↩
Det kund' ej heller skee, vi altid kunde nyde
Sex af tolf Kredse-Diur, som sig paa Himlen yde.
Nu vild' end Skaberen, med Verdens Kreds den runde,
(Som ingen Ende haer) erindr' os nogenlunde,
Om Ævigheden sin, den er foruden Ende,
Foruden Anfang oc, som Ordet gîr tilkænde.
Om du vilt vende for, her findes Bierge mange,
I Jordens Kreds til med de Sprecker bred' oc lange,
Thi er den icke rund. Fast minder det betyder,
Paa saadant Legem stoort naar nogen Top sig yder,
End om paa nogen Klod een Flue kunde klicke,
Oc om der paa med Pen blef sæt een liden Pricke:
Een Bierge-refve der er smaler (saa at skrifve)
End du med Naale-Aad i Klippen kunde rifve.
In summa HErrens Haand giør alting viiselige,
Det fuctig Element det tørre Jorderiige,
Der Jorden uden Drik sig ej forlyste kunde,
Der Vandet uden bræd sig flytted' ingenlunde:
Da gaf Gud dem i Haab, som sammen vilde være,
At Jordens aabne Skød antog det Vand med Ære,
Oc Vandet lejret sig om Jorden ind' oc ude,
Saa de tu Element nu giør' en runder Knude.
Her frem du Ocean, du brede Haf oc soorte,
Min Musa tald' om dig tilforn med Ord vel korte:
Du est en Under-mand, hvo dig skal contrafeje,
Med din Greenfoldighed oc din' u-talde Veje.
Hand skal staae tiilig op, oc viide med dig træcke,
Oc staae for mangen elf, for Aae, oc striide bæcke.
Du hafver mange Nafn! hvo tælle kand din' Arme?
Hvor mangen herlig Øe du bær i fafn oc Barme!
Ræk mig din' Arme hiid, lad see de Fingre lange,
Fiir' eller sex her frem, af dine Greene mange,
Oc vær min Admiral en Haand-stund uden hviile,
Jeg vil for alle Segl dig troolig efteriile.
Du Bælth oc Øster-Søø mig ligger næst for haande,