Arrebo, Anders Uddrag fra Hexaëmeron. Første Dag

Førend Soolen saa skær blef skabt, ret Liuset at tænde,
Førend Soolen saa klar, som Verdens Øje mon være,
Med Planeternes Skar' oc Maan' oc Stiernerne Skære,
Nogen tiid blef udkast, oc virkt paa Himmlen den reene,
Verden at liuse fast, som blankest' ædele Steene.
Er da Datteren før, end Moderen monne fremskriide,
Sligt mand neppelig hør, det Naturkyndig' ej viide.
Vi her skulle forstaa', om Liuset dømme, som førre
Om Materien raa, Gud vilde Verden af giøre.
Ligesom Moses der det monne Jorderig næfne,
Som ej Jorderig er, men Sæd oc Jorderigs efne;
Vi oc skulle forstaa, ved Lius, Gud første Dag giorde,
Den Materie raa, hvoraf der skulde lius vorde,
Hvilken Skaberen god der efter Dagen den fierde
Kostelig mestred' ud, oc ret fuld Klarhed forærde,
Ja uddelede der slig Sæd stafered til alle
Skinnende Legemer, som ham bedst kunde befalde.
Soolen gaaer for i dants, bær Lycte for Stierner end alle,
Gifver oc Maanen glants, de hende Frue maae kalde.
Liunild oc anden Ild, oc ædle skinnende Steene,
Stierne hver blank oc mild, Planeter liuse samt reene,
Som vi viidere faaer paa fierde Dagen at høre,
Hvor den HErre formaaer sit Lius ofvr Verden at føre.
Skulle vi midler tiid os det om Liuset indbilde,
Som Lius-Mesteren bliid den første Morgen bestilte,
At det liuste med Skel, oc var saa skinnend' et Øje,
At sig Jorderig vel dermed tre Dage lod nøje,
Søndag oc Mandags tiid oc Tiisdag siden til qvelde,
Liuste Materien hviid før Dagen vilde sig helde.
Vi her lade det staae vill' ej paa svellende Dybe,
Men slaa Seglene fra, oc inden Skærene krybe.
U-randsagelig ting os icke gafner at forske,
Job gaaer saadant omkring, men sligt randsage de dorske.
Vi behøfver ej meer, end at vi skue med ære,
Ja med Under vi seer, Gud ypperste Mester at være.