↩
Hvor herligt er dit Nafn blandt Bølgerne de grumme?
I Stranden dyb oc Grund, i Søen oc den romme?
Dig ære Draaben klar i Stranden Salt vist gifver,
Dig priiser hviiden Sand som Hafvet alt begrifver,
Dig lofve Tanget grønt, Coraller, Perler dyre,
Min Musa fra din Priis sig aldrig lade styre.
Graahærded Ocean, mig falder nu i Sinde,
Der jeg i fordum tiid saa Hippocrenen rinde,
At de Gudinder ni ved Beckene spadsered',
Om dig oc dine Børn de meget discurrered:
Da fik den Ære-krants din Søn for Vanden' alle,
Som Terra fødde dig, de Acheloum kalde.
Thi al den søde Kiern, du selfver haer i Volde,
Oc deel natuurlig-viis med Jord din Viif hin bolde,
Ja, hves tribut oc Skat du Soolen daglig gifver,
Alt saadant sucker Vand, din Søns alleene blifver.
Hand er en Ofverskenk paa alle Kongers Huuse:
Oc med sit guld-Credents opfylder Kier oc Moose:
Hand læsker Folk oc Diur, de vilde med de tamme,
Confojer op oc ned de smaa oc stoore Pramme.
Hen til hans varme Bad forreiser Mand oc Qvinde,
Oc de hand gunstig er stoor Helsen der befinde;
Med Dug oc hviiden Liin hand Herrers Tafel breder,
Hand grønnen bleege-dam med hviide Blomster klæder,
I Køken Mester-kok, hand Gartner er den beste,
Hand bedre Møller er, end hundred tusend' Heste.
I Posten Sølfver-klar hand springer oc udrinder,
Udi hans Lege-dam spil Karpen friit med finder.
Om hand saa u-beseet for Øjet skulde flyde,
Min Musa var ej værd hans Læske-drik at nyde.
Som Aaren bloode-fuld sig hiid oc diid forstinger
I alle Legemer: saa, udi Jorden springer
Vand Aaren underlig. Naar den igiennem bryder,
Fontenen Speile-klar, oc Springe-kilden flyder.
Fra dennem rinder ud smaa Beckene saa klare,