↩
Vist icke kommen er, at vi berøfved' ere;
Saa bort' er Lefneds fryd, de gylden' Aar vort goode,
Med mact ofvr Markens Diur oc Fisken' udi Flode:
Men vor Hoffærdighed hâr der i skyld alleene,
At Verden skøt er fyldt med iidel Amphisbæne,
Der tvende Hofder hâr som Edder kund' udskyde;
Det er vor Synd ej nok, sig udi eet at yde.
Før Adam Guds Forbud, ah! med sin Brud forsmaade,
Oc af den hellig Fruct friit begge gærig aade,
I Eden uden Fryct hand som en Konge lefde,
Hvert Diur du hafde skabt for hans befalning befde.
De skreckeligste Diur Liif-lystige sig gafve,
Hen under Adams Aag friivilligen at sclave,
Adliudende hans Røst som Hæst den Bedsel-lærde,
Der i sin Herres Sind er i tilbørlig værde,
Som efter Ridders haand, ej efter egen ville,
Nu render her, nu der, nu traber, gaaer, staaer stille.
Ja, self der du hans Synd af Naade slet forgieded',
Haer ham end saa forseet ham saa med Visdom klædet,
At hand det feelste Diur hvor stærkt, hvor ondt i vreede,
Kand (naar det giørs behof) med Fooden undertræde.
Vel er det sandt at Diur som du hâr skabt til pricke,
Henfløje, svemme, gaae, gandsk' u-bevæbned' icke:
Et gafst du i sin art med Tænder skarp' at biide,
Et andet food-behornt at agter-slaa' oc sliide,
Det trede Selskab klov oc hvasse kløør at rifve,
Det fierde Næbbet stærkt oc Pande-horn de stifve:
Hin Slange for een Speds, en Brod, en Tunge spitsig;
Oc denne, for en Skiold forgift, ofvr Ilden hidsig:
Men Mensken skabt er bloot; dog haer du ham i Liifvet
Forstand oc viise Raad, for Skiold oc Vaaben gifvet,
Hand kand med Fingre smaa for-ziirt med Viisdoms ringe,
Det skreckeligste Beest i heele Verden tvinge.
Vel er det uden tvist, den gyldne Konst er mæctig,
Som mangen drister paa, men meer er Visdom præctig,