blot Blicher, men ogsaa Scott har sat Spor i Fortællingen; Bagger nævner i sin Produktion kun een Gang Scotts Navn, og det indirekte, idet han et Sted i »Min Broders Levnet« fremfører et Citat af »Scotts litteraire Successor og Arvtager«. Men at han, som næsten alle i sin Samtid, har læst ham, er dog hævet over al Tvivl, og han synes da ogsaa i Romanen at være tydelig paavirket af »Rob Roy«, som udkom i 1818; i dansk Oversættelse ved J. C. Bøye 1821.*) I Tidens Stil indledes hvert af denne Bogs Kapitler med smaa Vers - Citater fra forskellige Forfattere -, som angiver Grundtonen i eller spiller paa et af Handlingsmomenterne i det flg., og endvidere afbrydes inde i Kapitlerne Prosaen ofte af et Par Verslinier (vistnok af Scott selv). Denne Anvendelse af indledende Vers og Vekslen mellem Prosa og Vers gennemfører Bagger i sin Roman, kun at Indledningsversene ikke er Citater, men Originaler.

At Romanen har fængslet ham er troligt nok. Dens egentlige Hovedperson, Franz Osbaldistone, er ligesom Bagger en ung Mand, hvis Trods og Stolthed faar ham til at bryde med ordnede Forhold, saa at »hans Skib uden ledende Stjerne, uden Compas drev om paa Livets Hav«. (Kap. III). Han lader sig endvidere - ligesom Bagger - af digteriske Sysler drages bort fra den mere nøgterne Beskæftigelse, andre har bestemt ham for; muligt er det af ham, Bagger har faaet sin Interesse vakt for Ariosts »Orlando furioso«, som Franz Osbaldistone er en ivrig Dyrker og flittig Oversætter af.

Direkte Paavirkning fra »Rob Roy« lader sig *

LII paavise i Skildringen af Johannes Ophold i Jylland, som har tydelige Mindelser om Franz Osbaldistones Besøg paa Stamhuset i Northumberland. (Det kan i denne Forbindelse bemærkes, at Bagger, samme Aar som han udgav »Min Broders Levnet«, i »Søndagsbladet« lod trykke en lille Novelle med Titlen »Stamhuset i Northumberland«, en Fortælling der dog iøvrigt ikke synes paavirket af »Rob Roy«).

Den Handling, til hvilken hos Scott Begivenhederne paa Stamhuset i Northumberland sammenfattes, har iøjnespringende Paralleller med den, som udfolder sig under Johannes Harrings Ophold i Jylland: en ung Pige, som har været udsat for en Forførers Efterstræbelser - hos Scott er hun stærkere end Forføreren, hos Bagger bliver hun et Offer for ham - maa afvise den velmenende Frier, hvem hun nærer Tilbøjelighed for, fordi hun er bundet af sin Fortid, over hvilken der hviler et hemmeligt Slør. Hos Scott er Hemmeligheden af politisk Art, hos Bagger den, at den unge Pige allerede er Moder. Hos Scott vier hun sig til Gud, idet hun er besluttet paa at gaa i Kloster; hos Bagger vier hun sig til Kunsten, idet hun agter at gaa til Teatret. Baade hos Scott og hos Bagger overvinder Frieren alle Hindringer og hjemfører den unge Pige som sin Brud. I det iøvrigt lidet sammenhængende Billede af Mathilde er der enkelte Træk, som minder om den unge Pige, Diana Vernon, i »Rob Roy«. Der er over dem begge et romantisk Skær, som hæver dem op over deres raa Omgivelser og derved forlener dem med noget isoleret, der kalder paa Fortroligheden, og naar det hedder hos Scott:

»Intet forvirrede mig mere, end Erindringen om LIII den Maade, hvorpaa Diana havde modtaget Tilstaaelsen af min Kjærlighed; hendes Adfærd, der vaklede mellem Deltagelse og Fasthed, syntes at røbe, at en Følelse i hendes Hjerte talte for mig, men som ikke var stærk nok til at besejre de Hindringer, der forbøde hende at tilstaa denne Tilbøjelighed for mig.« (Kap. XV), har vi aabenbart den Cliché, over hvilken den lidet naturlige Scene i Jasminlysthuset mellem Arthur og Mathilde er formet. Endvidere synes flg. lille Situation i en lidt ændret Skikkelse at være overført til »Min Broders Levnet«:

»Vi (Franz og Diana) sadde sammen i Bogsalen. Diana bladede i en Udgave af den rasende Roland, der tilhørte mig, da et beskrevet Blad faldt ud. Jeg vilde i Hast tage det op, men hun forekom mig. »Vers?« sagde hun, idet hun saae paa Papiret, og da hun havde aabnet det, holdt hun det noget i Haanden, som for at vente paa mit Svar. »Tør jeg være saa dristig? - Aa, naar I bliver rød og stammer, saa maa jeg vel gjøre Vold paa Eders Beskedenhed og forudsætte at jeg allerede har Tilladelsen (Kap. XV)«. Vi genkender her Skildringen af, hvordan Johannes finder et beskrevet Stykke Papir i Mathildes Psalmebog: »Jeg greb en Psalmebog, der laae i Vinduet, der faldt et Papir ud af den - det var Vers.« - I det samme kommer Mathilde ind - hun bliver forlegen og rødmer.

Tydeligst er Paavirkningen dog i det fantastiske Billede af Halvor Thyesen, som, selv om det for visse Træks Vedkommende har et personligt Udgangspunkt, aabenbart i det hele og store er tegnet med Thorncliff Osbaldistone og hans Brødre som LIV Forbillede. De skildres hos Scott (Kap. IV og V) som »klodsede, uziirlige Blokke .... store, stærke og velvoxne; men Forstandens Prometheusgnist syntes at mangle dem lige saa meget som udvortes Anstand og Behagelighed, der i Verden saa ofte erstatter Aandens Mangel. Deres agtværdigste indvortes Egenskaber syntes at være en vis Godmodighed og Tilfredshed, der laae udtrykte i deres grove Ansigtstræk, og de gjorde heller ikke Fordring paa andre Fuldkommenheder end Færdighed i det ædle Jægerhaandværk, for hvilket alene de levede .... Ja hos dem alle finder man en lykkelig Blanding af Tølper, Jæger, Eisenfresser, Staldknægt og Nar«. Den af Brødrene, der har været Baggers nærmeste Forbillede for Halvor, er dog Thorncliff, »denne Fyrste over Rideknægtene, Hanekampene og smudsige Stalddrenge«.

Det første, vi hører til Halvor Thyesen i »Min Broders Levnet«, er hans Hundes Gøen: »Hold Kæft, Hunde« raabte han og sparkede med det samme til den lille Rottehund.« Dernæst ser vi ham »med en Ulvs Glubskhed kile løs paa Fadene«, saa at han »efterhaanden som den nedkomne Proviant udvidede Maven« maatte knappe først Frakken, derpaa Kjolen og sluttelig Vesten op.

Vi genfinder de samme Træk hos Scott: det første, vi hører til Fætteren Osbaldistone, er ligeledes her Hundene: »Flere gammeldags klædte Tjenere bragte paa store, dampende Fade kraftige Spiser, andre bare Bægere, Kander, Flasker, ja smaa Kar med alle Slags stærke Drikke. Da nu endelig med megen Møje og bedøvende Allarm, det rigelige Maaltid var sat paa Bordet, gjenlød en lydelig Støj af Mennesker LV og Hunde, blandet med Knalden af Ridepidske, for at jage de gjøende Hunde tilside; stærke, gjennemtrængende Stemmer og stumpe Fodtrin af vældige Støvler .... forkyndte Jægernes Komme (»Ind tren Sjeur Halvor med Støvler og Sporer« som det hedder hos Bagger) .... Endelig gik Fløidørene op, og ind stormede Hunde og Mennesker - otte Hunde (Halvor har ti), Huus-Kapellanen, Lægen i Landsbyen, sex Fættere og min Onkel« (Kap. IV). Om Maaltidets Forløb hedder det, at »Fætter Thorncliff paa min høire Side og Richard ved Dianas venstre, kastede sig med saadan Iver over de vældige Masser, de havde optaarnet paa deres Tallerkener, at min skjønne Naboerske og jeg sadde saa godt som alene, afsondrede fra de øvrige.« - Og af Gartneren Andreas faar de det Skudsmaal, at de »maa knappe op for at faae Plads til Oxekjødet og Buddingen og Rødvinen«.

Endelig kan det bemærkes, at naar Bagger lader Mathilde ved Synet af de tretten Høje fortælle et Sagn, som knytter sig til Stedet, et Sagn, som imidlertid ingen virkelig Hjemmel har, men er en Sammenblanding af forskellige Sagntyper og en Tildigtning fra Baggers Side, kan han have faaet Tilskyndelsen hertil ved i »Rob Roy« at læse om, hvorledes Jarvie, da han og Franz Osbaldistone paa deres eventyrlige Vandring over den skotske Hede kommer til en rund Høj ved Floden Forth, »med sagte Stemme og i en Tone, der syntes at ville vække Frygt« fortæller det Sagn, der knytter sig til Stedet: at Højen indeholdt Feernes Slotte. (Kap. XXIV).

LVI

Alle disse Paavirkninger er dog mere eller mindre periferiske. Langt mere bestemmende for Baggers Person og for hans Digtning har Byron været. Allerede som Skoledreng begejstredes han af denne Aand, som fra første Færd synes at have virket paa ham med forbilledlig Styrke. Under Opholdene paa Basnæs giver han sine Kærlighedsoplevelser det rette Relief ved en passioneret Fordybelse i Byron:

Fra Kysten flygted Heiren
For eenlig Skippers Flag;
Jeg inde sad med Byron
Den hvide Vinterdag.
Du Thora, kom fra Salen,
Jeg lod Dig ei forbi;
Til varme Kys blev Talen,
Hvor glade vare vi!

Og i sit Frierbrev til hende ved han ingen dyrere Forsikring at give hende, end at

Over Byron, over Schiller
Jeg min elskte Thora stiller.

Aldrig trættes han af at paakalde hans Navn; samme Aar som han udgav »Min Broders Levnet«, lod han i »Søndagsbladet« trykke en Oversættelse af Washington Irvings Bog om Byron, og i sine sidste Leveaar nedskrev han en Plan til en 5. Sang af »Childe Harold's Pilgrimage«. Derimod afslog han et Forslag fra Svogeren Frederik Fiedler om at oversætte Byron til Dansk. Han ønskede ikke at være »Byron's danske Drog«, og han vægrede sig ved at »plante libanonske Ved paa en fremmed om end nok saa vakker Bred«. Og dog, med alt dette turde det LVII være et Spørgsmaal, om ikke Bagger maa henregnes til dem, om hvem Brandes siger, at de »har forstaaet ham halvt og slet ...., de Sønderrevne, de Udlevede og Gaadefulde ....«*). Hans skødesløse og lidet forstaaede Citater af Byron og ikke mindst de uklare Udtalelser om ham i Digtet: »Et Svar til min Svoger« peger i den Retning. Det er ikke vanskeligt i grove Linier at angive fælles Træk hos dem: de er begge Hadere af den snærpede Pænemands-Moral, begge begejstrede Frihedselskere; begges Poesier udpræget egocentriske. De kan kun digte ud fra en oplevet Lidenskab - »poetry, which is but passion«, hedder det i »Don Juan«;**) hos dem begge er der en Trang til at lade Fantasien hengive sig til det sære eller rædselsfulde: de sjælelige Abnormiteter og de udpenslede legemlige Lidelser. I alt dette har Bagger suget Næring hos sit store Forbillede; dog ingensinde anderledes, end at det bestandig føles som en ydre Paavirkning, en laant Maske. At Byrons Personlighed har virket næsten besættende paa et Temperament som Baggers, er kun rimeligt. Men de Udtryk, denne Betagelse giver sig, vidner tydeligt om, at Paavirkningen er af en ret ungdommelig Karakter. Det er saaledes ganske betegnende, at Byrons noget excentriske Indfald at skrive en Gravskrift over sin Hund og ønske sig begravet ved dens Side har grebet Bagger saaledes, at han citerer det i Romanen; og Hunden som den eneste Ven spiller baade i hans Liv og hans Digtning en stor Rolle. Og hvad der for Byron var *

* LVIII virkelig Lidelse, bliver hos hans Eftergører til en Forelskelse i Lidelsen, en Trang til tidlig og silde at reproducere den. Et næsten parodisk Eksempel har vi i »Min Broders Levnet«: da Johannes Harring har faaet sit definitive Afslag hos Mathilde, udbryder han: »Hjem vilde jeg, hurtigt og hvorfor? for at fordybe mig - i Byron«. Madvig finder ganske rigtig dette lidt underligt, da man jo - som han siger - skulde tro, at han havde Lidelse nok i Forvejen. At denne Forelskelse i Lidelsen - som er Reversen af Byronpaavirkningen - har været farlig for Bagger er uomtvisteligt. Han har i hvert Fald, naar det gjaldt om at gøre Brug af Lidelsen som en Undskyldning for sine moralske Fald, været meget lærenem. Man sammenligne eksempelvis hans egne digteriske Forsvar i saa Henseende med det lille Digt Til en Dame, rettet til Mary Chaworth:

Var min du blevet, da var Alting trygt.
Min Kind, hvis Bleghed nu fra Sviren stammer,
da havde aldrig blusset stygt
af Lidenskabens syge Flammer
Men nu jeg søger Lindring for min Harm,
gal blev jeg, vilde jeg at tænke prøve.
Med ordløs Tummel, tom og daarlig Larm
forsøger jeg mit Tungsind at bedøve.*)

Paavirkningen er indlysende: ud fra slige Betragtninger skabtes Arthur-Typen. Vi kunde finde mange Paralleller hos Byron, tydeligst maaske i »Childe Harold«:

* LIX

En Yngling leved der i Albions Land
Som ej paa Dydens Veje Glæde fandt
sin Dag i Svir og Sværm forødte han
og krænked Nattens Øre med sin Tant
o. s. v.*)

Men bag den muntre Maske er et forrevet Sind:

Dog tit, naar lystigt, vildest var hans Liv,
mørkt over Harolds Pande Kvaler jaged,
som om et Minde om en blodig Kiv,
en skuffet Lidenskab derinde naged.**)

Der er endvidere baade hos Childe Harold og hos Arthur en stædig Stolthedsfølelse, som faar dem til at sondre sig ud fra og hæve sig op over Mængden:

Men snart han fandt, at han kun daarlig føjed
sin Gang i Skridt med Mængdens; saare lidt
de havde fælles, og hans Tanker bøjed
sig ej for andres, skønt hans egne tit
fast havde knust ham; end med Modet frit,
han vilde ej sit Sind til Aander binde,
mod hvem hans eget oprørsk havde stridt;
stolt, skønt forladt, han skilt fra Slægten, inde
i Aandens Dyb et Liv, et fyldigt, kunde finde.***)

Løsrevet fra deres Sammenhæng virker Citaterne som bestikkende Paralleller, og at den Side af Childe Harold's Væsen, som de giver Udtryk for, er saa godt som kalkeret over i Arthurs Person, er sikkert nok. Men den, der ud fra det samlede Digt drager Sammenligning, vil nok saa meget fristes til at fremhæve Afstanden mellem Mesteren og *

* * LX neren. Saa sandt som Bagger ingen Byron var, er Arthur heller ingen Childe Harold: han har eksempelvis intet af det majestætiske i hans Ensomhedsfølelse, intet af hans gribende Hengivelse i Naturen, intet af hans Forstaaelse af Friheden som en Værdi, der maa erobres:

I arme, fødte Trælle, véd I ej,
hvo fri vil være, selv maa Sværdet svinge
og bryde sig ved egne Kræfter Vej?*)

eller Friheden som identisk med den frie Tanke; for Arthur er Frihed ikke meget andet end en tom Glose, og hans republikanske Sindelag en ydre Etikette. At der er Byron-Paavirkning i Baggers egne lidt taaget formulerede Fremtidsdrømme om et nyt Samfund, baaret af Folket (se »Et Svar til min Svoger«) synes utvivlsomt. De af Brandes fremhævede Steder fra »Don Juan« er tydelige Eksempler herpaa:**) »Gud skærme Kongen og Kongerne, for hvis han ikke vil, saa tvivler jeg paa, at Mennesker vil det mere. Jeg synes, jeg hører en lille Fugl synge, at Folket lidt efter lidt vil blive det stærkeste. Det mest udasede Øg slaar bagud, naar Seletøjet skærer sig altfor dybt ind i dets hudløse Kød. Og den stakkels Pøbel bliver engang ked af at følge Jobs Eksempel. Først knurrer den blot, saa bander den ogsaa, og saa - som David greb Slyngen mod Kæmpen, griber den de Vaaben, Fortvivlelsen rækker - og saa bliver der Krig. Jeg vilde gerne beklage det, hvis jeg ikke havde indset, at Revolution alene kan *

* LXI rense Jorden fra Helvedes Besmittelse. Krig vil jeg da føre (i det mindste i Ord, maaske engang i Daad) mod Enhver, som bekriger Tanken, og af alle Tankens Fjender er og var Tvangsherskere og Øretudere altid de værste. Jeg véd ikke, hvem der vil sejre; men om jeg kunde vide det forud, det skulde intet Baand kunne lægge paa min ærlige, svorne ligefremme Afsky for ethvert Despoti i ethvert af Jordens Folk.«

Naar Bagger fører lignende Ord i Munden, kan det dog ikke nægtes, at det ogsaa her klinger som en ret tom Eftersnakken. Som en fast og virksom Bestanddel af hans Personlighed indgik de aldrig.

Endvidere skal jeg nævne, at de religiøse Udtalelser, som Johannes Harring lægger sin Broder i Munden, synes at være et saa godt som ordret Citat fra Childe Harold (III. 104): »Man siger ... at jeg ikke har nogen Religiøsitet . . . mine Altre er Bjergene og Havet, Jord, Luft, Stjerner. Alt hvad der udspringer fra det store Hele, der har frembragt og atter vil modtage Sjælen«. Hos Bagger: »Johannes, jeg er stricte talt ingen rettroende, - - vore Kirker tykkes mig for smaa: min Domkirke er den massive Verdenskugle, hvis Altertavle er" det uendeligt svulmende Ocean, hvor Fregatten gaar for fulde Sejl, og hvor Maleriet bestaar af Sol og Maanes og Stjerners Afspejling i Overfladen . . .«

Og endelig. Da Arthur Harring skal dø, gribes han af Feberfantasier af en saa krigerisk Art, at Madvig gør den ogsaa her rigtige Bemærkning, at disse Betragtninger kun lidet falder sammen med Arthurs alt andet end martialske Gemyt. Det er muligt, at Forklaringen ligger i, at Bagger har haft LXII sin Helt Byrons Dødsstund for Øje. Han laa i Vildelse, troede, han kommanderede, og raabte: Fremad, fremad, Mod!

Naar Byron-Paavirkningen hos Bagge i alt væsentligt forekommer som en paataget Gestus, er Grunden vel ogsaa den, at Typer som Childe Harold og Don Juan er af et Verdensformat, som kun daarligt lod sig tilpasse i vore smaa provinsielle Forhold i 30'ernes København - Milieuet og Atmosfæren her er saa helt forskellige fra de byronske Heltes. Det er ikke Albions Land, det er ikke Italien og Grækenland, som er Skuepladsen for Baggers Personer, det er Smaaborgernes Knejper i den lille lukkede By. Dette har været bestemmende for Typen, og her møder vi da Paavirkning fra en anden Digter, som ogsaa besang Knejpelivet i den lavere Borgerstand: C. M. Bellman.

Saavel Bagger som Bellman havde viet deres Digterliv til Bacchi Tjeneste, og for dem begge var Kro? og Skænkestuerne Steder, over hvis Indgang der, som Heiberg siger i sin Afhandling om »Bellman som komisk Dithyrambiker« - stod skrevet: »Træder ind! thi ogsaa her ere Guder.«*)

I vildeste Hopsa paa Hamburger Berg
Fornam jeg dog Mozart, om end kun som Dværg.

Disse Linier af Bagger er betegnende for baade Slægtskabet med og Afstanden fra den svenske Digter.

Mens Bellmans »Kroliv er romantiseret af Naturomgivelserne og omkranset af mythologiske *

LXIII Guddommeligheder og Roccocoens kaade Silener, og koket vellystige Amoriner omflagre det hele med deres lette legende Gratie,«*) er Baggers Skildringer - som jo forøvrigt maa undvære den Charme, Bellmans Musik forlener sine med - virkelighedsbundne indtil det kyniske; Skøgens Leje bliver hos ham visselig aldrig til »en Lilieseng« (Vilh. Andersen), men med en vis stædig Trods fastholdes det, at her og ikke i de fine Saloner funkler Gudegnisten.

Baade i Digtene og i Prosaen mærkes Bellman. Sikrest er Tonen vel ramt i »Promenaden om Natten«, hvor vi træffer de for den bellmanske Digtning saa karakteristiske Udraabsord: Ack, Kors, kom, märk: Ack, om vi hade, god vänner, en så - Kors, utan glas, du ser ut din kanalje! - Kom mina bröder, och dansa paa baler! - Märk, sköna vän!**) Hos Bagger hedder det:

Ak, hvor min Kind dog er blussende rød
Kors, det er svært, saa Du vaklende gaar.
Kom, lad os slentre ad Gaderne hen,
Mærk mit Ord.

Endvidere finder vi i denne Vise det livfulde bellmanske Replikskifte og den ejendommelige Vekslen mellem det burleske og det romantisk-følsomme:

Engang til Brædderne stod jo din Hu
Ja det var underligt, Søren,
kan Du de Griller forstaa?

* * LXIV

Det synes tydeligt, ikke mindst i saa Henseende, at mellem Bellman og Bagger ligger Hertz, af hvem Bagger ogsaa har lært at give den præcise Lokalkolorit:
Vægteren, Tøsen og Branden
og at fange Gadens Ord: »Søren, det er som en Blyhaf der sad, vægtigt og trykkende smedet om Panden« eller »Hvad har han siddet og snivet, min Far«.

Bellman-Paavirkning finder vi ogsaa i Kantaten: »Jesper er død«. Vi møder her den typiske, lunefyldte Sammenblanding af Død og Brændevin, som f. Eks. kommer til Orde i Fredmans Sång (No. 25) om krogaren Cornelius. Denne Brændevinselsker, som »vor herre tog i går« og som

nykter nu bland englar står:
Vid Abrahams sida
Är fåfängt förbida
En bränvinstår

minder om Baggers Jesper,

Den herlige, men trætte Vandringsmand,
Som reiste nys til Lysets Land.
Der sidder stolt han! o! langt rød're
I Kammen, end han för var! Brödre!

Der er i begge Digtene en bakkantisk Glæde over, at den afdøde gik bort i en værdig Stund:

Cornelius dog uppå en krog,
just då han uti glaset slog
Och spelman til festen slog.

Om Jesper hedder det:

O, sörger ei!
Han gik jo glad sin Vei -
Dideldumdey.

LXV

Til de svenske Slutningslinier:

Blot bränvin dig födde
Du lefde och dödde
En krögare

svarer hos Bagger det pompøse Recitativ, i hvilket det hedder, at Jesper som en fyrig Elsker skred ind i hver en aaben Knejpe og

Med Fenrisulvens Glubskhed slugte han
De Sopkners Legio.

Umiskendelig bellmansk Klang har ogsaa Drikkevisen i »Min Broders Levnet«:

Heisa, vor Krofa'er, nu er jeg kommen hjem
Men hvor er vel Gutterne mine . . .

Der er en smældende Livfuldhed i Replikskiftet, som er i Slægt med Epistlernes; men Tonen er rammere, mere gennemført kras end noget Sted hos Bellman.

I Romanens Prosa finder vi hist og her bellmanske Reminiscenser, som naar han saaledes bryder det ellers troværdige københavnske Virkelighedsbillede ved at udstyre sine Svirebrødre med hvert sit Instrument, som ledsager dem tidligt og silde. Men det er typisk for Bagger, at vi kun hører dem frembringe Larm og Dissonans. Endvidere er Skøgen Cocchinellas puncherøde Kjole af bellmansk Kulør, og naar Arthur udnævner Kielerstudenten til Hertug af Genever, Svendsen til Prins af Cognac og Bertel til Fyrste af Annis, da er det en tydelig Efterligning af »Bacchi Ordenskapitel«, hvor f. Eks.

LXVI

Herr von Berco faar »Bacchi stora stjerna: två forgyllda svin.«*)

Det var ikke frit for, at den bakkantiske Tone, den farende Svends Sang, som Bagger lod klinge midt i det hjemlige Stuekor i 30'erne, skurrede lidt i Ørerne.

Senere har større Digtere sunget i samme Toneart: fra Schandorff og Drachmann til Söderberg og Seedorff.

*