↩ »Mig selv ikke bevidst, styrtede jeg mig ud efter hende,« sagde han, »men da jeg var kommen ud i Vandet, vidste jeg ikke længer, hvorfor jeg var sprunget ud. Skibsfolket var imidlertid bleven opmærksom paa den Støien; jeg veed selv ikke hvad jeg skreeg, men de forsikkrede mig, at de havde hørt nogle gjennemtrængende Skrig, som af en Qvindestemme. Jeg svømmede til Land og styrtede bevidst1øs til Jorden paa den saakaldte »lange Linie.« Her fandt man mig om Morgenen og man bragte mig til Toldbod-Viinhuus, hvor jeg opvaagnede og saae mig omgivet af en Læge og to Politiebetjente. Jeg styrtede op og tænkte mig om; efterhaanden kom den svundne Nats Begivenheder for mit indre Øie. Jeg forbigaaer Politieforhørene; jeg forbigaaer det frygtelige Optrin, da man pludselig førte mig ind i en Stue, hvor min stakkels Fanny laae livløs udstrakt paa en Baare; en Vandplante havde slynget sig ind mellem hendes sorte Haar. Denne grønne Krands i Forening med hendes hvide Natdragt mindede mig om hm glade Dag, da hun blev min Brud. Her laae da død og kold den, som paa Jorden havde elsket 17 mig inderligst; fjern fra sit kjære Asien, fra Slægt og Venner fandt hun en tidlig Grav i de kolde Vande og - jeg var den usalige Aarsag til hendes Død.« -