↩
Ingen blef anden qvit, før de laa falden i Grobe.
Liuset blef Mørkheds mand oc mørket Liuset udslucte,
Ingen da saae sin Haand, naar hver sit Herreverk brugte,
Blefve paa ny igien et Chaos, mangen at kiuse,
Aldrig fik Verden Skin, oc skint' ej Dagen hin liuse,
Mod slig underlig Chor, mon Ordens Herren fremriide,
Setter en Pind derfor, kan slig u-orden ej liide,
Skicker oc hvert sit maal, hvor viidt hver skulle sig strecke,
Ved den ringeste naal kand hand der ofver ej trecke.
Gandske Jorderig viid hand dem til Grentser mon sette,
Forekommer saa Striid oc dermed demper al trette.
Lius Dag-HErren saa skær hand ofver Jorden regierer,
Mørk Nat-herren oc er, hand under ej mindre hofverer:
Skifte saa gaard paa ny, naar Dag sig packer af Lande,
Rider strax Nat i By, med sorten Fanen i Haande.
Ved slig Orden oc Skik, skal det til Dommedag vare,
Lige til Punct oc Prik med Sommer oc Vinter hin svare.
Vi saa kunde forstaa' hvad Skilsmis Mose her meener,
Gud fandt mesterlig paa, oc Nat med Dagen foreener.
Allerviiseste Gud, du est i Gierninger præctig,
Victigt er hvert dit Bud, oc al din Idret er mæctig.
Kunde din Hierte-mand, af Nat oc Dagenes skifter,
Kænde din Ære-stand, at du sligt drabelig stifter,
Ville vi oc med ham, for samme Gierning dig ære,
Os see viidere frem, hvad Titel de monne her bære.