↩
Den megen Ager-fruct, Rug, Hvede, Byg oc Hafre,
Med deres kierne-kraft de Kinder holde faure.
Vor nøgen baren krop, til hylster, skiul oc decke,
Den Bomuld, hamp oc hør, maae sine tafver strecke,
Oc bindes højt i raa, fra andre Land' at hente,
Hves mand i eget Land, til nødtørft, ej kand vente.
Oc at den kostfrii Jord, ej lader sig fortære,
Da maae den aarlig Aars nyt korn oc kierne bære,
Oc marken som en Ørn, maae sig forny, forunge,
Som du almæctig Gud det biuder med din tunge.
Du giør at Korn oc frøø i Jorden pløjd oc grafved
Med harf' oc rifve skarp forkruuset ræt oc afved
Forgiefs ej kastes maae; men spiirer fast oc spryder,
Oc med sit grønne næb de soorte furrer bryder,
I Jorden rooden sig befæster oc forbinder
Dernæst af spiir i blad, af blad i stilk oprinder,
Af stilken skiuder op, i axet kiernen settes
Oc af et jord-dødt korn mangfoldig ny oprettes.
At regnen, kuld oc vind oc Soolens hitzig Øje,
Skal ej den svage kiern forderfvelse tilføje,
Med hylster Skal oc huus, Naturen den bevarer,
Med vip oc spidse hoorn for Fuglene forsvarer,
Med knuder, led oc knæ det svage straa beryster,
At det med fructen tung ej knæler eller bryster.
Hvad skal jeg sige meer? Hvo kand i Verden mindis
Den ofverflødighed af Jordens gafver findis?
Mnemosyne er tret, vil icke med mig holde,
Thi maae jeg signe dig, ô Moder min du bolde.
Jeg dig ret ligne maae ved Lammet jo det feede,
Som spiller lystelig paa hine grønne heede.
Thi hves der findes paa, foruden eller inde
Er got oc nydeligt: saa est du oc at finde.
Din ryg er slet betaet med riigdom, goods, oc Ære,
O skønne Dædala, du vel maat kronen bære
For trende Systre din, om du i barm den riige