↩
BLandt alle disse Diur som Gud gaf Liif oc Aande
Blef Mensken aller sidst opbygt af Herrens haande.
Ej at hand ringest var, som Gud sig lood miß-ynde,
Med saadant æddel Diur sin Skabning at begynde:
Men at hand ej forgefs skuld' ham til Konge giøre,
Der hafd' ej Undersaat som ham skuld' ær' oc høre.
En velforstandig vært, ej sine Gæster leeder,
I Spiise-Stuen ind, før hand den Sal bereder,
Før hand seer alting klart at Ild oc Liuset funker,
Tællerken Sølf-geskir paa dug sneehviide prunker:
Saa oc den stoore Gud, vor Gud, der alle Stunde,
Hâr Aaben Disk bestilt, oc som for vore Munde,
Den Nectars Himmel-drik hâr bødet ud at flyde,
Med hundret tusent spring, oc Honning-kag' at nyde,
Vild' oc ej til sit Bord vor første Fader sætte,
Før alting i hans Huus stood herlig sat til rette,
Oc under Bord-tapeet, forziirt med liuse Brande,
Hans dug med lecker Mad forsiuned kunde stande.
Hvert Creatuure skønt der Himlen med-stolterer,
Der Jorden pranger af, oc Vandet af Hofverer,
Er iidel Prøfve-verk naar mand den Konst ret acter,
Som denne Mester-konst beteer i alle facter.