↩
End aldrig foster bar, du aldrig dog haer liige,
Thi Jorden i sin Bug, bær saadan skat oc æfne,
Oc de Clenodier som mand kand aldrig næfne.
Saa tæt som him'len blaa med Stierner er beplanted,
Oc Strand med Bylgen blaa er kruused oc forkanted;
Saa mangen green oc qvist den grønne Skof udskyder,
Saa mangen svindig Fugl, som bløde luften bryder:
Saa mangen ædel Skat bær Jorden under kaabe,
Oc under Kiortel grøn, i mange tuusend hobe.
Hvad skal jeg tale her, om Skefverbierge mange,
Hvoraf de høje Torn, som viidt i marken prange?
Om Marmorsteenen fast, som saa Pallatser klæder?
Om hviiden Allebast, som Choor oc Tempel glæder?
Om Spitsglas, Qvegsølf glat oc anden bierge blanding?
Om brun-røt Mini rød, oc saadan Malers ganding?
Om Kaaber eller Ten, om Messing, Staal oc Jerne?
Det blinkende Cristal, som skinner nær oc fierne?
Om Sølfvet skært oc hviidt den Kiøbmands beste Vare,
Metaller ofver alt, oc mineralle-skare?
Det er en ringe ting, med Guld oc Ædelsteene,
I liige vect oc graen, oc vandets perler reene.
Siig frem Araca Land, du Pluti rette boolig,
Du riige Pegu Jord, her frem, oc siig det troolig.
Hvad riigdom du formaaer: Sumatra Øe fortælle
Du dyrbar Ophirs Land, dit guldskriin maae ej dvelle,
Du Peru, Chinæ grund, viis mig din gylden Aare,
Du Decan, Bisnagar, din' Ademantske vare,
Rubiner roosen-rød' oc purpur Amethyste,
Carbunkel rød som glød, i Øjet skin som gniste,
Topas liig Ademant, Smaragd den Løfve-grønne,
Turchoser præctig blaa, Sardonier de skønne
Med saadan ædel Skat er Jorden mæctig svanger,
Oc af sin Skaber-mand slig herlighed undfanger.
Det er en Fader riig, det er en Moder dræctig,
Der saadan foster bær i barm oc armen præctig.