↩
Oc ofver Hvælning slig Ild-skinnende fremkører,
Drabanter sin' hand gjør som brandguul-gylden-lue,
I Luften om oc om med hellig Kraft at flue,
Paa sit Almæctig' Ord hand Jorderiig befæste
Ofr Jern ofr Kaaber-food be-ankred hver til beste:
See Mark-pallatsen jæfn, see Qvæg-klæd bierg oc høje,
See Dalen korn-bestrøød oc græs-betact til nøje:
Der rinder Elf oc Aae, der Laxe-arten vrimler,
Der dricker markens diur, den Sølfbrynd aldrig skimler:
Den Horned Oxe stærk hoos de Christalle-becke,
Fra Vand i græs til Buug, med feede kalfve trecke.
Det søøde discant-næb, eja, i Lunden fløjter,
Caniin oc Murmel-diur i Klippe-reefven føjter:
I Vinter-grøn-klæd Fur giør Storken Reeder høje,
Der Hejren sætter boo, der tindrer Ørnens Øje:
Den ædle vindru-saft, den hiertet mat kand qvægne,
Rug, Hveed' oc Oli blank, staar moodent allevegne:
Der er ej Ceder rank, ej findis palmen saftig,
Ej Fiigen, Pomerants, foruden spiisen kraftig:
Her Maanen veed sin gang, med nat-dug heeden køøler,
(Da søger Vildtet Mad, om føøde Løven brøøler)
Strax rinder Soolen op med gylden-glants oc straale,
Skin ofver grønnen-top, Maj-klæd' i dybe dale,
Befaler Løven grum sin soorte kuul' at søge,
Oc dag-beskæret Vildt sig vden Fryct forøge.
Hvad vil Jeg sig' om dig du stoore Haf, du brede,
Om den kaad-findig Jact paa Tang-strød vilde heede?
Der gaaer den stoore Hval, den Fiske-Konge mæctig,
Med puust oc tommel-spring, til priis sin Skaber præctig,
Ham Førster, Græfver gæfv' Haf-soorne Borgre mange:
Af Bunden food-løs' i Utallig mængd' udprange:
Oc (det mig undrer meest) hver Fugl paa qvist hin ranke,
Hvert Diur paa breden heed, hver Fisk i Vand det blanke,
Af mæctig Skaber haand, sin sær-natuurlig føøde,
Bekommer uden Sorg oc megen daglig møde;