↩
Ti den er Ilden næst; oc did end oc henhører,
Den u-fuldkomne mængd de Meteorer heede,
Som fødes i den Luft: Thi saadant højt et Sæde,
De kaalde kund' ej naae, men sammen fryse førre,
Som vi i anden Sal, vil viidre faa at høre.
De Meteoron er en Sankning sammendragen,
Af Røg oc fuctig Damp; i Luften til stoor bragen,
Ved Sool oc Stierners Kraft, som den i højden drager,
Oc efter egen art, til Ild oc Vand dem mager.
Som Badstu-manden kand med sine Kopper varme,
Opdrage fuct oc Blod af skuldre, Been oc Arme:
Saa kand oc Soolen varm foruden ald u-mage,
Af Jordens Svede-hul baad' fuct oc røg opdrage.
Merk Meteoron som højt udi Luften brænder,
Det fluer eller staar, det sveber, fyger, render,
Er af en varmer Damp, een Røg tør af Natuure,
Som snarlig tændis op, af Luftens heed' hin stoore.
Jo tørrer Røgen er, jo højer den opstiiger,
Oc til det tredie loft saa ijligen henfiiger.
Oc end dog ingen tiid sin Damp for Solen giemmer,
Dog Vaar oc Høstens tiid sig der til bedst beqvemmer,
Ja Aften Morgen oc; Thi Sommeren fortærer
Den damp med heede siin oc Vinter-frost den skærer.
I øfvrste region de meteora vanke,
Der stundom brænde ud, som blus oc Lamper blanke
Det hender sig vel oc, at Røg oc Damp sig tænder,
Ret som en Pille skabt, oc som en Pille brænder.
Oc som et Bysse-kruud, naar du der Ild paastinger,
Er det i Haabe lagt, da Hopper det oc springer:
Saa samlis haabe-tal i Luften røg hin heede,
Os tændis op i spring som bucken kaad, den feede.
Men naar den setter sig i dopper smaa oc mange,
Oc siden tændis op, som gniister de da prange.
Seer du et Fyr-verk oc dets Leilighed betracter,
Det meget lærer dig om Meteorers Facter.