↩
Det gylden dage-blus (Jessæus Sool det kalder)
Oc Natte-lycten hviid, som alle vel befalder.
At Titan gylden-haar, er en Planete-første,
I glands oc al geberd stiern-høfdingen den største,
Det nok u-tvifligt er: Men at den dejlig Qvinde
Diana ret snee-hviid, kand stoorheds titel vinde
For sine dyder skeer: Thi Phoebus hende klæder
At hun med natte-blus det klareste fremtræder.
Nu er natuurlig vist, naar Lius oc blus optændis,
I højden Straalen slaaer: Oc naar det ned ad vendis
Forqvællis oc gaaer ud. Men her mood al Nature
Maa disse hofved-lius (al verdens Løcter stoore)
Sit liuse straale-skin, til Jorderig nedsende,
Opliuse folk oc Land til Jordens yderst' ende.
Der Adams trælbar Sæd foruden arbeids hviile
Ej altiid slæbe kund' oc styrken ofveriile;
Ej heller muuligt var vi brødet kunde nyde
Foruden ansict-sved oc Jorden haard at bryde;
Da kommer Soolen froo, (ss) som Faderen huus-dulig,
Opvæcker al sin gaard, dem biuder trælle troolig:
Men Maanen silde frem, med natte-hviilen kommer,
Af Arbed løser os, oc som en Moder frommer
For Sengen natlig nat et soort Cortiine drager,
At hendis kiere Børn der inden hviile tager,
Oc Kroppen arbeid-mat blaa bulster understinger
Til Soolen anden dag med arbeds Klocken ringer.
End vilde langwil vist, vor beste kortwil blifve,
Om ingen underskeed Naturen vilde gifve
Paa Vinter, Sommer, Høst, Dag, Uger, tiider fleere:
Thi maae fornæfnde Lius vor Lefnits Segrverk være,
Aar Soolen skaffe maae den Maane Maaned føre,
Oc begge døgne-tiid, os nat med dagen giøre,
Ja være tiid fra tiid vor Almanack hin trygge,
At vi som tiid-løst Fæ, ej Jorden skulde bygge.
Op Musa, hvad er det som du saa viidt omtaler,