↩
At deraf korter tiid en kraftig Saft udflyder,
Som du til Lefveren ved Middel-Aaren sender,
I nærings meening slig, hun den til Blood forvender,
Oc gifver det igien naar Saften ny sig yder,
At samme færske-blood til alle Lemmer flyder,
Ved Aaregange krum: Som Kilderne Vand-riige,
Op-hvellende med Mact, fordeelt' i mange Diige,
Befucter Hafven grøn, forqvægner ymper alle,
At ingen træer døer ud, oc for Vand-mangel falde.
Her ved det Vand-drag klart udspringer Rooser skønne,
Den skarpe Munke-urt hos Qvæ-træet staaer det grønne,
Cypris, Lavendel blaa, de Mor-bær liiflig-suure,
Den fructbar Viinstok her; der Rosmarin hin puure;
Her voxer Fiigen søød, der Brynden Abrod fucter,
Her beeske Malurt graa, der sødist Balsam lucter:
Saa oc det ferske Blood fra Lefvrens Kilde flyder,
I mangen Aare-bek sig daglig kraftig yder:
Det strecker Seener ud, til Been det sig forhaarer;
Nu Kiød forandris til, det samme Blood i Aarer,
Det her marf-mager er, oc der ved Lefver-becke,
En Huund forskaffer hviid: Ej vilde lenge recke
Vor Lefnits Silke-traa, Liifs-planten snart blef øde,
Om vor Køgmester' ej beskickede slig Føde.
Dog, som vel ofte skeer, at Glasse-hjelm hin puure,
I distillats forfyldt, i Ild hin ofver-stoore,
Kand spring' oc spildis bort med al sin Oli komme:
Saa oc Bryst-panden heed med Lefver, Systren fromme,
Kand vel forstoppis saa, at half-raa Spiisen ydis,
Oc derfor icke kand til fuld-got Blood udbrydis.
Hvorfor er tiid mand ej sit Køken saa formeerer
At det for vel forseet med Feber os fortærer.
Hvad vil jeg ydermeer, mig med de ting bemøje,
Der mig forborgen' er oc Gud mig tog fra Øje,
Jeg ej forstycke vil, jeg vil ej antomere
Det lille Verdens Huus, som Gud self lood staffere,