↩
Det er, den Ørcken Fugl, den Eremita klaglig
Rør drummens Stemme huul, der Sørge-tuder daglig
Ofvr saadan Eenlighed oc Ørke-plats hin tunge,
Hvor om Jessæus good, i Modgang maatte siunge.
See der, nu møder mig i Luften her den klare
Pygmæers Afvinds-mænd, i en Triangel-Skare,
Den Palamedis Fugl, den Ibycanske Hefner,
(Skuld' ej jeg fare vild) jeg hannem Tranen næfner.
Det oc ej under er, Pygmæer smaa maae bucke,
Men Traner højt i Luft, med saadan orden sucke,
At selfvend' Hercules, sin Krigsfolk ej kand lære,
En bedre drille-pas, end denne rej kand være.
For an, en Capitan, er skicked til at fløje
Der vejen ofver alt best kænder i det høje:
Saa Luft-passere tu Serganter velforfaren',
I Orden dem at slaa oc ret triangle Skaren.
Naar de i Luften klar, fiin sindelig marchere,
Et skønt vel lystigt Vær maae da forhaanden være:
Men brydis Æolo sin blanke Boolig hastig,
Da er hand efter dem, med Storme-vingen bastig.
Naar Nattelejren slaais, i fur oc granne-toppe,
Skarvacten sættis strax, at een da sidder oppe,
Oc hører fliitig til, om Skytten grøn med liste
Ej kryber bag en Busk, oc krasler under qviste:
En Steen hand i sin Food, maae for en Tromme holde,
Til varsel, om ham der betager Søfn hin kolde.
Thi, platter Steenen ned, oc greenen lidet brager,
Er gandske Lejren vagt, en anden Steenen tager.
Jeg ønsker vi maae saa, vor geistlig Skarvact holde,
Da skuld' ej Perkild faae, for stoor en Søfne-rolde.
Hielp Gud, hvad seer jeg nu med halsen skøn hin lange
Paa denne grønne Vold hoffærdeligen gange,
Med udbred speglklar Svants, der meer i Øjet tindrer
Mod denne blancke Sool, end Argus Øjne glindrer?
Der selff forundrer sig paa sine blanke feere