↩
Oc trecker skulmend' af, fordøjer self sin Vrede.
At det med hannem gaaer, som med Tyran den onde,
Hans mindre skrecker ham, hans liige sammelunde.
Dog Løven af Natuur er ædel dyds forfremmer,
Oc mens hand lefve maae, Velgierning hand ej glemmer.
Androdus arme Sclav, til Rom en Herre tiente,
Som ham med Hug hver dag Tyrannisk ilde lønte,
Der hand ej som et Folk, men som et Beest er drefven,
Er samme Trældoms Aag, ham heel u-muligt blefven,
Nødtvungen ridtsed' ud, oc søgte Skove vilde,
Udmatted af sin gang, en kuule sig bestilde,
Hand kunde hviil' udi, det trætte Legem qvegne:
Men før hand kaster sig, seer om sig allevegne,
Oc blef en Løve var, der kom ham strax paa haande
Et grumt oc glubsker Beest, som knirskede med Tande.
Ah! da blef hand til Sinds, som Skelmen naar hand grifvis,
Oc for et bloodigt mord, i Slange-taarnet drifvis,
Hvor ud hand ej formaaer at bryde nogenlunde,
Men venter Sverdet blankt bedrøflig alle Stunde,
Døer før hand skulde dø', af Dødsens Vished bange,
Thi hand den bloodig Kreds kand icke da undgange:
Saa oc det arme træl fornam, hand half død lefved'
Oc icke kund' undgaae, den Død for Øjne svebed',
Oc kund' ej fra sig slaae, hand hafd' ej andet verre,
End en sylt-fuctig graad oc jammerlig Geberre,
Dog paa det sidst' igien begyndtis Liif i bryste,
Der hand fandt Løven gridsk ej Liif at vilde kryste,
Men saae ham som sin Gæst med-liidig under øje:
Hand oc i Haab, mod Haab, beskude værten nøje,
Oc der hand ømde Food, den Sclav vel kunde merke,
Der var en Splind der i, saa Fooden maatte verke,
Hand vofvede sit Liif, med listig Finger fage,
Forsøgte sindelig, ham toornen ud at drage,
Derefter paa den Svulfst de fingre tver-viis lagde,
Udtrycte saa der med det Edderfuldt ham plagde.