↩
HJelp Gud! Hvad skreckis jeg, mit Blood sig slet forandrer,
En iis-kold Redsel-frost mit Legem gennem vandrer:
Mit Haar til Bjerge staaer, oc alle Lemmer ryste,
Ej Been mig bære kund', ej Aand' er udi Bryste,
Thi det min' Øjne seer, forkrænker min Natuure,
Ah, ah! her møder mig den vrede Død-figure!
Hvor er dog vel en Mand der uden fryct den svaare
Sig skulde see omringd, som jeg med Lefnits fare,
Af grueligste Diur, der sammensoorn' oc ere
At striid imod alt hvad paa Jordens Kreds kand være?
Apollo blef forfærd, self Hercles skulde svigte:
Dog hin berømmer sig, hand ej for Pithon vigte:
Oc denne Løven stærk, foruden fryct oc fare,
Samt ej Vild-bassen vreed, meer acted end en Hare.
Sig mig, med hvad stor Mact ja List end vel gesvinde,
Skuld' een af disse tu den Crocodil ofrvinde,
Som svemmende for-giør oc kand i Lob bemande
De Fiske dybt i Flood oc Mennisker paa Lande?
Hand kand indtage heel med Struben ofuer-viide
En Hæst, hand kand en Koo med Klør snart sønder-sliide:
Hvis Krop hand kommer nær med sin forheftig Aande,
Inddrager hand saa læt oc griber saa med Haande.
End hvad den Crocodil, self eene torde fecte
Med heele Romer-hær af Rytter oc af Knæcte?
Carthago kund' ej self moodstaae den mact oc meene,
Som Regulus haer brugt mood dette Diur alleene,
Før hand det mæctig blef, dets Huud til Rom ophængde,
Til Pract triumphlig viis i en u-troolig Længde;