↩
Afdeelingen er skeed i stadig' eller faste;
Oc de u-stadige som meer' end andre haste.
Den stadig Stierne-lund maae sig for blinkend' øje,
Paa æthers blanke mark, i ottend' orden føje.
De stadige bestaa' ej op, ej ned at gange,
Men med sin egen Sal, i liige pas omprange.
De siu u-stadige baad' hiid oc diid spatsere,
Nu nær, nu længer fra, her søør, der nøør, vagere,
Om stunden benke-jæfnt, oc atter tvers i Sæde,
Nu denne Stierne nær, nu til en anden træde.
Hvorfor de kaldis ret Planeter oc Vaganter,
Dog Himmel-bandeleer de aldrig ofver-kanter.
Oc som paa Jorden skeer, en part maae Herre være,
En part til food oc haand maae Herre tien' oc Ære:
Saa i det høje Loft for den Planete-skare,
Er Soolen principal; paa den de andre vare.
Thi staar hans Majestet med Spiir oc gylden Kroone,
Blandt anden Adel good, midt i den Perle-throone.
Der maae den Herre staa' en liden stund med ære,
Thi om hans Tienere, min Musa først vil lære.
Den stoore Jordens Kreds er deelt i visse Lænder
Provincier oc Øer: Hvorfor mand snarlig kiender,
Hvor mand i Verden er, hvad Folk der er' at finde:
Det samme tarflig grib de gamle rand i Sinde,
Thi skærpede de friit de Babylonske Hierner,
Oc deelde viiselig de samme faste Stierner,
Til visse Constellats, (vi Himle Tegn dem kalde)
Forleente dem med nafn, som skicken kunde falde,
Det være Veder, Tiur, Triangel, Scorpioner,
Er Ott' oc fyrretiufv' udkaarne Skabeloner,
Bestucked' oc besat' (Astronomi det skrifve)
Med Ademanter klar, et tusend to oc tiufve:
Men hvo de Tegen self af førsten inventered',
Er icke vitterligt, maa skee op-speculered,
I Verdens første tiid, af Adams egen Hierne,