Bagger, Carl Den Engelske Kapitain.

Den Engelske Kapitain.

1ste Gang trykt i Københavnsposten 5/7 1834. Dr. Villads Christensen har i Historiske Meddelelser om København I Bd. S. 186 henledt Opmærksomheden paa en historisk Begivenhed, der uden Tvivl ligger til Grund for dette Digt: Ugebladet »Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn« indeholder i Numret for 20. Okt. 1807 følgende: »Indfødte Engelske, som for otte Dage siden ere komne fra London, forsikre, at næsten hver Mand i Engelland er yderst misfornøjet med Angrebet paa Danmark. Selv de fleste Engelske Officerer, som have været med paa Expeditionen, ansee den for en Caperexpedition. Et mærkeligt Exempel herpaa havde Engellænderne, da de vilde lande: en Capitain, som længe havde ivret mod Toget, druknede sig, for ikke at blive nødt til at fegte for en saa uretfærdig Sag. De Engelske foregive, at han var lidt tungsindig.«

208

»Kan Retten tolkes ...: Vers 7 i den fjerde af Malte Conrad Bruuns »Aristokratiske Salmer«. - Kullagunnarstorp: Gods i Skaane, 8 km N. f. Helsingborg, berømt for den herlige Udsigt over Sundet og den sjællandske Kyst.

209

Lord Gambier var Chef for den engelske Flaade, der 1807 sendtes til København.

211

Du skal lyde Gud: Sammenbl. af to Skriftsteder: Ap. Gern. 5. 29.: »man bør adlyde Gud mere end Menneskene« og Matth. 22. 21.: »giver Keiseren det, som Keiserens er, og Gud det, som Guds er«. - la Gardies ben rømte Grevesæde: Jacob Gustav de la Gardie [1768- 1842], svensk Statsmand, Arkivsamler. Han samlede et Arkiv paa sit Gods Løberød i Skåne.

212

Ønskerne.

1

te Gg. trykt i »Flyvende Post« Nr. 99. 10/12 1827.

213

Fragmenter Af Den Spanske Krønike. Digtet er i det af Byron ofte [f. Eks. »Drømmen«] benyttede femfodede jambiske Versemaal. - I Jan. 1830 indsendte Carl Bagger til det kgl. Teaters Direktion en »original dramatisk Behandling af de spanske Romanzer om Rodrigo Diaz med Tilnavn Cid« og han bemærker, at »han har ikke blot fulgt Corneille, men 288 jævnsides og langt mere øst af de spanske Romanzer, Dr. Hubers »Geschichte der Cid nach den Quellen« (Bremen 1829) samt sin egen Opfindelse. [Robert Neiiendam: Carl Baggers Forhold til Teatret. Personalhistorisk Tidsskrift 6. Række 5. Bd. 1914]. De her nævnte Kilder er ogsaa - foruden Herders »Der Cid« - Grundlag for »Fragmenter af den spanske Krønike«. Af Romancerne har Bagger benyttet Nr. 733: »Die era de los Reyes« o. s. v. og Nr. 734: »En Burgos estå et buen Rey« o. s. v. [cit. efter Duran: Romancero General. Madrid 1854. Side 483-484], Over disse har han formet Afsnittet om Falken og Duerne [Side 214, Linie 8 - Side 215, Linie 9]. Endvidere Romance Nr. 912 [Duran Side 576], over hvilken har bygget Beretningen om Antolin den lænkebundne [Side 219, Linie 32 - Side 220, Linie 14]. Corneilles Le Cid følger han i visse af Handlingens Træk: Kærlighedsforholdet mellem Ximena og Don Rodrigo; Konflikten, som opstaar ved, at Don Rodrigo dræber Ximenas Fader; Don Rodrigo opfordres til at øve en Daad ved at drage i Kamp mod Maurerne [hos Corneille er det til Forsvar for Sevilla; hos Bagger for at indtage Zaragossa]. Allerede i det episke Digt om Cid, Crónica rimada (fra 12. Aarh., først bevaret fra 14. Aarh.) sammenstilles Kærlighedshistorien og Drabet paa Ximenas Fader med Rodrigos Kamp med Maurerne. Her anraaber Jimena Kongen om at give sig Rodrigo, hendes Faders Drabsmand, til Mand. Da Rodrigo høres i dette Spørgsmaal, svarer han, at før han rører Jimena, vil han drage ud og vinde fem Slag mod Maurerne [se Hans Aage Paludan: Til Visen om Torbens Datter, Danske Studier 1924-25, S. 139]. Ogsaa Herder sammenfletter Kærlighedshistorien med Rodrigos Togt mod Maurerne. - I Afsnittet om denne Kamp bygger Bagger iøvrigt paa Huber: Geschichte des Gid Ruy Diaz Campeador (med visse Tildigtninger). Tæt op af Herder holder han sig i Ximenas Monolog om Rodrigo [Side 213, Line 14, Side 214, Linie 8 fn.].

Cid: [Fordrejelse af det arabiske Sajd (Herre); hans 289 virkelige Navn var Ruy Rodrigo Diaz de Vivar] en spansk Kriger, født omkr. Midten af det 10de Aarh., død 1099 i Valencia, som han havde tiltvunget sig Herredømmet over. Ved hans Død maatte hans Enke Ximena overgive Byen til Araberne. Han skal have været »en samvittighedsløs Landsknægt, der førte Vaaben for kristne og muhamedanske Fyrster uden Forskel, altid kun opsat paa egen Fordel, grusom og troløs« [Østrup. Folkenes Hist. 3. S. 539-40]. Om hans Karakter kan iøvrigt henvises til: R. Ménéndoz Pedal: »El Cid on la historia« (1921), i hvilket Skrift han søges renset mod senere Tiders haarde Beskyldninger. I den spanske Digtning (El Poema del Cid, Crónica rimada del Cid og Romancerne) besynges han som en Nationalhelt.

Palafox en spansk General (1780-1847), forsvarede i 3 Maaneder (Nov. 1808-Febr. 1809) Zaragoza mod Franskmændene.

214

Hans Skjønhed dog vel ei - har ingen feige Sønner: / »Der Cid« lægger Herder Kongens Datter, Donna Urrâka flg. Ord i Munden: »Schøn bist du, wie einst Narcissus, / Weise: Salomon war weiser. Edel: deren giebt es Viehle. / Tapfer: Spanien erziehet / Keine Memme, Don Rodrigo. / Reich: das sind so viele Narren. / Weit berühmt: das waren Viele, / Mehr als du, und starben dennoch / Eingehüllet in die Tücher, / Menschlicher Vergessenheit« [Der Cid besungen durch Joh. Gottfr. Herder, Stuttgart 1838, Side 28-29].

End meer hun klaged i sin Eensomhed. - / Stort og Lidet skal vi være ens! jnf. ovennævnte Romancer Nr. 733 og Nr. 734. Af den sidste citeres i fransk Oversættelse flg. [Romancero Espagnol, Traduction complète par M. Damas Hinard Side 22 1844] »O roi! je vis dans la tristesse; dans la tristesse est morte ma mere. Chaque jour qui se leve, je vois celui qui tua mon pére, chevalier à cheval, tenant en sa main un épervier. Pour me faire plus d'insulte, il le lance dans mon colombier, me tue mes colombes élévées ou à elever et le sang qui en jaillit a teint mes jupes. Je le lui ai envoyé dire, il m'a envoyé menacer.« 290

215

Da skal, i Andres Paasyn, ogsaa vi See dobbelt koldt og vredent til hinanden - Snart fører jeg min Brud hjem til min Borg: hele dette Afsnit er aabenbart bygget over Basnæs-Motiver. Mærk f. Eks. Jasminlysthuset!

216

Og Zaragoza var i Maurerhænder; Almoctad hed den alderstegne Konge: jnf. Huber Side 111: »In der Zeit, wo von hier die Rede ist [1047-1081] war also König von Zaragoza: Almoctader«. Almoctad klædte som Zigeuner sig - da styrt ed Slægten: synes at være fri Opdigtning. I sin »Geschichte der Mauren in Spanien« kalder Dozy den Kalif, som Huber benævnede Almoctad for Achmed Moktadir. Bagger har altsaa givet Sønnen Faderens Fornavn.

218

Hixem den Tredie blev af Folket afsat; Paa Torvet raabte Mængden aabenlydt: ... Der er ei Held meer ved Ommeiastammen: jnf. Huber S. 10: »Nachdem einige Chalifen aus dem Stamme Ommeya das Reich der Araber auf den höchsten Gipfel der Macht und des Glanzes erhoben, fiel es unter den letzen Ommeyaden, besonders unter Hixem III, rascher und tiefer als es gestiegen war. Das versammelte Volk zu Cordova, die Schuld des allegemeinen Unglückes bei Einzelnen suchend, rief: »Der Herr habe sein Antliz von dem Stamme Ommeya gewandt, und seine Fürsten brachten Unheil über die Gläubigen!« Hixem ward abgesetzt und vertrieben.« - Da sprang paa Torvet frem - og han forsvandt: jnf. Huber: S. 10 »Ein Jüngling, der letzte Spröszling des Stammes Ommeya, trat hervor og flehete: »nur einen Tag moge das Volk ihm als Herscher gehorchen, den folgenden ihn tödten.« Vergebens war die thörichte Bitte, und von dem Jüngling haben die Menschen nie wieder etwas gehört.« Da pegede den gamle Konning op ... Gaa skamfuld bort og bedre Dig, o Konge: fri Komposition.

219

Kong Sancho: jnf. Huber Side 24: »Im Jahr 1063 ... führte der Infant Don Sancho ein Heer gegen Almoctader, König von Zaragoza (und dieser erkaufte 291

S

cherheit durch das Verspechen eines jährliches Tributs).«

220

Sin skyldfrie Broder, Antolin, lod smedde - Med hvad jeg leved, vil jeg ogsaa døel Navnet Antolin forekommer flere Steder i Herders Digt. Den Broder, hvem Sancho lod fængsle og lænke, hed imidlertid ikke Antolin men Garcia. Herom beretter den oven omtalte Romance Nr. 912: »Garcia var i Fængsel i over 20 Aar, og da han havde Lænker om Benene, kunde han ikke bevæge sig. Alfonso turde ikke løslade ham af Frygt for at han skulde tage Riget fra ham. Don Garcia blev syg. Alfonso befalede, at man skulde tage Jernlænkerne af ham; men det satte Don Garcia sig imod, idet han sagde til sin Broder Alfonso: »Broder jeg kan allerede ikke undfly Døden. Jeg vil ikke nu forlade de Lænker, jeg har haft om Benene, siden de ikke blev taget af mig i saa mange Aar af mit Liv. Jeg vil tage dem med mig, da de nu er mit Selskab; man skal begrave mig med dem i San Isidro en Leon.« Saaledes som han befalede det, opfyldte Don Alfonso det.« Det var saaledes ikke (som hos Bagger) Don Sancho, men hans Broder Alfonso, som vilde løslade Garcia. End i Zamora paa hans Gravsteen staar: jnf. Huber Side 125: »die Grabschrift Garcia's in San Ysidro de Leon: Hic Requiescit Domnus Garcia Rex Pertugalliæ et Galeciæ, filius Regis Magni Ferdinandi. Hic ingenio captus a fratre in venculis obiit era 1128 (1090).« - Med Guds Hjælp faae vi atter nok Zamora: Zamora blev definitivt forenet med Kongedømmet Léon i 1093. - Zamoras Kirkeklokker: jnf. Huber Side 25: »Seit dem letzten, groszen Einbruch der Mohren unter Almansor, hatte die Stadt [Zamora] ode gelegen. Die Glocken ihrer Kathedral dienten als Lampen in der groszen Moschee zu Cordova.« Afsnittene III, IV, V er fri Digtning, ikke mindst det Moment, at Don Rodrigo hævder, at han kun har villet saare, ikke dræbe Grev Gormas, se Indledningen Side XV.

227

Saa lad ham ride da mod Zaragoza: Zaragoza blev først erobret 1118. 292 Hjemkomsten. Trykt 1ste Gg. i »Søndagsbladet« 5. Juli 1895.

230

Sommeren. Moskovitten: Musvitten. - Forvalteren prygler paa de hovne: en lignende Situation omtales i »Min Broders Levnet«Side59.

232

Efteraar og Vinter.

1

te Gg. trykt i H. S. Holst: Nytaarsgave for danske Digtere 1. Aarg. 1835.

234

Piratens Endeligt.

1

te Gg. trykt i H. P. Holst: Nytaarsgave for danske Digtere. 1ste Aarg. 1835. Schwanenflügel. [Side 100] mener, at Rytmen skal være laant fra et Ungdomsdigt af Heiberg. Han tænker aabenbart her paa »Vaaren og Freden« 1817 [Smid. Skr. VIII. 286]; jvf. 1. Linje: »Held os! den Gamle med Rimfrosne Lokker / Vinteren flyr.«

238

Næsbyhoved Sø.

1

te Gg. trykt i H. P. Holst: Nytaarsgave for danske Digtere. 4 Aarg. 1838. - Næsbyhoved Sø laa en Fjerdingvej fra Odense. Den er nu udtørret. Paa den skovbevoksede »Slotsbanke« omtr. K Mil. N. f. Odense har den i Middelalderen berømte Kongsgaard Næsbyhovedligget.

240

Dampskibet »Løven«.

1

te Gang trykt i H. P. Holst: Nytaarsgave f. danske Digtere 3. Aarg. 1837. 2den Gg. i A. E. Boye: Parnas. 1840.

S

revet Lørdag 15/10 1836. (Olrik. 74). Mit stakkels Bryst er Urnen liig: Schwanenflügel [S. 99] gør opmærksom paa Ligheden med Tegnèrs Mjältsjukan, sidste Vers: »Mitt hjärta? I mitt bröst finns intet hjarta / en urna blott med livets aska i.«

244

J. Chr. A.
1te Gg. i Fyns Stifst. 14/8 1841. J[ens] Chr. A[ndrup] var Agent, fhv. Stadshauptmand i Odense, Major. [Richter: »100 Aars Dødsfald« I. 30]; han døde 9/8 1841, 58 Aar gml., og ved hans Begravelse blev nærværende Sangs tre kortliniede Strofer afsunget.

293

246

Juliane Marie Fiedler.

1ste Gg. trykt i »Kjöbenhavnsppsten« 30/1 1837. Juliane Marie Fiedler var født Sporon (23/9 1781- 3/1 1837), Datter af Konferensraad B. G. Sporon og Hustru Beate Albertine. - Digtets 4 første Linier er Citat fra »Foraaret«.

248

Plantagen: »formentlig et Nyanlæg af Justitsraad Fiedler, der »indtog et stort Stykke fra Stranden, som nu er opfyldt og omgivet med Vand og udgjør en liden Insel, som ... paa begge Sider er beplantet med alskens nyttige og sjældne Træer, der alle staaer i frodig Væxt, der meget fornøjer og indtager Øjet«« [Olrik 77.].

249

Mignon i Graven.

1st Gg. trykt i Ove Thomsens »Nyt Aftenblad«. 18/11 1826. Nr. 46.

I »Wilhelm Meisters Lehrjahre« skildres det lille Linedanserbarn Mignons Forhold til sin Ven og Beskytter, Wilhelm Meister. Da han forlover sig med Therese, brister hendes Hjærte; Wilhelm Meisters Stemning ved hendes Død er Udgangspunktet for Baggers Digt. I Mignons Zigeunernatur og i hendes skjulte Herkomst har Bagger fundet personlig Tilknytning til sit eget Væsen og sin egen Skæbne. Se »Wilhelm Meisters Lehrjahre«. 2. Bg. 4. Kap.; 3. Bg. 1. Kap.; 8. Bg. 5. Kap.

250

Ballade. i Rallen: (her) i Halsen. [Molbech: Da. Ordbg. II. 528].

253

Cantate.

Hoc ridere meum o. s. v. »Denne min Latterevne, saa lidet den er værd vil jeg ikke sælge dig for en Illade« (Persius Sat. I. 122). Ilyaundieu: ordsprogs« agtig Talemaade (»II y a un dieu pour les ivrognes. La Providence semble les préserver des accidents«, Hatzfeld og Darmesteter. Dictionnaire I. 741). Proverbes de Salomon II betyder vel Salomons Ordsprog 2det Afsnit. Et saadant begynder ved Kap. 25. I Kap. 31 hedder det, at man ikke bør give »Konger at drikke Vin, ej heller Fyrster at drikke stærk Drik « (V. 4): men man skal give »stærk Drik til den, som er ved at 294 omkomme, og Vin til den, som er beskelig bedrøvet i Sjælen, at han maa drikke og ikke mere komme sin Møje i Hu« (V. 6 og 7).

255

Augustinus: Tobaksfabrikør (Vestergade 41; Kbhvns. Vejviser 1834).

258

Søfuglen. Stolt er Ørnen: se Indledn. Side VI.

260

Prolog:

Du har, o Danmark, mange Ædelstene o.s.v. Smig. »Danmark ... Eier Ædelstene nok« o.s.v. (»Til seren«).

265

Et Svar til min Svoger.

Svoger: Fr. Fiedler, som havde opfordret Bagger til at oversætte Byron . . . »Jeg elsker Byrons Pegen hen mod Nord« kan hentyde til Vers som flg. fra »English Bards and Scotch Reviewers« (V. 941 ff.): »Scotland! still proudly claim thy native Bard / And be thy praise his first, his best reward! / Yet not with thee alone his name should live, / But own the vast renown a world can give; / Be known, perchance, when Albion is no more, / And tell the tale of what she was before; / To future times her faded fame recall, / And save her glory, though his country fall.«

Sveget det engang givne hellige Ord: Byrons Ægteskab med Mrs. Milbanke blev ophævet Aaret efter, at det blev indgaaet, og man gav Byron Skylden derfor.

sveget tause Løftet om Som Pair at værne Folkets Helligdom: naar det siges, at Byron har »sveget tause Løftet,« betyder det vel, at han har skuffet de Forventninger, man efter hans Fortid [her: Tiden inden han blev Peer] kunde stille til ham; nemlig Forventningerne om, at han ogsaa som Peer vilde værne Folkets Helligdom d.v.s. deres Menneskerettigheder. Bebrejdelsen er næppe begrundet.

267

At plante libanonske Ved / Paa en uhjemlig om end vakker Bred: ligesaa lidt vil han omplante Byron til det danske Sprog, som han vil omplante Libanons Ceder til den danske Jord.