Arrebo, Anders Uddrag fra Hexaëmeron. Sjette Dag

↩ Hâr dog den Naadig Gud ej Spiiren ganske brecket.
Vil Hiorten icke staa' oc Haren lyde Tromme,
Mand kand med Høg oc Hund ham beedt, til klocken komme:
Kand hæsten biid' oc slaae du kandst ham skamper tvinge,
Leg bidsel, mile paa, hand skal fuld høflig springe.
Ja, end den lilde gniist, af Adams diure-vælde
Som end beholden er, af fryct kand Løven fælde,
Den brommend Tiure-art, den tuudend' Ulf forskrecke,
Oc den mand-sictig Biørn maae voltrende fremtrecke.
Det finger-tæmdte Fæ, vort huus ved liige holder,
Os spiiser med sit kiød oc mælk om vintren kolder,
Os klæder med sin Uld, huud, Lius oc alt de eje:
De som U-spiislig' er' os fremfør' ofver veje,
Forflytte hiid oc diid naar vej' er' ond' oc goode,
Oc som Liif-eget træl tienn' os til Haand oc Foode.