↩
Være sig Græs oc eng, Korn, Fruct, oc være sig kierne,
Være sig roo i Seng, oc være sig hviilen i hierne,
Natten det bytter ud sin viise Skaber til Ære,
Natten er derfor good, som Dagen sagdis at være.
Begge bør liige Priis, de begg' oc ære fortiene,
Dog meest Skaberen viis, Gud, Sønnen oc hellig Aand reene.
Vocte sig derfor hver, hand ej Guds Orden forkeerer,
Oc med Svermen oc blær, den nattelig hvjle, fortærer,
Ja med dobbel oc Drik, den søde Natte-Søfn bryder,
Samt, med Balgen oc Stick, som Løfven, Skraaler oc Skryder:
Oc saa Dagen imod, som Sviin, til Middag, hensofver,
Intet nyttig oc good, til det, mand priiser oc lofver.
Slig Cyclopiske Viis, oc Epicuriske Lefnet,
Gifver en skiden Priis, oc Lønnis med idel U-trefned.
Derfor hver, dagen bliid, med Arbeid oc Møde, fortære,
Oc, af yderste fliid, med Gud oc Æren, sig nære.
Natten sof sødelig, gif HErren alting at raade,
Hannem befal du dig, saa lefver du Christelig maade.
Hermed hafve vi da, bract første Dagen til ende,
Gud regiere os saa, vi ret hans Godhed maae kænde.