Arrebo, Anders Uddrag fra Hexaëmeron. Tredie Dag

Foruden bojert far, som tumled ud-riverer,
Thi ham den Salte-Søe et Boord til fals forærer.
Dog allermest det skeer hvert Menniske til Nytte,
For nødig Lifs Ophold, til allerstørste Byte.
Thi var ej Vandet Sylt, hvo skulde Salt dig gifve?
Oc hvo foruden Salt ved helsen kunde blifve?
Salt Pudre-mad dit Nafn, for Urter bær du Krone,
Salt Vare-mad dit Nafn, jeg kand din Dyd ej skone.
At Achelous ej Neptunum kand forferske,
Med Elf oc Becken sød, oc hannem saa beherske.
Det Soolen volder, som den Ferskhed til sig drager,
Oc Beckens søde Kern med gylden mund optager.
Tvert om at Stranden ej aldelis sig forlager,
Oc blifver Salt som Ild, det atter Soolen mager,
Som gifver hves hun tog, oc Skyens Aarer bryder,
At elf oc søden Beck i Stranden Salt hen flyder.
Om den Amphitrisk Mark, haer ej saa sylte Kilder,
Det volder Bek oc Aa, som altid der i trilder,
Oc mest forfrisker det som ligger nest forhaande,
Thi findis mindre Salt i smaa end stoore Vande.
Stoor Under, Ocean, jeg saa paa din Spatsering,
Din Ebbe samt din Flood, dit Søø-fald din Formering.
Med tvende Fødder rask' alt vel du med kand tage,
Den eene liige frem, den anden fort tilbage.
Din liige-gaaende Flood, som ej tilbage flyder,
Af Noorden Synder paa natuurlig-viis sig skyder.
Thi al Seilats i Nør end Synder, tunger falder,
Des jeg til Vidnisbyrd hvert Admiralskab kalder.
Den ofvermaade Kuld, som falder Nord i Lande,
Formeerer Strand med Snee, forvender Luft til Vande.
Tvert om i Synder Ort, den varme Liusens Konge,
Formindsker salten fior, opslurker Draaber mange,
Thi maae den Nørre-strand natuurlig Synder falde,
Som Vand af Bierge liid, fart ned ad hâr med alle.
Den anden seldsom Flood, som gifve kand oc tage,