↩
Men Vandet tyct oc tungt, med finde, rumpe bryder,
Den tunge fiske-art, sig piile-fast for-skyder.
Hvad u-befered er, som Bien, Brems oc Flue,
Er i sin Lufte-fær forunderlig at skue,
Som oc den fiske-art der uden finde vandrer,
Dog ej med mindre fart den mørke Stii forandrer.
Oc at vor Fiske-kraag, gliif, brigel, vaad oc ruuse,
Skuld' ej, men Jorden staaer, udtømme Nerei huuse:
Garn, stricke, rønne-bær, hærd, Liim-stang, bly-blaa mynde
Den skønne Fugle-jagt i grund ej skulde tynde,
Oc der med Adams huus et Skaar i Køken giøre,
Ham mangen leedig haand til sunde tænder føre:
Da læst' ofvr Fisk oc Fugl paa Himle-ny maneere,
Sit Benedicite den riige Gud oc HErre,
Bød dem i Luft oc Vand sig ynglend' at formeere,
Æg, unger, Læge-rafn, art efter art levere,
Oc ej aflade, mens det udi Østen dagis,
Mens Marken blomster bær, oc Hiort i Skofven jagis.
Thi er oc denne dag, for hans fuldkommen øje,
Som her lood haanden til, den Skaber i det høje,
Ej ære mindre værd, ej mindre Lof forskylder,
End første dagen, som hand self med roos forgylder.
Vel! som en Skildrer klog, sin Lyst at foraarsage,
Oc at opmuntre Sind, behændig veed at drage,
Nu en Adonin skøn, som Venus vil behage
Oc nu en Satyr grum, der Huus med Bucken tager;
Nu langbeen Riser her, nu der en Knæling maler,
Med Konst saa ofver alt berømmeligen praler:
Saa oc den viise Gud, at Mennisket med kæde
Kand see sit Liif oc Lyst, sin store Hierte-glæde
I stoor adskillighed, paa HErrens Creatuurer,
Forskedlig Skabning oc ret selsamme Natuurer,
Hâer hans Almæctig Haand Neptuni Borgre drejet,
Paa underskedlig viis, afritset, contrafejet,
En part med mange Been, foruden Fødder andre;