↩
Med farfven tuusend fold er alle Mesters Mester:
Dog i den Roosen-lund oc i de grønne dale,
Atskillig stilk oc qvist med farfven meere prale.
Med saadan planters pract, fordreflig farfver høje,
Oc deres dyre fruct, lood Gud sig ej fornøje:
Men haer oc underjords slig kraft i rooden plantet,
At mørdisk Pestilents blir ofte der ved ganted,
Den blanke Vater-soot, Podagr maae derfor bucke,
Oc mangen Feber heed sin onde brynde slucke.
Oc hvo i tvilfs-maal staaer, at Urter somme tiide,
Jo Charon skadet haer fuld mange goode hviide:
Hans Ferre ligge maae, naar hand vil gierne segle,
Plutonis røged vraa, for gæster tiit oc feile?
I vuggen mangt et barn sin brudeseng maatt' hafve,
Af Verden mørk oc trang, oc strax her ned i grafve,
Om Jordens Apoteck dets alder ej forlængde,
Oc Gud med kraften stoor den ringe rood besprengde.
Een sød viole-luct, en Balsam eller roose,
Kand den som Daaned er, i mark oc vilden moose,
Forqvegne hiertelig, oc væcke som af døde.
Dog her i priisen bær med sine stilke røde
Syngadi blomster hviid, i luct foruden liige,
Den røgels' allerbedst udi Maleiske Rige.
Oc er de blomsters art vel selsom at begrunde,
Thi de alleene grooe, i mørke natte-stunde:
Saa snart den aften tiid i hafvet Soolen bryder,
Saa brat Syngadi træ sin liflig blomster skyder:
Men aarle morgen Lius naar Sool skin ofver Skofve,
Affalde daglig dags, oc ligg' i tycke haabe
Thi kaldes det end oc et træ som er bedrøfved,
Oc Parisatico som blef sin Daatter røfved.
Thi Parisatico een deilig Datter Aatte,
Som Soolen friede til, oc hendes gunst formaatte,
Men slog dog hal' i Vand, der hun var krænked ilde,
Hvorfor den skønne Brud ej trøst annamme vilde,