↩
Der tvert imod, at den, som er af Aanden baaren,
I Troen prøfvis kand Guds Ven at blifv' udkaaren.
Men som den Hof-tyransk affældig Mamelucker
(Jeg meen det Diefle-pak, der mod sin Skaber pucker)
U-villig altiid er, oprictigt Folk at tienne,
Men meer (om mueligt var) al Velfart dem formene:
Saa er, der tvert imod, den vel bestandig Skare,
Der ej forlod sin Stat, de ydmyg' Engle klare,
Gern-villige tilsinds did hen sig at forføje,
Hvort dem ledsage vil Guds Bud oc hellig Øje:
Oc deres forsæt er til ingen anden ende,
Hvort de far' op oc ned, oc hvort de sig henvende,
End at den høje Gud, jo meer oc meer kand æris,
Oc hans Børns Salighed jo meer oc meer formeeris:
Forbøden Lyst gaaer ej i deris Hierter bløde,
Guds hellig Ansict klar at see, er deris føde.
Af det fortabte Faar de Poenitentsens Taare,
Er deris Nectar som de eftertørste Saare.
Et Mennisk' æresiugt, ej tracter efter meere,
End mand ham vilde strax, Land, Kron' oc spiir, Levere:
Men denne Skar' ej saa, paa nogen Højhed tænker,
Til arbeid deres Lyst med stilhed dem ej krenker.
Thi Herren skal saa snart ej med sit Hofvet vinke,
Sin Meening sige frem; Ja, skøt snart icke tæncke
Paa nogen nogen Ting, der Engle-post udkrefver,
De det jo strax fuldgiør, saa gierne som de lefver.
En Engel Agars fluct forfølger strax paa Foode
Forsuckrer hendes sorg med Trøst oc Raad saa gode,
Tilmed i vildsom ørk, det kilde vand frem viiser,
Som qvægned' hendes Søn at hun Gud Herren priiser.
En Engel fører an til Krig Israeliter,
Af Englen, Jacob Kraft faaer, imod Edomiter
En anden villig var, Tobiis, siun at tilføje,
Saa hand vel kunde see paa ny, Guds Himmel-øje
En anden jler fast, til Nazareth, med Lyste