Bagger, Carl Uddrag fra Udvalgte Skrifter

Tidligt i Baggers Digtning høres Toner af Forladthed, den fader- og moderløses Ensomhed. Hertil kommer yderligere Følelsen af at være født i Brøde. Det var Ord, der, fra han var en lille Dreng der hjemme hos Bedstemoderen, havde lydt i hans Øre: din Horeunge, din Bastard, dit Hittebarn. Her var ikke blot en Skyld at grunde over, her var en Hemmelighed at løse, et Slør at løfte. Bagger havde alle Dage en sygelig Hang til at bore sig ned i det mystiske, det spændende og oprivende (han udtaler saaledes i Forordet til sin store Tragedie om Dronning Christine, at Inspirationen hertil oprindelig var en vis Pirring ved den uløste Hemmelighed, som knyttede sig til Heltens Liv og til de korporlige XXXV Grusomheder, han til sidst maatte døje). Det er da tidligt blevet et ofte tilbagevendende Spørgsmaal i hans Liv: »Hvem er min Moder?« og »Hvad var min Faders Brøde?« og denne ukendte Moder og denne ukendte Brøde har han efterhaanden gjort til Genstand for en formelig Dyrkelse i sit Liv som i sin Digtning. Vilh. Møller fortæller, at »Carl Bagger lod foretage mange Undersøgelser angaaende disse Forhold«, og at han »som et af de tvivlsomme Resultater af sin Søgen skal have fundet, at Moderen (der nok var død og begravet i Roskilde) endnu havde bragt en Pige - altsaa ham en Søster - til Verden.«*)