↩
Du maat fortælle mig de Lufte-siuner blanke,
Som ret malm-actig er' oc sin materi hafve,
Af taage, Røg oc Damp, som sig tilsammen lafve.
Nu bad jeg gierne dig, før Sool gaar slet til hviile,
Min Pen end liidet maae, dig Dicter, efter stiile
Om de Emphaticis. den ring om Maanen settis,
Om Sool oc Stiernerne, naar Krants om dennem flettis;
Er Krantsen ansict-rød, med Storm den Farfve falder:
Oc bær hun Gusten Kind, hun længer Postens alder:
Men er den roosen-hviid, godt værlig det betyder,
Om mand med syndig iid, ej roosen sønderbryder.
Naar Himlen luckis op, oc siunes slet at brænde
Da saadant brynde stoor, oc oprør gîr tilkænde.
Oc naar os siunis, som der skinne Sooler mange,
Naar Soolen først opgaar, oc vil hen under gange,
Betydis vist dermed, at Regn er snart forhaande,
Oc at Regenteren u-secker er i Lande.
Seeis oc Regnbuen rund, med sin mangfoldig farfve,
Som tiit i Luften staar med saadant Gafn oc tarfve,
At Regn er snart forhaand med iiling nogle dage,
Naar buen spendis ud da været sig vil mage:
Men seeis den udi Regn, da mange dag' ej varer,
Før Luften vaad oc streng med deiligt vær opklarer.
Dog bør en Christen ej opslaa sit syndig Øje,
Oc Noe bue skøn, besku' udi det Høje:
At hand jo vist Guds Pact oc Naade maae betænke,
Som er med Noe giort, den Gud oc ej vil krenke,
Saa Vandet aldrig meer skal Verden ofver-svemme,
Dog hun det nok fortien med sine Synder slemme.
Forsickred du dog bliif, Guds vred' ej hafver ende,
Ofvr den U-gudelig, men snarlig vil udbrænde.
Med Ild betaler hand, det hand med Vand mon skone,
Thi søg i Naadens tiid, hen til den Naadsens Throne.
Om saadan Lufte-drag, som saa i været stiimer,
Jeg vilde høre dig, vel sild' oc heele Tiimer,