↩
Naturen danner dem, som dragen naar hand fluer,
Naar en gemeen det seer, hand tøfver icke længe,
Men siger; dragen fløj nu hen til sine Penge.
Her gaar den Lycte-mand oc luurer mangen Bonde,
Som vender Kiortlen om oc Hetten med den runde.
Faar hand sin Klædning vend, naar hand gaar hiem fra gilde,
Strax blifver pugen skend, oc kand ham ej forvilde:
Det er en fæder røg, som Jorden af sig gifver,
Som vilde stige højt, men frosten den angrifver,
Der nappes de saa hart, at røgen derved ildes,
Oc drifver hiid oc diid, saa Bonden derved vildes,
Som meen det er et Lius, i næste By, paa stage,
Men gak din rette Stie, oc lad dig ej bedrage;
Paa mooser meest det skeer, hoos Kier-gaard' oc moratser.
Hvor fedmen sumpig er, saa oc hos Retter-pladser.
Sanct Ellen-Ild saa tynd i tou oc Tackel hænger,
Ved Speds oc Hellebar, ved Torne, spiir oc Stænger,
Ja ved dit Hofvet-haaer som Guld-løf, dog ej brænder,
Materen er saa fiin at Ilden icke skænder.
Den Baadsmand frycter sig, at Stormen er i hende,
Men vâr kun skødet vel, bed Herren hielpen sende.
De meteora vaad' end oc her nedre flyder,
Her fluer dug oc taag', her riimen hviid sig yder,
Den Sommer-dug nedslaaer, i Taarer smaa oc bolde,
Men Høst oc Vaaren kaald, giør den til Riim hin kolde.
Her under Æole, med din mangfoldig Aande,
Hiid frem oc lad dig see, som blæs i alle Lande:
Du vind med Selskab dit, hâer oc her nedre hiemme,
Dog du i andet Choor er tiit i Skyen fremme.
Du Meteoron est, af tvende ting beblanded,
Det eene meget tørt, dampactigt er det andet.
Thi var det ijdel røg, blef det til Lius oc brande,
Men var det ijdel fuct, det blef til Sky oc Vande,
Dog er den ringste deel, af fuct oc damp hin vaade,
Men Røgen meget tør, vil meest for spillet raade.