Arrebo, Anders Uddrag fra Hexaëmeron. Tredie Dag

Min Gud, min frydes Gud skønt ofver mig udspente,
Urania saa rank mig Pegasum forleente,
At jeg den Himmel-borg ret iilig gennem rendte,
Besaa den Bygning skøn som Soolen skulde gæste,
Som Maanen skuld' i boe det Slot Planete-feste,
Hvad Pract der er for haand, kand jeg vel aldrig skrifve:
Dog vil jeg morgen dag der om til Pen mig gifve.
I Luften jeg da foor, oc fandt der Liif oc Aande,
Udi de trende Choor, jeg fandt vel allehaande:
Der gaf mig Ære-Skud den lange Torden-Slange,
Fyrmørsen med sin Bold, oc Sky-kast giorde mange,
Der sprang den ilde-Buk, der dragen fløj den røde,
Der vist' oc Æoli Soldater hart at støde,
Af kuuben svermed' ud de hviide bier mange,
Med saadan Tiids fordriif, foort dagen gik den lange,
Men der jeg da blef træt vild' helde mig til tue,
Mig undtis ej de kaar som Noe simpel Due,
Men skulde jeg faae Roo, da mod Naturens bedste,
Den bølge mørk oc blaa jeg atter maatte gæste:
O Vand, formænget Vand, du Landet for mig dulte,
Det volte min Guds Haand, at du mig ej bortskulte.
Nu finder Ørnen Huus, nu hitter Falken rede,
Nu dages Landet op, nu legges broo hin brede.
Nu rinder Skof af Jord, nu grooe de enge grønne,
Nu staaer i Sommer-flooer, Lyst-hafverne de skønne.
Jeg som forleden dag, for Vand ej blifve kunde,
Gaaer nu i Græs til Knæ oc midt i roosen-Lunde,
Det søde Fiigentræ, de Viindru hviid' oc røde,
Jeg to Dags faste lang kand nu med mætte bøde.
Her, her, er heele-bood paa tvende mangel stoore,
Som jeg den første Dag de kæremaal paa giorde,
Det Afgrund-Vand forgaar, som Jorden for mig qvalde,
Den øde Jord oc tom bær Fruct ti-tusind folde.
Sig mig Neptune sig, hvi flyde du saa fage?
Sig mig, ô Nereu sig hvi slaaer du saa tilbage?