RECITATIV.
En mægtig Aand! som Løven vandrer udI Ørkenen, i stille Morgenstund
Forladende det kjære sultne Afkom
For Klo at fæste i det fede Bytte;
Den brøler høit, forfærder mindre Dyr,
De værge sig, vil ikke ned i Svælget
Paa det uhyre Dyr! forgjæves kæmpe
De Stakler - efterhaanden vandre de
Ned i mysteriøse Underverden!
Saaledes vandred Jesper ud hver Morgen,
Og hvor han saae en Kneipe aaben staae,
Der iled ind han som en fyrig Elsker,
Betragtende med Kjenderblik og Vellyst
Varieteterne paa Flaskehylden;
Med Fenrisulvens Glubskhed slugte han
De Sopkners Legio, ei ændsende,
Hvor meget end de kribled eller krabled.
Og Vægterne, som sad i Skjænkestuen,
Med Kaffekoppen vederqvægende
Det trivelige lille Legeme,
255 Beundrede Naturens sjældne Gaver
Og faldt, med udspiilt Øie, plat i Staver
Og hviskede fortroligt til hinanden:
»Ja! Jesper, det er, gale mig! dog Manden!«