↩ Det var her paa det deilige Høierup, at Cornelius med sin Broderdatter, Olivia, opholdt sig i flere Maaneder, for at adsprede de mørke Tanker, som jevnligen plagede min Fader; det var her, at min Fader lærte Olivia nøiere at kjende og det var her, at Præsten en mørk Efteraarsaften viede min Fader og Olivia til Corneliuses store Fryd. Vielsen skete i al Stilhed og Præsten kjørte hjem silde om Aftenen. Men om Natten opstod et frygteligt Uveir: det klang ude fra Kattegattet af som om der opførtes en vældig Musik af tusinde Harper, Basuner, Piccolofløiter og Contrabasser; hvo der har reist i Jylland og har to Mile fra Kysten hørt »Vestervovvov« gjøe ved Midnatstide, han kan dømme om Stormens Magt hin Brudenat. Min Fader var mørkt stemt: »oprører den druknede Fanny Søen?« mumlede han ved sig selv; »gjør hun endnu Krav paa min Kjærlighed og harmes hun over at jeg elsker Olivia? Lever vel hendes Gjenfærd i Havet, vækker hun sine Søstre, de hvide Havfruer, for at synge Brudesangen udenfor mine Vinduer?« og tankefuld gik han Klokken halv tolv ind i Brudekamret.