↩
DEn Lerke frydefuld i Lufte-Sal hin høje,
Opfluer spiire ræt, mod Verdens liusest Øje,
Sig atter ned igien til grønnend' Ager svinger,
Oc hvor hun far oc er, sin Skaber Psalmer siunger:
Langt meer' end egner dig, din hellig Luth at røre
Sød-stemmig Musa min; af Helicon at føre,
Det lærde Jomfru-Choor, med deris fiils-been ziter,
Oc bed' at Orpheus paa harpen sig befliter,
Oc modulerer saa, at grønnen Skof den springer,
Oc striiden Aargangs-aa, sit Strømme-løb betvinger:
At mark- oc bierge-vildt fortammer sig oc spægis,
Oc den kaad-findig Fisk til Land af fryd bevægis.
Thi, giør jeg Ørne fluct, oc sveber i det høje,
Planet oc Stierne-Choor beskuer med mit Øje:
Far jeg med bu' oc piil paa Himmel høje Klipper,
Min Høg oc Støfver-hund i grønne dale slipper:
Gaar jeg i roosen-lund violen brun at bryde:
Oc ind i Snecken triin, blaa Bølgen hører skryde:
I hvort jeg staaer oc gaaer, med tanken far oc fluer,
Jeg under stoore seer, Guds mæctig Gierning skuer.
Skal jeg da være stum, naar vilde Sangre siunge,
Naar Skaberen til priis smaa Buske-fugle liunge?
Det klinge hvor det kand, jeg siunger Gud til ære,
I Luften oc paa Jord, hvort tancker mig hen bære.
Men du Guds Aand som højt Propheten fordum tiide
Paa Ild-liig-røøde Vogn, i Luften førde viide,
Opløft mig højt fra Jord, Sky-borgen lad mig bryde,
Oc efter egen lyst de blaa pauluner nyde:
Min Lufte-foormand bliif højt i Planete-gade
Til Soolens gyldne Vogn, opfør mig uden skade,
At jeg mig højer op til Martis huus kand føje,
Skøn Jovem nest at see Saturnum i det høje,
Saa under Phoebo ned til Venerem hin bolde,